Dansk Økonomi, forår 2014

Kapitel I: Konjunkturvurdering

Hovedbudskaber

 

  • De senere års stilstand i dansk og europæisk økonomi venter De Økonomiske Råds formandskab vil blive afløst af fremgang i både Danmark og i den internationale økonomi. Den planlagte finanspolitiske stramning i de kommende år er afstemt med konjunktursituationen
  • Finanspolitikken går til grænsen. Grænserne for den faktiske og strukturelle saldo vurderer formandskabet vil være  overholdt de kommende år - og der er udsigt til, at de offentlige finanser gradvist bliver bedre frem mod 2020
  • Formandskabet vurderer, at der er både fordele og ulemper ved dansk deltagelse i den europæiske bankunion. Der er imidlertid flere vigtige forhold, der er uafklarede. Derfor anbefales det, at Danmark afventer bankunionens endelige udformning, inden der tages stilling til, om Danmark skal deltage  

Kapitel I kort fortalt

Det Økonomiske Råds formandskab vurderer, at væksten i dansk økonomi vil blive omkring 1½ pct. i 2014 og stige til 2 pct. i 2015 og 2½ i 2016. Baggrunden er bedre udsigter for europæisk økonomi og en positiv udvikling en række centrale indikatorer. Trods fremgangen vurderer formandskabet, at produktionen i 2016 vil ligge omkring 2½ pct. under det normale niveau. Det vil formentlig tage adskillige år før konjunktursituationen er fuldt normaliseret. 

Finanspolitisk stramning er afpasset med konjunkturerne

Formandskabet vurderer, at den finanspolitiske stramning, der er planlagt i de kommende år, er afpasset med konjunktursituationen. Hvis konjunkturerne udvikler sig mere positivt, vil der ikke være behov for en mere lempelig finanspolitik, hvis konjunktursituationen omvendt bliver værre, vil der på grund af underskudskravene for den offentlige saldo ikke være plads til en lempelse.

Udgiftslofter kan ikke udnyttes

Formandskabet vurderer, at de grundlæggende målsætninger for den faktiske og den strukturelle saldo vil være overholdt med den finanspolitik, der er planlagt. Vurderingen er også, at finanspolitikken er holdbar. Derimod vurderer formandskabet ikke, at der er plads til at udnytte de udgiftslofter, der er vedtaet, fuldt ud inden for underskudsgrænserne.  

Løbetidsforlængelse er en god ting - men lånegrænser bør overvejes

Folketinget har vedtaget en lov om betinget løbetidsforlængelse for realkreditlån. Loven begrænser realkreditinstitutionernes refinansieringsrisiko og lægger et loft over, hvor meget renten kan stige på korte rentetilpasningslån. Formandskabet vurderer, at loven om løbetidsforlængelse er hensigtsmæssig, men det anbefaler samtidig, at man overvejer, om lånegrænsen for lån med variabel rente skal være lavere. 

Beslutning om dansk deltagelse i bankunion bør udskydes

Det er i EU besluttet at oprette et fælles finanstilsyn og en fælles afviklingsmekanisme. Det er centrale elementer i den europæiske bankunion. Der er imidlertid fortsat en række uafklarede elementer - blandt andet om ikke-eurolandes deltagelse. En bankunion på EU-plan giver god mening, men set i lyset af de uafklarede forhold, anbefaler formandskabet, at Danmark afventer bankunionens endelige udformning, før der tages stilling til, om Danmark bør deltage.

Del af
Publikationens forside - Dansk Økonomi, forår 2014

Dansk Økonomi, forår 2014