En bæredygtig udvikling

Danmark kommer i forbindelse med EU-formandskabet i år til at spille en central rolle ved Verdenstopmødet i Sydafrika om bæredygtig udvikling.

Bæredygtighed er blevet et plusord, men der er ikke enighed om indholdet. Det er vigtigt at få præciseret, at levevilkår mellem generationer er afgørende og at få økonomi og velfærd knyttet til bæredygtighedsbegrebet. Økonomer har et godt bud på, hvordan politikerne kan få fastlagt en bæredygtig udvikling.

Den nye regering får på miljøområdet en stor opgave med at gennemføre Danmarks nationale strategi om en bæredygtig udvikling, som den foregående regering offentliggjorde i juni, eller at fremlægge en ny strategi. I begge tilfælde står regeringen over for ganske centrale overvejelser.

I en netop udkommet bog om bæredygtighed ( Bæredygtighed, økonomi og velfærd, redigeret af Peder Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Helle Ørsted Nielsen) påpeges det meget klart, hvilke forhold der må inddrages i fastlæggelsen af en politik for en bæredygtig udvikling. Natur, økonomi og politiske målsætninger om levevilkår for forskellige generationer er afgørende. Desværre findes der ingen lette løsninger til at sikre den rigtige balance, men det er meget vigtigt at få økonomi og velfærd knyttet til bæredygtighedsbegrebet.

Der er en meget stor interesse for at finde veje til en bæredygtig udvikling. Det gælder for bl.a. politikere, embedsmænd og forskere. Alle giver udtryk for, at det er vigtigt, at udviklingen er bæredygtig, og at vi finder veje til at sikre dette. Det er også let at observere, at bæredygtighed eller synonymer for bæredygtighed er blevet plusord, alt for mange bruger ganske hæmningsløst. Men hvordan er det med enigheden om indholdet? Hvordan kan bæredygtighed måles? Og hvilke politiktiltag er effektive for at sikre den udvikling, der engang eventuelt måtte blive besluttet som værende bæredygtig? I den omtalte bog er disse forhold diskuteres indgående.

Vurderingen af, om den samfundsmæssige udvikling er bæredygtig, må naturligvis bygge på naturvidenskabernes viden om naturgrundlagets tilstand og trusler herimod. Men samtidigt står det uden for diskussion, at uden bidrag fra samfundsvidenskabelige forskere, herunder økonomer, vil afdækningen af indholdet af bæredygtig udvikling og veje til at opnå dette ikke give et dækkende billede af den udfordring, vi står over for. Økonomers teoriudvikling, modelanvendelse og helhedssyn på økonomi og natur som led i skabelsen af velfærd kan bl.a. medvirke til, at overvejelserne om bæredygtighed ikke resulterer i ensidige krav udsprunget af de forskellige fagdiscipliners mere eller mindre objektive vurderinger, men derimod sættes ind i en overordnet prioritering.

Brundtland-rapporten fra 1987 blev reelt startskuddet til interessen for en bæredygtig udvikling, og med Rio-konferencen i 1992 blev arbejdet intensiveret bl.a. ved, at alle lande blev opfordret til at udarbejde nationale strategier for bæredygtig udvikling med henblik på det kommende Verdenstopmøde. Bæredygtig udvikling er således højt på den internationale dagsorden, og der er næppe tvivl om, at der vil den blive i mange år. Danmarks strategi fra juni bærer titlen “Udvikling med omtanke - fælles ansvar”, hvilket antyder, at det er et projekt, der vedrører os alle.

I Danmarks strategi for bæredygtig udvikling er der peget på en række vigtige miljøøkonomiske principper og hertilknyttede overvejelser, der er i overensstemmelse med forskningsresultater om bæredygtig udvikling. For at komme fra strategien til implementeringen er der en række uafklarede spørgsmål, der kan vise sig ganske vanskelige at besvare, herunder at få afklaret det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad der mere præcist karakteriserer en bæredygtig udvikling. Der er ret stor uenighed om dette blandt politikere, administratorer og forskere. Økonomers arbejde med spørgsmålet har heldigvis givet nogen afklaring. Selv om ikke alle økonomer har fuldstændig samme opfattelse af begrebet en bæredygtig udvikling, er der en række helt centrale forhold, som kan fremhæves som fælles gods, nemlig:
 

1. at der kan ske en nedslidning af naturen i et omfang, at det kan true kommende generationers levevilkår
2. at den nye udfordring i forbindelse med en bæredygtig udvikling er lighed mellem generationer
3. at den økonomiske præcisering af begrebet bæredygtig udvikling som ikke aftagende velfærd over tid gør begrebet operationelt og anvendeligt
4. at samfundsmæssig effektivitet i udnyttelsen af ressourcerne er et krav, som bidrager til at sikre, at niveauet for velfærd over tid bliver så højt som muligt
5. at et krav til en bæredygtig udvikling ikke indebærer, at alle miljø- og naturressourcer opretholdes på det nuværende niveau
6. at det afgørende er, at den samlede formue, som en generation overlader til næste generation, sikrer den kommende generation en velfærd, der er ikke faldende, og at formuens sammensætning tilpasses til at sikre højst mulig velfærd

Det er det sidste udsagn, der danner grundlaget for det centrale begreb “ægte opsparing”. Det afgørende er, at den ægte opsparing mindst er positiv. Dvs., at nettoopsparingen forbliver positiv, selv om nogle typer af kapital reduceres, blot anden kapital vokser og dermed kompenserer velfærdsmæssigt. Hvis en type af kapital, som f.eks. mængden af olie i undergrunden, går ned, fordi vi udnytter olien, skal dette kompenseres af en positiv tilvækst i anden kapital. Dette kan være anden naturkapital, men behøver ikke være det. Dog kan nogle former for naturkapital betragtes som kritiske og kan derfor ikke nødvendigvis erstattes af anden kapital. Der er en række problemer med at opgøre ægte opsparing, men tankegangen bag ægte opsparing er vigtig at have med i vurderingen af, om en udvikling er bæredygtig eller ej. Ægte opsparing er en blandt flere vigtige indikatorer for bæredygtighed. Hertil kommer, at når der tages hensyn til vores manglende viden om naturens dynamik og sårbarhed og om vore efterkommeres behov og ønsker, er det nødvendigt at udvise en tilpas grad af forsigtighed i udnyttelse af naturen.

1. Analyserne af bæredygtig udvikling og midler til at fremme en sådan udvikling omfatter ud over de principielle aspekter derfor en vifte af emner, der knytter sig til opstilling af relevante indikatorer, der kan give os en pejling af, om udviklingen er i overensstemmelse med ønsket om en bæredygtig udvikling eller går i den forkerte retning.
   
   Men der er også behov for udvikling og anvendelse af mere komplicerede modeller, der kan anvendes i analyserne af, om forskellige udviklingsscenarier vil være i overensstemmelse med opstillede krav til udviklingen. Sådanne analyser omfatter også modelarbejde på sektorniveau inden for f.eks. landbrug, transport og energi.
   
   Udfordringen er derfor at gennemføre en politik, der på den ene side anerkender markedskræfterne og på den anden side i tilstrækkelig grad tager hensyn til naturen og kommende generationer. Her kan brugen af nogle grundlæggende principper fra miljøøkonomien anbefales.
   
   Markedspriserne skal korrigeres således, at de afspejler de reelle samfundsmæssige omkostninger via øget brug af økonomiske styringsinstrumenter, herunder afgifter på forurening og omsættelige forureningstilladelser. Herved bliver forbrugere og producenter tilskyndet til at træffe valg, som er forenelige med ønskerne om bæredygtig udvikling. Samtidig skal forbrugerne inddrages, således at disse via deres valg på markedet stiller krav til virksomhedernes miljøindsats. En sådan forbrugerpåvirkning kræver, at forbrugerne har troværdig information om, hvordan produkterne påvirker miljøet.
   
   For at forbedre prioriteringsgrundlaget bør der, før der tages en beslutning om udgifter på et område, udarbejdes et konkret beslutningsgrundlag for at vurdere forholdet mellem fordele og omkostninger ved et initiativ. Udfordringen heri vil ofte være knyttet til at beskrive og/eller værdisætte effekter, som er vanskelig kvantificerbare, og som ikke omsættes på noget marked. Endvidere skal indsatsen for at sikre bæredygtig udvikling i form af konkrete initiativer, handlingsplaner, strategier m.v. indgå i den løbende samfundsøkonomiske prioritering.
   
   Kilde: Peder Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Helle Ørsted Nielsen (red). Bæredygtighed, økonomi og velfærd. Det Strategiske Miljøforskningsprogram 2001.