Forskning til fals

I disse år er et af mantraerne i dansk forskningspolitik, at der skal være et tættere samarbejde mellem det private erhvervsliv og de offentligt ansatte forskere på universiteter og sektorforskningsinstitutter. I 1970erne var parolen "Forskning for folket, ikke for profitten". Nu taler forskningspolitikere og erhvervslivets lobbyister om at skabe en ny "innovationskultur på universiteterne". Samtidig har medierne i nogle måneder været stærkt optaget af Dandy-sagen, hvor en privat virksomhed forhindrede nogle universitetsforskere i at publicerede deres resultater om virksomhedens produkt på baggrund af en kontrakt, efter hvilken virksomheden ydede et økonomisk tilskud til forskernes arbejde.

Vi er med andre ord vidner til en række bestræbelser på at "nyttiggøre" den offentlige forskning gennem mere direkte leverancer af undersøgelser og krav om synlig viden til erhvervslivet end tidligere. Parallelt hermed er også ministerier og statslige styrelser og institutioner i stigende grad købere af undersøgelser og viden fra de offentlige forskningsinstitutioner. Offentligt ansatte forskere arbejder derfor hyppigere end før på sådanne rekvirenters betingelser. Denne udvikling bør give anledning til alvorlige principielle overvejelser om såvel den offentlige forsknings rolle i samfundet som om, hvordan forskningspolitikken bør indrette spillereglerne for dette samkvem mellem forskerne og rekvirenterne.

En af vanskelighederne ved at finde den mest hensigtsmæssige struktur inden for forskningen er, at der er så mange komplicerede og usikre sammenhænge. Forskning er ikke en pølsefabrik, hvor man med stor sikkerhed kan måle ernæringsværdi, kvalitet og mængde af det produkt, der kommer ud af processen. Forbindelsen fra grundforskningens tilsyneladende spredte og formålsløse søgen efter ny viden til tekniske fremskridt i en virksomheds produktion eller udvikling af nye tiltag i et ministeriums politik er ikke let at påvise, bl.a. fordi der kan være meget lange tidsforsinkelser. Den usikre forbindelse kan i sig selv medføre en nedprioritering af grundforskningen, hvis forskningen i væsentlig grad er styret af rekvirenter.

Vores udgangspunkt er, at hovedformålet med den offentlige forskning er at øge videns- og kompetenceniveauet overalt i samfundet. Det er derfor ønskeligt, at der er forbindelse hele vejen fra grundforskningen til forskningens brugere. Forskerne skal ikke kunne lukke sig inde i deres elfenbenstårne og forske uden kontakt med omverdenen. På den anden side vil det være i modstrid med samfundets interesser, hvis en enkelt eller nogle få virksomheder eller institutioner kan opnå en direkte indflydelse på den offentlige forskning. Offentlig forskning kan undertiden levere grydeklar teknologi og viden til brug i en bestemt virksomhed eller en bestemt styrelse. Men det er ikke dens primære opgave og denne sekundære del af forskningen bør derfor udføres under skyldig respekt for hovedopgaven. Spørgsmålet er derfor, hvordan samspillet mellem den offentlige forskning og resten af samfundet bedst tilrettelægges, så forskningen i passende grad afspejler nuværende og fremtidige samfundsmæssige behov, uden at særinteresser får en bestemmende indflydelse. Vores overvejelser om dette samspil såvel på projektniveau som på samfundsniveau kan sammenfattes i følgende "Grundlov" for forskningens frihed og uafhængighed:

1. Forskere ansat ved offentlige universiteter og sektorforskningsinstitutter har ret og pligt til at publicere derers forskningsresultater uanset hvordan forskningen er finansieret og uanset eventuel tavshedspligt i tidligere ansættelseskontrakter. Undtaget herfra skal alene være områder, hvor Folketinget af hensyn til statens sikkerhed eller væsentlige samfundsmæssige interesser har indskrænket publiceringsretten.

2. Private virksomheder og offentlige institutioner kan mod betaling få udført forskning på offentlige forskningsinstitutioner. Forskningsopgavens udførelse aftales i en skriftlig kontrakt. I kontrakten kan rekvirenten betinge sig ret til at se forskernes publikationer før disse offentliggøres, men uden ret til at forlange ændringer i publikationen. Kontrakter kan højst udsætte forskernes publiceringsret i 6 måneder.

3. Der skal være en klar adskillelse mellem uafhængige forskere og brugerrepræsentanter i rådgivningen om den overordnede prioritering af statens forskningsmidler og kun uafhængige forskere kan deltage i sikringen af forskningens kvalitet.

4.Den offentlige forsknings frihed og uafhængighed skal overvåges af en "forskningens ombudsmand".

Offentlig forskning skal spredes så meget som muligt, og så hurtigt som muligt. For universitetsforskningen er uddannelse af kandidater, der har fået kvalificeret forskningsbaseret undervisning, hvor studenterne får kendskab til de nyeste forskningsmetoder og -resultater, den vigtigste metode til spredning af viden til resten af samfundet. For sektorforskningen er forskningsbaseret udredning og rådgivning, hvor offentligheden løbende informeres om den nyeste viden om fx kemikaliers sundhedsvirkning, offentlige foranstaltningers samfundsmæssige effekter, eller anvendelsesmuligheder for ny teknologi den vigtigste kanal til spredning af viden. Det kan kun opretholdes på længere sigt, hvis forskningsinstitutionerne har gode forskningsmiljøer med uafhængig forskning og deltagelse i den internationale forskning som en central del af aktiviteterne. I dag er den væsentligste anerkendte målestok for god forskning, at den antages til publicering af anerkendte videnskabelige tidsskrifter eller forlag på grundlag af en uafhængig videnskabelig bedømmelse.

Det følger heraf, at forskernes publiceringsret er af afgørende betydning for opretholdelse af forskningens kvalitet i det lange løb. En forskning, der ikke må offentliggøres, kan ikke bruges i undervisningen, kan ikke diskuteres med kollegaer her og i udlandet og kan ikke nyttiggøres bredt i samfundet. Det er et helt afgørende argument for retten til at publicere, at forskere i et lille land derved får adgangsbillet til de internationale forskersamfund og kommunikationen med disse. Forskningsresultater, der ikke publiceres, giver ingen adgangsbilletter til noget som helst.

Er disse forhold til hinder for, at en privat virksomhed eller en offentlig styrelse kan købe forskning på et universitet eller et offentligt forskningsinstitut? Det korte svar er: selvfølgelig ikke. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der er en fundamental interessekonflikt i forholdet mellem rekvirent og forsker. En privat virksomhed er interesseret i den offentlige forskning for profittens skyld. Heri er der intet odiøst. Men det betyder, at virksomheden som hovedregel vil ønske at holde ny viden for sig selv så længe som muligt af hensyn til at opnå den størst mulige konkurrencemæssige fordel af et vidensforspring i forhold til sine konkurrenter. Undtagelsen vil være forskningsresultater, der kan anvendes i reklameøjemed. Her vil virksomheden ønske maksimal offentlighed, hvis resultaterne er positive for virksomheden, mens resultater, der kan skade markedsføringen, ønskes undertrykt eller miskrediteret. Noget lignende kan gøre sig gældende, når offentlige institutioner rekvirerer forskning. Hvis resultaterne kan udnyttes i markedsføringen af ministerens hidtidige eller kommende politik, vil man ønske maksimal offentlighed. Kan resultaterne derimod så tvivl om ministerens politik, er interessen den modsatte.

For at undgå, at denne interessekonflikt fører til, at rekvirenterne får indflydelse på, om forskningen publiceres, bør der ikke blot være publiceringsret for offentligt ansatte forskere. Der bør også være publiceringspligt. Det sidste er nødvendigt for at undgå, at rekvirenter kan "købe" forskerne til tavshed. Hele begrundelsen for offentlig forskning er, at forskningens resultater skal stilles til rådighed for alle interesserede – at den ikke skal kunne monopoliseres.

Den nye lov om offentligt ansatte forskeres deltagelse i patentering bør derfor ændres. Patenter har til formål at monopolisere udnyttelsen af forskningsresultater. For samfundet er en af ulemperne herved, at publiceringen af offentligt ansatte forskeres resultater kan blive forsinket og muligvis også at den kommercielle udnyttelse forsinkes. Hvis en offentligt ansat forsker en dag finder en effektiv behandling mod AIDS, må vi håbe, at vedkommende vil se stort på den millionindtægt, der kan ligge i patentering, så de smittede kan nå at blive behandlet inden det er for sent … Det er et uanstændigt dilemma at sætte forskerne i, for der er simpelthen ingen samfundsøkonomiske argumenter for, at skatteydernes penge skal anvendes til forskning, der skal hemmeligholdes for evt. via et patent at kunne udnyttes i en privat virksomhed. Denne form for forskning kan passende udføres i privat regi uden direkte eller indirekte statsstøtte.

Det er desuden vigtigt, at der er offentlighed om aftaler mellem private virksomheder og offentligt ansatte forskere, men forskningsministerens nye retningslinier for offentlighed om privat finansiering af forskning ved statslige forskningsinstitutioner er utilstrækkelige. Det er udmærket, at forskerne nu skal offentliggøre, hvem der finansierer deres forskning. Men det afgørende er at få fastslået, at den uindskrænkede publiceringsret og –pligt også gælder for rekvireret forskning.

Nogle vil sikkert indvende, at publiceringsreglerne bør kunne fraviges, hvis rekvirenten betaler hele forskningsprojektet. Men det er af flere grunde uheldigt og desuden unødvendigt. Det er uheldigt først og fremmest, fordi det simpelthen er meget svært at definere den mængde viden, forskerne ikke har lov til at give videre. Derfor kommer aftalerne let til at omfatte mere end lige den viden, der er skabt i det projekt, forskeren har udført for rekvirenten.

Hertil kommer risikoen for selvcensur hos forskerne af hensyn til også at få den næste kontrakt. Offentligt ansatte forskere, som delvist finansieres af kontrakter med f.eks. et medicinalfirma, har en indlysende egeninteresse i –også i den forskning, der finansieres af skatteyderne – at forske i virkningerne af produkter af den type som firmaet fremstiller, fremfor i f.eks. mulighederne for at forebygge den pågældende lidelse, så behandlingen bliver overflødig. Selvcensuren kan desuden føre til undertrykkelse af resultater, der kunne så tvivl om det pågældende produkts virkninger. Hvis man skal undersøge, om en behandling har positive virkninger på en gruppe patienters sygdomsforløb, må man anvende kontrolgrupper og statistiske metoder efterfulgt af en kollegial debat om fortolkningerne, fordi den enkelte patients sygdomsforløb også påvirkes af en masse andre faktorer end lige netop den undersøgte behandling. Denne interne faglige kritiske dialog om forskningen har ringe vilkår, hvis ikke alle forskningsresultater – positive som negative – kommer frem.

Desuden kan tavshedspligt få en helt uacceptabel indflydelse på forskerens øvrige opgaver. De studerende kan fx ikke være tjent med, at deres professors forskning er hemmelig, så hans undervisning kun delvist eller evt. slet ikke er baseret på hans egen aktuelle forskning – vel at mærke uden at de studerende reelt har mulighed for at gennemskue, hvor grænserne går for, hvad professoren ved, henholdsvis hvad professoren må tale om. Sådanne aftaler, der indskrænker forskernes ret til at kommunikere, er egnet til at så mistillid til forskeres uafhængighed.

Det er heldigvis også unødvendigt, at offentligt ansatte forskere skal kunne have tavshedspligt ved rekvireret forskning. Hvis en rekvirent ønsker at monopolisere forskningsresultater, kan rekvirenten ganske enkelt direkte ansætte de pågældende forskerne i den periode, hvori projektet udføres. Den eneste regel, der i så fald er behov for, er, at det offentlige ved ansættelse af forskere, herunder genansættelse af forskere, der i en periode har haft ansættelse uden for den offentlige forskningsinstitution, ikke anerkender nogen form for klausuler om tavshedspligt fra tidligere ansættelser. Folketinget og kun Folketinget bør kunne indskrænke publiceringsretten på områder, hvor dette anses for ønskeligt af hensyn til statens sikkerhed eller væsentlige samfundsmæssige interesser.

Med disse simple spilleregler for samspillet mellem offentlig forskning og rekvirenter på projektniveau kan mange betænkeligheder fjernes. Rekvirenter, der ønsker at bruge offentligt ansatte forskere i monopoløjemed vil sikkert protestere, men det bør forskningsministeren vende det døve øre til. Ikke mindst når det gælder den erhvervsrelevante forskning, er der meget stærke argumenter for offentlighedsprincippet. Vi har ganske få store virksomheder her i landet, der har ressourcer til at købe offentlig forskning. Alle de andre tusindvis af virksomheder får kun gavn af den offentlige forskning, hvis den dækker alle nuværende og kommende virksomheders produktionsområder, og hvis den publiceres.

Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt at sikre klare spilleregler for de enkelte projekter. Der er også behov for at se på samspillet mellem brugerne og forskerne, når det gælder den overordnede prioritering af forskningen på samfundsniveau. I en tid hvor vi får stadig mere rekvireret forskning og et stadigt tættere samspil mellem offentlig forskning og erhvervslivets forskning, er der behov for at overveje, om rekvirenter og erhvervslivets forskere kan betragtes som habile til samtidig at deltage i den almindelige overvågning af den offentlige forsknings kvalitet og udvikling endsige deltage i beslutninger om offentlige forskningsmidlers fordeling.

Det er en politisk opgave at prioritere forskningsressourcerne til de forskellige forskningsområder. Som forholdene er i dag, sker denne prioritering dels på et grundlag, der bedst kan beskrives som uigennemskuelig, dels gennem en række organer og instanser ofte besat med en blanding af offentlige forskere og brugerrepræsentanter. Forslaget om en samlet årlig oversigt over forskningsbevillingerne – en forskningens finanslov – vil være et skridt i den rigtige retning. Men der er også behov for at se nærmere på forskerrepræsentanters og brugerrepræsentanters rolle i de mange organer. Det er indlysende, at alene habile, dvs. uafhængige, forskere, bør have ansvar for at vurdere og sikre kvaliteten af den forskning, der finansieres af offentlige midler.

Forskerne skal imidlertid på ingen måde have eneret på at vurdere samfundets nuværende og fremtidige behov for forskning. Men det bør på den anden side forhindres, at særinteresser som fx store virksomheder eller stærke interesseorganisationer får en urimelig stærk indflydelse, der kanaliserer midlerne hen til deres interesseområder på andre forskningsområders bekostning.

Der er noget paradoksalt i, at staten har etableret et helt system til at overvåge videnskabelig uredelighed, mens offentligt ansatte forskeres frihed og uafhængighed overlades til markedskræfterne uden nogen form for overvågning.