Drop skattestoppet og sænk skatten på arbejde

Der har i den seneste tid været en intens debat bl.a. i Børsen om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan give skattelettelser. Mange har deltaget i denne debat, og adskillige har henvist til vismandsberegninger for at understøtte det ene eller det andet synspunkt. Der kan derfor være god grund til at præcisere, hvad det egentlig er, vi har regnet på, og hvad disse beregninger kan – og ikke kan – bruges til.

I den seneste vismandsrapport har vi foretaget nogle beregninger, der viser, hvordan man kan lette skatten på arbejde, hvis man ophæver skattestoppets særlige nominalprincip. Nominalprincippet indebærer, at punktafgifter (f.eks. benzin-, spiritus- og tobaksafgifter) og ejendomsværdiskatten gradvis udhules af den generelle inflation. Dette skyldes, at disse skatter i henhold til skattestoppet er låst fast i kroner og øre. Udhulningen er uheldig af mange årsager, og en fastholdelse af nominalprincippet vil gradvist føre skattesystemet i en retning, hvor en stadig større del af de samlede skatter betales ud af arbejdsindkomst. Mange bestræbelser går af gode grunde i den modsatte retning. Vores beregninger viser, at skattestoppets nominalprincip reelt koster det offentlige knap 4 mia. kr. alene i perioden 2007-2010. En ophævelse af nominalprincippet vil derfor være en god ide, fordi man herved får bedre mulighed for at lette skatten på arbejde, hvilket vil give større beskæftigelse og velstand.

Skatten på arbejdsindkomst kan lempes på mange måder. Vores beregninger viser, at den mest effektive metode til at øge den samlede arbejdsindsats er at sænke marginalskatterne eller målrettet at øge gevinsten ved beskæftigelse gennem et større beskæftigelsesfradrag. Sådanne skatteomlægninger vil øge beskæftigelsen gennem lavere ledighed, et højere udbud af arbejdstimer blandt de beskæftigede og gennem en højere erhvervsdeltagelse. Beregningerne viser, at man ved at bruge pengene fra en ophævelse af nominalprincippet i blot 4 år til sådanne skattelettelser kan øge beskæftigelsen svarende til ca. 8.000 fuldtidspersoner.

Beregningerne er naturligvis behæftet med usikkerhed. Effekten af en lavere marginalskat – f.eks. lavere topskat – kommer primært gennem et øget timeudbud, mens effekten fra et højere beskæftigelsesfradrag i højere grad kommer gennem en stigning i erhvervsdeltagelsen – dvs. arbejdsudbuddet målt i personer. Der foreligger en række undersøgelser på danske tal, der vurderer effekten af skattelettelser på timeudbuddet, og vores beregninger baserer sig på disse undersøgelser. Hvad angår effekten på erhvervsdeltagelsen foreligger der ingen relevante danske undersøgelser. En række udenlandske undersøgelser har imidlertid påvist, at skattelettelser påvirker erhvervsdeltagelsen. Det kan være vanskeligt at oversætte disse udenlandske undersøgelser til danske forhold, og vores beregninger af erhvervsdeltagelseseffekten har derfor i et vist omfang karakter af regneeksempler.

Som sagt er det datamæssige grundlag ikke tilstrækkeligt til at fastlægge de nævnte effekter med stor sikkerhed. Hertil kommer, at der er forhold, som vores beregninger slet ikke inddrager. Eksempelvis kan en lavere topskat give et øget incitament til uddannelse og gøre det nemmere at tiltrække og fastholde højtkvalificeret arbejdskraft i Danmark, men størrelsen af disse effekter kendes ikke – og er altså ikke inddraget i vores analyse af lavere topskat.

Som følge af usikkerheden om den præcise størrelse af de forskellige effekter, der kan påvirke arbejdsudbuddet, vil det ikke være rimeligt at hævde, at f.eks. et større beskæftigelsesfradrag er klart mere effektivt end lavere marginalskatter – eller omvendt. Valget af, hvordan man konkret vil sænke skatten på arbejdsindkomst, afhænger af, hvor man mener, de største problemer i dansk økonomi er. Hvis man vurderer, at det væsentligste problem er, at personer på overførselsindkomst mangler tilstrækkeligt incitament til at tage et job, så er et naturligt valg et større beskæftigelsesfradrag. Hvis man vurderer, at et væsentligt problem er, at der mangler incitament til uddannelse og opkvalificering, så er det mest fornuftige at mindske marginalskatterne. Tidligere analyser viser, at man i givet fald bør hæve grænsen for, hvornår topskatten betales, frem for at sænke topskattesatsen. Derudover er det naturligvis relevant at vurdere virkningen af de forskellige former for skattelettelser på indkomstfordelingen.

Trods usikkerheden om den præcise størrelse af de dynamiske effekter af indkomstskattelettelser efterlader vores analyser ingen tvivl om, at lavere skat på arbejde giver en langt større samfundsøkonomisk gevinst end indirekte skattelettelser gennem fastlåsning af nogle mere eller mindre tilfældige skatter og afgifter i henhold til skattestoppets nominalprincip.