Historien bag De Økonomiske Råd

Formålet med Det Økonomiske Råd har siden begyndelsen været

"(…) at følge landets økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser”

Dette formål blev i begyndelsen af rådets levetid først og fremmest forfulgt ved at udarbejde konjunkturvurderinger og foretage vurderinger af den økonomiske politik. Analyser af landbrugspolitikken, valutaforhold, bygge- og boligpolitikken og ikke mindst indkomstpolitikken, fik fremtrædende plads i de første ti til femten års rapporter fra De Økonomiske Råds formandskab.

Analyseområderne udviklede sig

I 1970’erne kom arbejdsmarkedspolitikken til at fylde mere i rapporterne, men der blev også plads til analyser af mere kontroversielle forslag. Eksempelvis indgik der en analyse af “Økonomisk demokrati”, der i øvrigt blev fulgt op i slutningen af 1980’erne med en analyse af “Overskudsdeling”. Beregninger af livsindkomster kom også til i 1970’erne – beregninger, der er blevet gentaget med omkring fem års mellemrum siden 1972. En anden nyskabelse, der så dagens lys i 1970’erne, var målingen af finanspolitikkens virkninger – de såkaldte finanseffekter, der fortsat lever i bedste velgående.

Op igennem 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne fortsatte rapporterne til Det Økonomiske Råd med at indeholde analyser af både konjunktur- og strukturpolitiske problemstillinger. Arbejdsmarkedspolitik, skattepolitik samt penge- og valutakurspolitik blev (fortsat) grundigt analyseret i forskellige sammenhænge, men der har også været plads til en lang række andre emner, såsom f.eks. “Fattigdom i Danmark”, “Boligmarkedet – skævt og ineffektivt”, “Bæredygtighed: Balance mellem generationer” eller “40 år med Rom-traktaten”.

Det Miljøøkonomiske Råd blev til

I midten af 1990’erne blev formålsparagraffen udvidet, så “samspillet mellem økonomi og natur” også skulle belyses. Rådet havde allerede inden lovændringen gennemført analyser af miljøpolitikken, men med lovændringen kom der mere fokus på området. Dette gjaldt både generelle vurderinger af miljø- og energipolitikken og mere specialiserede analyser af eksempelvis “Biologisk mangfoldighed”. I 2007 blev loven ændret endnu en gang. Det Miljøøkonomiske Råd blev oprettet, og antallet af “vismænd” blev udvidet fra tre til fire, så der nu altid er en særlig miljøøkonomisk vismand. Af helt naturlige årsager kom klimapolitikken hurtig til at være det dominerede tema i rapporterne til Det Miljøøkonomiske Råd.

Nye roller: Finanspolitisk vagthund og produktivitetsråd

I 2012 blev loven om De Økonomiske Råd ændret endnu engang. Denne gang blev formålsparagraffen udvidet, så Det Økonomiske Råd med virkning fra 2014 årligt skulle

“... vurdere holdbarheden i de langsigtede offentlige finanser og den mellemfristede udvikling i den offentlige saldo samt vurdere, om de vedtagne udgiftslofter er afstemt med de finanspolitiske målsætninger”. 

De Økonomiske Råd fik dermed en mere formel rolle som “finanspolitisk vagthund”. Ved lovændringen i 2017 blev det præciseret, at det er formandskabet  (og ikke Rådet), der skal varetage rolle som finanspolitisk vagthund.

Formålet med at have en uafhængig finanspolitisk vagthund er at øge tilliden til de offentlige finanser og bidrage til at skabe troværdighed om finanspolitikken. Med udpegningen af formandskabet som vagthund fulgte det danske Folketing anbefalinger fra en række internationale institutioner, herunder EU.

I 2017 fulgte Folketinget op på endnu en anbefaling fra EU. Dette skete ved at oprette et permanet nationalt Produktivitetsråd, og også i denne sammenhæng valgte man at lade De Økonomiske Råds formandskab stå for opgaven at analysere og overvåge produktivitetsudviklingen i Danmark. Og i 2021 fik institutionen endnu en opgave, nemlig at efterse de regneprincipper, som centraladministrationen anvender, når der skal skønnes over adfærdsvirkninger af nye politik-tiltag.

Empirisk forankring og mange metoder i spil

Et kendetegn ved mange af analyserne i De Økonomiske Råds rapporter er, at der er en stærk empirisk forankring. Analyserne bygger ofte på vidt forskellige statistiske metoder.

Nogle analyser baseres på aggregerede tidsserier, mens andre anvender registerdata, som (i anonymiseret form) beskriver enkeltpersoner eller virksomheder. De administrative registerdata, som er tilgængelige i Danmark, giver en unik mulighed for at gennemføre analyser af eksempelvis de fordelingsmæssige konsekvenser af ændringer i skattesystemet, determinanterne bag produktivitetsudviklingen i virksomhederne eller fordelingsvirkningerne af den subsidiering, der ligger i huslejereguleringen og den lempelige boligbeskatning.

SMEC og de andre modeller

Analyserne indeholder ofte modelberegninger, der kan understøtte mere teoretiske ræsonnementer. En del af De Økonomiske Råds ressourcer går derfor til at udvikle og vedligeholde modeller. SMEC-modellen, der blev udviklet i begyndelsen af 1970’erne, er måske den mest kendte, men sekretariatet var i 1990’erne også blandt de første i Danmark til at udvikle en generel ligevægtsmodel (GESMEC).

I dag anvendes en ny og mere udbygget udgave SMEC stadig, mens andre modeller har afløst GESMEC. Brugen af modeller sikrer konsistens i analyserne, og kravet om helt eksplicitte forudsætninger gør det lettere at forholde sig kritisk til beregningerne − f.eks. ved at foretage følsomhedsanalyser, der håndfast dokumenterer konklusionernes afhængighed af de enkelte forudsætninger.

Faglig, troværdig og uafhængig

Institutionens eksistensberettigelse bygger på faglig styrke og høj troværdighed. Skiftende vismænd har her kunnet bruge deres egne og kollegers forskningsresultater i rapporterne – og videnskabelige resultater er gennem rapporterne blevet formidlet til en bredere kreds. Det helt afgørende nøgleord er den uafhængighed, som loven om De Økonomiske Råd sikrer.

Valg af emner og metodetilgang samt konklusioner og fremlæggelse af politikforslag fastlægges udelukkende af formandskabet. Medlemmerne af De Økonomiske Råd bidrager med kommentarer og synspunkter, der kan påvirke valg af emner i de kommende rapporter, men konklusionerne i den enkelte rapport ændres ikke.

Uafhængigheden har i det store og hele stået uantastet. Formandskabets analyser har gennem tiden givet anledning til diskussioner, men formandskabet har stået fast, også når der var modvind. Uafhængigheden er blevet understøttet ved, at skiftende ministre i de seneste 30-40 år altid har fulgt det siddende formandskabs indstilling, når der skulle udnævne nye medlemmer af formandskabet.

Der opstod imidlertid en offentlig debat om uafhængigheden, da regeringen i 2018 som led i en udflytning af statslige arbejdspladser besluttede, at sekretariatet skulle flyttes væk fra København. Formandskabet, en lang række rådsmedlemmer og en række andre danske og udenlandske aktører kritiserede beslutningen, som blev set som et angreb på uafhængigheden, fordi den begrænsede muligheden for nem og smidig adgang til embedsværkets beregninger og dermed svækkede sekretariatet og følgelig formandskabets rolle som vagthund i forhold til regeringen.