Gavner produktivitetspolitik statsfinanserne?

Frem mod 2040’erne presses statsfinanserne af store årgange, der går på pension. Det er en udfordring, der har været kendt længe. Men der er nu opstået et politisk ønske om i samme periode at bruge flere penge end planlagt på områder som fx forsvaret. Det udfordrer ikke nødvendigvis holdbarheden af statsfinanserne, men det kan vanskeliggøre at leve op til budgetlovens krav om et maksimalt konjunkturrenset underskud på 1 procent af BNP. Et vigtigt spørgsmål er, om øget produktivitet kan hjælpe?

Svaret politikerne modtager fra ministerierne er: ”Nej”. Højere produktivitet øger ganske vist statens indtægter, fordi lønnen i den private sektor øges, men samtidig øges udgifterne via øgede offentlige lønninger og indkomsterstattende ydelser. Netto går det nogenlunde lige op, lyder forklaringen. Det, der nok er mindre velkendt, er, at dette svar er funderet i en beregningsteknisk antagelse i de nuværende ministerielle ”regneregler”, nemlig at øget produktivitet ikke har nogen effekt på borgernes arbejdsudbud.  

Hvis man omvendt antager, at øget produktivitet øger arbejdsudbuddet, vil nettovirkningen på statsfinanserne udmærket kunne være positiv. Samtidig ville politikker, der skader produktiviteten, forringe de offentlige finanser. Hvis fx den foreslåede reform af de videregående uddannelser sænker produktiviteten (hvad der er en betydelig risiko for), vil statsfinanserne potentielt kunne forværres. Det kan ske selv, hvis de studerende læser i kortere tid, hvilket mekanisk øger arbejdsudbuddet.

På den baggrund er et vigtigt spørgsmål: Hvor sikre er fagøkonomer på, at øget produktivitet efterlader arbejdsudbuddet uændret? Det korte svar er, at det er vi ikke sikre på. Et længere svar lyder som følger.

I det lange løb er teknologisk forandring den centrale kilde til produktivitetsfremskridt. Nye varer og produktionsmetoder danner basis for øget værdiskabelse per time, hvilket almindeligvis byder lønnen op. Siden højere løn i praksis ser ud til at øge arbejdsudbuddet, skulle man umiddelbart tro, at produktivitetsstigninger, der er frembragt af teknologiske fremskridt, øger arbejdskraftudbuddet.

Men løn er ikke den eneste måde, hvorpå teknologiske fremskridt kan påvirke vores afvejning mellem fritid og arbejde. Teknologiske fremskridt kan nemlig også isoleret set øge fornøjelsen ved fritid. Fornøjelsen er (om ikke ”nul” så) antagelig behersket, hvis fritiden kun kan bruges på, at afvente solopgang i en bælgmørk klippehule. Hvis fritiden omvendt afholdes i oplyste lokaler med adgang til bøger, radio, fjernsyn og internet er begejstringen formentlig større. Hvis det teknologiske stade øger vores værdsættelse af fritiden, vil teknologiske fremskridt derved mindske vores ønskede arbejdsudbud.

På den anden side er fritid ikke kun spas og løjer. Vi foretager os også ting efter arbejde, der ikke nødvendigvis er en fornøjelse. For mange vil (op-)vask og rengøring være eksempler. Teknologiske fremskridt kan mindske ”produktionstiden” på den slags gøremål, hvilket kan frigive tid til både mere afslapningstid og mere tid på arbejdsmarkedet.

Arbejdsudbudseffekten af teknologiske fremskridt må derfor ventes at afhænge af den præcise karakter: Øger de ”blot” lønnen, eller påvirker de os også i vores privatliv? Hvis det sidste gør sig gældende kræves en vurdering af, hvordan teknologien helt præcist påvirker os, før man kan danne en forventning om arbejdsudbudsvirkningen.

Men kan kun teknologi løfte produktiviteten? Nej, produktivitetsstigninger kan fx også opstå, hvis samfund bliver bedre til at dirigere kapital og arbejdskraft til virksomheder, brancher og sektorer, hvor de skaber mest værdi. Effektiv aktiv arbejdsmarkedspolitik, der sikrer, at virksomheder og medarbejdere hurtigt finder hinanden er et eksempel. Herved øges produktiviteten i samfundet, men det påvirker os næppe i vores privatliv som teknologi gør. Ikke-teknologibaserede produktivitetsstigninger kan potentielt øge arbejdsudbuddet, ganske som lavere lønbeskatning erfaringsmæssigt løfter arbejdsudbuddet. Om det også gør sig gældende i praksis er imidlertid et ubesvaret spørgsmål rent forskningsmæssigt.

Hvad kan man så konkludere, samlet set? Det er usikkert, hvordan øget produktivitet påvirker arbejdsudbuddet. Ministerierne antager effekten er nul, hvilket er rimeligt så længe forskningen ikke har et bud, men det er ikke en naturlov. Derfor er det vigtigt, at ministeriernes regneregel ikke leder til, at produktivitetshensynet nedprioriteres. Produktivitet er den singulært vigtigste kilde til borgernes levestandard, og af den grund alene er det nok værd for landets beslutningstagere at huske på, at selvom produktivitet (måske) ikke er alt, så er det i det lange løb næsten alt.