Dette år er afgørende for 2030-målet

Mens de fleste klimaobservatører her i 2024 kigger mod 2025-delmålet, så kigger Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand og professor på Københavns Universitet, længere frem – mod 2030. Om vi når målet om 70 procents reduktion det år, bliver afgjort i år, skriver han i dette nytårsindlæg.
 

Her ved begyndelsen af 2024 tegner det kommende år til at blive afgørende for dansk klimapolitik frem mod 2030.

Efter planen bliver det i løbet af 2024 besluttet, hvilken regulering der skal sikre, at landbruget leverer de drivhusgasreduktioner, der er aftalt for sektoren. Den beslutning bliver afgørende for, om Danmark når klimalovens reduktionsmål for 2030, fordi landbruget efter planen skal levere broderparten af de resterende reduktioner.

Samfundsøkonomisk set bliver det afgørende, om man formår at høste de mange relativt billige drivhusgasreduktioner, der findes i landbrugssektoren.

Gør man det, kan 2030-målet nås for en samlet regning i størrelsesordenen 4 milliarder kroner om året, og uden at der sendes mange jobs til udlandet. Ifølge vores beregninger vil det samlede jobtab til udlandet være omkring 1.000 personer.

Uden de billige reduktioner i landbruget bliver den samlede regning og jobtabet væsentligt større. Hvis landbruget helt friholdes, stiger regningen ifølge vores beregninger til 12 milliarder kroner om året, og jobtabet til udlandet bliver omkring 6.000 personer, fordi man så i stedet må nå 2030-målet gennem væsentligt dyrere reduktioner af drivhusgas i andre dele af økonomien.

Der er betydelig usikkerhed ved den slags beregninger, men de illustrerer, at der er meget på spil samfundsøkonomisk ved de kommende forhandlinger om landbruget.

Der er også meget på spil for landbruget. For selv om jobtabet til udlandet er begrænset, hvis vi udnytter de billige reduktioner i landbruget, så flyttes omkring en fjerdedel af landbrugets jobs (omkring 15.000 job) til andre dele af den danske økonomi, blandt andet fordi der bliver mindre kvægbaseret produktion. Det betyder, at jobs flytter fra land til by, og derfor kan det få mærkbare konsekvenser for tyndtbefolkede egne, hvor landbruget fylder meget. Der er altså tale om en afvejning mellem samfundsøkonomi og den geografiske fordeling af jobs, som må foretages politisk.

Uanset hvordan den afvejning lander, er der tale om beslutninger, der bliver afgørende for dansk klimapolitik frem mod 2030.

Kommunale klimamål
På to andre områder kan man håbe på, at 2024 også vil byde på – om ikke beslutninger – så i hvert fald debat, der peger frem mod beslutninger.

Det ene område er den stigende tendens til, at kommuner og offentlige institutioner opstiller egne klimamål og gennemfører tiltag for at nå dem: Eksempelvis har 96 ud af de 98 danske kommuner sat mål for deres drivhusgasudledninger. Det kan umiddelbart virke som en hjælp til at nå de nationale klimamål, men desværre ikke til at de nås billigst muligt.

Regulering gennem drivhusgasafgifter, der er ens på tværs af hele landet, kan sikre, at udledningerne bliver reduceret, hvor det er samfundsøkonomisk billigst. Omvendt kan varierende mål fra kommune til kommune føre til, at reduktionerne ikke laves de steder, hvor de er billigst, og dermed til, at den grønne omstilling fordyres.

Endvidere kan kommuner og institutioner ikke benytte omkostningseffektive tiltag, såsom en drivhusgas-afgift, men er typisk begrænset til dårligt målrettede tiltag som for eksempel hastighedsbegrænsninger eller indkøbspolitik.

Derfor er der en betydelig risiko for, at implementeringen af deres mål ikke bliver omkostningseffektiv.

Der kan være mange grunde til, at kommuner og institutioner ønsker at føre deres egen klimapolitik, men hvis hovedmotivationen er at støtte op om den nationale klimapolitik, bør man genoverveje de lokale klimamål. På det nationale niveau er man langt bedre i stand til at føre klimapolitik med omkostningseffektive reguleringstiltag, end det er muligt for for eksempel kommuner.

Der mangler klare regler for kystbeskyttelse
Det andet område er klimatilpasning i form af kystbeskyttelse.

Hvis man fremrykker de klimaforandringer, der forventes de næste 100 år, til i dag, uden at foretage nogen form for tilpasning i øvrigt, vil de forventede skader på ejendomme ved stormflod blive mere end firedoblet.

Omvendt viser en række studier, at hvis vi over de næste 100 år tager højde for denne risiko ved lokalisering af boliger og virksomheder, samt udbygger dæmninger og anden kollektiv kystsikring i passende omfang, kan en stor del af disse omkostninger undgås.

Det er derfor vigtigt, at kommunerne, der står for det meste af den kollektive kystsikring, har de rigtige rammer for planlægning og finansiering.

I dag er der ikke klare regler for, hvem der skal finansiere kollektive kystsikringsprojekter. Det kan være såvel kommunen som de berørte ejendomsejere. Hvis projektet skal finansieres af kommunen, kan konkurrencen med andre kommunale udgifter betyde, at projekter, som de berørte ejendomsejere gerne selv ville have finansieret, ikke bliver gennemført. Dette kan betyde, at kystsikringsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige, forsinkes eller slet ikke gennemføres.

Kommunal finansiering kan i andre situationer betyde, at kystsikringsprojekter, som de berørte ejendomsejere ikke selv ville finansiere, alligevel gennemføres. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis de berørte ejendomsejere har uforholdsmæssig stor indflydelse på den offentlige beslutningsproces. Fordi de ikke selv skal betale omkostningerne, kan de berørte ejendomsejere have interesse i projektet og lobbye for dets gennemførsel, selvom samfundsøkonomien er dårlig.

Endelig kan forhandlinger om finansieringen i sig selv betyde, at beslutningsprocessen trækker ud.

Disse forvridninger kan undgås, hvis det ligger fast, at kystsikringsprojekter skal finansieres af de berørte ejendomsejere efter en fordelingsnøgle, der afspejler den enkelte ejendomsejers gevinst ved projektet. Da projektet ikke skal konkurrere med andre kommunalt finansierede projekter, vil det ikke blive udskudt eller stoppet af den grund. Samtidig vil en indflydelsesrig gruppe af ejendomsejere ikke have interesse i at få gennemført et projekt, hvor omkostningerne er større end gevinsterne, da de selv kommer til at betale omkostningerne.

Afgørende for et projekts gennemførelse bliver i stedet, at de berørte ejendomsejere er villige til at finansiere det. Hvis alle projektets gevinster tilfalder ejendomsejerne, og fordelingsnøglen for finansieringen afspejler den enkelte ejendomsejers gevinst ved projektet, har disse som udgangspunkt incitament til at støtte projekter, hvor gevinsterne er større end omkostningerne, og afvise projekter, hvor det modsatte er tilfældet.

Det vil derfor kunne forbedre samfundsøkonomien i den kollektive kystsikring, hvis der fastlægges klare regler for, at kystbeskyttelsesprojekter skal finansieres af de berørte ejendomsejere i forhold til den nytte, de har af projektet.

Godt nytår.