Det Økonomiske Råd

Hvordan går det med dansk økonomi, og hvordan virker den økonomiske politik?

Det er nogle af de spørgsmål, formandskabet forsøger at besvare, når det laver analyser og vurderinger til Det Økonomiske Råd. Det er også under Det Økonomiske Råd, at formandskabets opgave som finanspolitisk vagthund ligger.

Det Økonomiske Råd blev oprettet ved lov om "Økonomisk samordning" i 1962. I følge den lov er det Det Økonomiske Råds opgave at "følge landets økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver". Rådet skal i følge loven også bidrage til at "samordne de forskellige økonomiske interesser".

Rådets medlemmer

Formandskabet for De Økonomiske Råd står i spidsen både for Det Økonomiske Råd og det Det Miljøøkonomiske Råd.

Det Økonomiske Råd består af formandskabet og yderligere op til 17 medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, regeringen og Nationalbanken. Derudover sidder der også 3 særligt kyndige i økonomiske spørgsmål i rådet. Samlet er der pt. 24 medlemmer af Det Økonomiske Råd.

Det Økonomiske Råds medlemmer

  • Formandskabet: Professor Carl-Johan Dalgaard, professor Mette Ejrnæs, professor Lars Gårn Hansen og Jakob Roland Munch 
  • Finansministeriet: Departementschef Kent Harnisch
  • Økonomiministeriet: Departementschef Stig Henneberg
  • KL - Kommunale organisationer: Adm. direktør Kristian Vendelbo
  • Danmarks Nationalbank: Nationalbankdirektør Signe Krogstrup
  • Dansk Arbejdsgiverforening: Adm. direktør Jacob Holbraad
  • FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation: Formand for FH -, forbundsformand Claus Jensen og forbundsformand Henning Overgaard
  • Akademikerne: Formand Lisbeth Lintz
  • DI - Dansk Industri: Politisk direktør Emil Fannike Kiær
  • SMVdanmark: Adm. direktør Jakob Brandt
  • Landbrug & Fødevarer: Formand Søren Søndergaard
  • Dansk Erhverv: Direktør Morten Langager
  • Forbrugerrådet Tænk: Formand Anja Philip
  • CEPOS: -
  • Finans Danmark: Adm. direktør Ulrik Nødgaard
  • Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Formand Michael Rosholm
  • Særligt sagkyndige: professor Anna Piil Damm, professor Torben M. Andersen og lektor Maria Knoth Humlum

To rådsmøder og to rapporter

Det Økonomisk Råd mødes to gange om året og diskuterer formandsskabets rapport. Møderne ligger typisk i maj og oktober måned.

Inden mødet har rådets medlemmer fået en foreløbig udgave af rapporten (diskussionsoplægget), hvor formandskabet præsenterer analyser og deres vurderinger. De kommentarer, som medlemmerne har til rapporten, bliver samlet og tages med i den endelige rapport. Rapportens indhold ændres dog normalt ikke, selv om rådets øvrige medlemmer måtte være uenige i det, der står. Det er således alene formandskabet, der står bag analyser og konklusioner i rapporten.

Læs eventuelt om proceduren for udsendelse af diskussionsoplæg, afholdelse af rådsmøde og færdiggørelse af rapporten her.

Rapporterne til Det Økonomiske Råd hedder Dansk Økonomi. I daglig tale kaldes disse rapporter også vismandsrapporter.