Den vanskelige balance mellem samfund og natur

Artikel i MiljøDanmark d. 5.10.1998

Den vanskelige balance mellem samfund og natur

Hvis vi fører en stram miljøpolitik, når der er store usikkerheder, kan det føre til store samfundsmæssige tab. For stor fokus på enkelte - og måske ikke væsentlige - problemer kan blokere for en samlet afvejning af de miljøpolitiske tiltag.

Af Peder Andersen, sekretariatschef, Det Økonomiske Råd

"Der må gøres alt for at undgå skader på naturen" og "enhver tvivl må komme naturen til gode" er udsagn, der ofte bliver brugt af f.eks. eksperter og interesseorganisationer, når miljøpolitik er på dagsordenen. Uden tvivl velmenende udsagn, men i virkeligheden af tvivlsom validitet, set med økonomøjne.

For lidt forurening er ikke godt

Alle ved, at menneskenes brug af naturen i mange tilfælde medfører betydelige skader på naturen, men alt for mange glemmer, at brugen af naturen samtidigt normalt giver en række fordele. Det afgørende er derfor at sammenholde skaderne med fordelene. Alle ved, at hvis en grænseværdi overskrides, kan der opstå nogle midlertidige eller varige skader på natur og mennesker, men færre husker, at det kan værre forbundet med endog meget store omkostninger at fjerne enhverv risiko for, at en grænseværdi overskrides.

Denne afvejning af fordele ved miljøpolitiske tiltag og de samfundsøkonomiske omkostninger er og bliver et helt afgørende princip for at finde den rigtige balance mellem menneskelig aktivitet og naturens tilstand. Hvis der anvendes 1 million kroner på at beskytte naturen, skal virkningen gerne stå mål hermed.

Det er netop baggrunden for, at økonomer taler om det optimale forureningsomfang, dvs. det forureningsomfang hvor den marginale gevinst ved miljøbeskyttelsen netop svarer til den marginale omkostning ved at gennemføre miljøbeskyttelsen. Tankegangen er og bliver vist for altid uforståelig for ikke- økonomer til trods for den logik, der ligger bag. Bruges princippet, forhindrer det, at der bruges samfundsmæssige ressourcer ud over, hvad der kan begrundes med henvisning til værdien af miljøforbedringen.

Der er imidlertid en række problemer med i praksis at anvende det miljøøkonomiske princip. Først og fremmest er der mange vanskeligheder med at vurdere betydningen af skaderne på naturen. Det er der to grunde til. For det første er der ofte en mangelfuld naturvidenskabelig viden om skaderne ved en given forurening. Dernæst er de metoder, økonomer har til rådighed til værdisætning, langt fra gode. Ligeledes kan det være vanskeligt at beregne omkostningerne ved at undgå forureningen eller ved at gennemføre rensning. En yderligere komplikation opstår, når fordelene tilfalder mange generationer og måske endda ulige mellem generationer. De mange diskussioner og uklarheder om bæredygtighedsbegrebet er en del af dette generationsproblem.

Forsigtighedsprincippets økonomiske dimensioner

Et særligt problem opstår, hvis der er mangelfuld viden om skadernes størrelse. Der kan tages en række forholdsregler, der reducerer sandsynligheden for en stor skade, men disse forholdsregler er ikke gratis at indføre. Det er nok en generel opfattelse blandt ikke økonomer, at økonomi slet ikke er relevant, når grænseværdier skal fastlægges. Forsigtighedsprincippet kan altså derfor anvendes uden at inddrage økonomiske forhold. Men faktum er, at der ikke kan tages rationelle samfundsøkonomiske beslutninger alene ud fra naturvidenskabelige principper. Økonomisk teori og økonomiske metoder er central for at anvende forsigtighedsprincippet. Men der behøver ikke være den store uoverensstemmelse mellem de anbefalinger, økonomer kommer med, og de anbefalinger, andre kommer med.

Lad os prøve at se lidt nærmere på en situation med usikkerhed, dvs. der er en meget ufuldstændig viden om konsekvenserne af f.eks. at overskride en grænseværdi. Her vil en ikke-økonom anbefale eller måske ligefrem kræve, at miljøpolitikken skal være så stram, at grænseværdien under ingen omstændigheder overskrides. Umiddelbart lyder en sådan anbefaling rigtig og ihvertfald sympatisk. Men der er lige det lille problem, at der ikke ses på omkostningerne ved at opnå denne sikkerhed. Måske skal en hel industri nedlægges, og nogle forbrugsgoder vil ikke længere være til rådighed, eller der skal bruges så meget på rensning, at en række andre miljøtiltag eller andre samfundsmæssige projekter ikke kan gennemføres. En så stram miljøpolitik kan altså indebære store samfundsmæssige tab og afsagn. Der er således en stor fare for, at særlig focus på et måske ikke væsentligt problem blokerer for en samlet afvejning af de miljøpolitiske tiltag.

Ny viden kan give mere slap miljøpolitik

Ny viden reducerer uvidenheden. Og uvidenhed kan være særdeles kostbar. Miljøområdet er kendetegnet ved manglende viden på en række vigtige områder. Det rejser det meget interessante spørgsmål om afvejningen mellem at intensivere beskyttelsen af naturen på områder, hvor vores viden er meget mangelfuld, overfor at intensivere forskningen for at få større viden og dermed et bedre beslutningsgrundlag. Igen er et traditionelt svar, at vi bør gøre begge dele, men det svar lider igen af den mangel, at vi ikke kan gøre alt. Der er selvfølgelig ikke noget enkelt svar på, hvordan indsatsen skal fordeles mellem at gøre noget ved forureningen i dag og at forsøge at få bedre viden for derefter at kunne gøre det rigtige og gøre det effektivt.

Lad os nu antage, at ny forskning rent faktisk påviser, at nogle stoffer slet ikke skader i samme omfang, som vi tidligere troede. Ny viden af den karakter bør få som konsekvens, at kravene til grænseværdien slækkes. Vi får her det interessante resultat, at investering i forskning betyder, at en rigtig miljøpolitik bliver billigere for samfundet. Eller sagt lidt mere provokerende, det bliver fornuftigt at forurene mere. Omvendt gælder, at hvis forskningen påviser større skader ved forureningen end tidligere antaget, skal miljøkravene strammes. Dette vil også spare samfundet for en række omkostninger, nemlig ved at forhindre at skaderne bliver meget store på grund af en for slap miljøpolitik.

Skal vore efterkommere beskyttes?

Gevinsten ved at være forsigtig er, at det forøger de fremtidige muligheder. Omkostningen er tab af forbrugsmuligheder for nuværende generationer, fordi nogle varer bliver dyrere, eller fordi der bruges offentlige midler på at reducere usikkerheden. At lægge særlig vægt på at beskytte sig svarer fuldstændig til at tegne en forsikring, og alle ved, at en forsikring koster noget. Hvis de nuværende generationer i høj grad forsikrer sig for at give fremtidige generationer større valgmuligheder, forringes nuværende generationers levestandard, og fremtidige generationers levestandard bliver forbedret. Om dette er det rigtige at gøre, kan vist ingen af os afgøre videnskabeligt. Men det er nok værd at huske på, at hvis generationerne før os i langt højere grad, end det faktisk er sket, havde overladt endnu større værdier til os, er ingen vist i tvivl om, at det ville have været uretfærdigt, for det er jo en kendsgerning, at vores levestandard er betydelig højere end vore bedsteforældres. Det er værd at tænke over i debatterne om bæredygtighed og brugen af forsigtighedsprincippet.

Peder Andersen

MiljøDanmark, 5.10.1998