Finanspolitisk holdbarhed

Finanspolitikken siges at være holdbar, hvis de offentlige skatteindtægter er tilstrækkelige til at finansiere de offentlige udgifter også på lang sigt, hvor der blandt tages højde for demografiske forskydninger, herunder tendensen til aldring af befolkningen. Hvis finanspolitikken er holdbar, vil det med de givne forudsætninger være muligt at opretholde det nuværende udgiftsniveau pr. bruger uden at hæve skatterne og uden, at gælden vokser.

I vurderingen af den finanspolitiske holdbarhed tages udgangspunkt i en langsigtet fremskrivning, der tager højde for ændringer i befolkningens størrelse og sammensætning, og som i øvrigt bygger på uændret finanspolitik, dvs. uændrede skattesatser og offentlige udgifter, der følger udviklingen i befolkningssammensætningen og den generelle vækst. Fremskrivningen tager også højde for de fremtidige ændringer i den økonomiske politik, der måtte være vedtaget. 

Den langsigtede fremskrivningen, der ligger bag holdbarhedsberegningen, bygger også på uændret adfærd i befolkningen, herunder uændret erhvervsdeltagelse (korrigeret for ændringer aftalte ændringer i den økonomiske politik) og en konstant arbejdstid.

Den finanspolitiske holdbarhed udtrykkes ofte ved den såkaldte holdbarhedsindikator, HBI.

Holdbarhedsindikatoren udtrykker den permanente ændring i den primære offentlige saldo (målt i pct. af BNP), der skal til for, at finanspolitikken bliver netop holdbar. Et negativt tal indebærer, at det er nødvendigt at forbedre den primære saldo, for at gøre finanspolitikken holdbar, mens et positivt tal er udtryk for, at finanspolitikken er mere end holdbar.

Hvis finanspolitikken ikke er holdbar, vil den offentlige gæld på et eller andet tidspunkt begynde at stige, og det vil være nødvendigt at tilpasse det offentliges indtægter eller udgifter -  gennem reformer, skattestigninger eller reduktion af den offentlige udgifter.

Læs mere om begrebet Finanspolitisk holdbarhed her - eller på DREAM's hjemmeside.