Den grønne omstilling i en krisetid

Vi lever i en ”Corona-tid”, hvor eftervirkningerne af sundhedskrisen skal håndteres, men så længe vi har en klimalov, er 70 % målet i 2030 også en bunden opgave. Krisen betyder ikke, på det foreliggende grundlag, at vi står overfor nye forhindringer i relation til at nå dette mål.

Men vejen til klimaneutraliteten er ikke udstukket. Det fører den risiko med sig, at den største politik-drevne transformation af det danske samfund i en menneskealder bliver blandet sammen med håndteringen af Corona-krisen. Fra flere sider er det foreslået, at de offentlige penge, der skal understøtte efterspørgslen efter Corona-krisen, samtidig kan sætte gang i klimaomstillingen, hvis de bruges på tilskud bl.a. til grønne opvarmnings- og industrielle processer, til energirenovering af bygninger og til vindmøller. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for de beslutninger vi træffer om den grønne omstilling, vil kaste lange skygger. Hvis vi, optændt af behovet for at hjælpe økonomien ”her og nu”, træffer beslutninger, der gør vejen til klimaneutralitet besværlig og dyr, har det vidtrækkende konsekvenser.

På overfladen virker det måske ikke så ”urovækkende”. Vores egne beregninger har vist, at omkostningen der vil påhvile samfundet af at opnå fossilfrihed i 2050 ikke er voldsomme; måske i retning af ½ procent af BNP. Beregningerne er imidlertid foretaget under den afgørende antagelse, at processen drives omkostningseffektivt.  Altså, at vi gennemfører den grønne omstilling med så små konsekvenser for almindelige menneskers liv som muligt. Selvfølgelig vil vores liv forandres. Men måden vi tilrettelægger omstillingen, vil afgøre hvor radikalt det bliver.

Hvordan gennemfører man omstillingen på en effektiv måde? Grundlæggende handler det om at vi får igangsat en positiv spiral, hvor markedet aktivt bliver en medspiller i processen. Hvordan bliver markedet det? Det gør det, hvis priserne, alle økonomiens aktører står over for, er de ”rigtige”. Med ”rigtige” menes, at de bl.a. afspejler omkostningerne, der påføres samfundet ved CO₂ udslip. Det vil sige, at forbrugeren, virksomheden og el-kraftværket står over for priser, der gør det dyrt at betjene sig af varer eller teknologier, der er forbundet med CO₂-udledning. Hvis ”sort er dyrt”, vil forbrugerne mindske forbruget af ”sorte varer”. Virksomhederne vil også reagere, ved at prøve at tilrettelægge produktionen sådan, at de bliver mindre CO₂ forurenende, da det er i deres egeninteresse. Ligeledes vil kraftværket prøve at omlægge energiforsyningen. Hvis priserne afspejler CO₂ udslip, er det ganske enkelt i alles interesse af ændre adfærd.

Hvordan starter vi processen? Det nemmeste er afgifter. CO₂ afgifter. Jo mere udslip, jo højere afgift. Og siden vi kender udslippet, fordrer det ikke mere information end vi har. Med afgifter kan den positive spiral starte. Det er overskueligt, og det vil virke så længe forbrugere, virksomheder og kraftværker handler i deres egen interesse. Det er derfor økonomer er glade for afgiftsmetoden.

Men, er det ikke alt sammen mere positivt, hvis man støtter dem der gør noget grønt, fremfor at ”straffe” dem der gør noget sort? Og leder det ikke også til den positive spiral? Næppe. For at forstå hvorfor er et tankeeksperiment nyttigt.

Vi vil gerne have folk til at spise mindre kød fordi det udleder CO₂. Forstil dig to alternativer til kød: kartofler og gulerødder som vi leger slet ikke udleder CO₂. I stedet for en afgift på kød vil vi støtte kartofler og gulerødder. Vi håber at folk spiser mindre kød når de spiser flere grøntsager.  Men hvor stor skal støtten til kartoffel – hhv. gulerodsproducenterne være? Det er lidt svært at sige, siden de begge gør noget grønt. I sidste ende bliver det let kartoffellobbyen og gulerodslobbyen, der kommer til at bestemme. Lad os sige, at kartoffellobbyen vinder – de får mest tilskud. Begge får tilskud, kartoffelavlerne får bare mere. Gør det en forskel? Måske. Hvis man fx ofte spiser bøffer til sine nu billige kartofler. Og pga. tilskuddet, der har gjort kartofler billigere, har man faktisk råd til at købe flere bøffer. Nå, men så skal gulerødderne måske have flere subsidier? Det er svært at afgøre. Og det er essensen af problemet. Vi kommer let til at udbetale subsidier, der har en uhensigtsmæssig virkning, og i hvert fald ikke giver et lige så klart resultat som afgiften. Specielt når vi tager i betragtning, at eksemplet her blot er en illustration. Der er myriader af valg der skal træffes: hvem er ”mest” grøn og er derfor ”mest egnet” til støtte? Det omfatter ikke bare forbrugere, men alle led i kæden. Virksomheder og kraftværker er også indbefattet. For dem handler det om teknologivalg. Mange teknologier kan være ”grønne”. Nogle er bare ikke så effektive. Men det er virkelig svært at afgøre fra Christiansborg, hvad der er mest effektivt. Omvendt er afgifter lette at fastlægge, for vi kan måle udslip. Vi kan ikke måle ”grønhed”, og det kræver uhyrlige mængder af information at gennemskue implikationen af teknologier.

Til gengæld véd vi, at subsider koster staten penge. Det betyder skatter der skal opkræves. For de der modtager subsidier (eller offentlig investeringsefterspørgsel), kan det måske godt betale sig. Men det kan ikke betale sig for alle de andre, der kommer til at betale subsidierne. Det eneste effektive våben er afgifter. Subsidier kan måske godt få os ”i mål”. Men regningen bliver større, end hvis vi var gået afgiftsvejen – og den kan blive meget større.

På dette sted bryder protestråbene løs: Hvad med krisen? Det er en rimelige bekymring. Man skal selvfølgelig ikke pålægge erhvervslivet byrder i en situation hvor økonomien er så skrøbelig som den vil være, når vi er ude af sundhedskrisen.  Så det vi foreslår er at vente med at pålægge C0₂ afgiften indtil vi er ude af den aktuelle krise og så kun gradvist forøge den på en transparent måde frem mod 2030, og i takt med at økonomien ”kommer sig” oven på krisen. Videre kan man forestille sig, at vi sænker elafgifterne, som desværre også beskatter brug af vedvarende energi. Afgiftslettelsen på el skal ske først, og da den i udtalt grad går til forbrugerne og serviceerhvervene, stimuleres forbruget nu, hvor vi har brug for det. Pengene opkræves først igen senere når økonomien er kommet sig og vi kan hæve CO₂ afgifterne.  Så forenes konjunkturhensynet, og strukturhensynet i form af en effektiv grøn omstilling.

Vi skal gerne medgive, at det kan være nødvendigt med offentlige investeringer. Hvad der skal investeres i er dog svært at afgøre. For vi skal helst ikke låse os ind på teknologivalg, der ikke er profitable for samfundet på lidt længere sigt. Men hvis nødvendige investeringer kan identificeres og implementeres hurtigt, kan det selvklart støtte efterspørgslen i en svær tid. Det kræver, at man har information til at lave dén afgørelse, for det er endemålet (70% målsætningen) det skal handle om. En efterspørgselsdrivende virkning, her og nu, kan ikke begrunde en urentabel langsigtet investeringsoffensiv.

Den grønne omstilling er mulig, og den skal igangsættes givet folketingsbeslutningen om 2030 målet. Men afhængig af hvordan man gør dét, kan det kaste lange skygger over dansk økonomi. Det handler om realløn, beskæftigelse, offentlige finanser og velfærd hele vejen frem til 2030 og 2050. Som borger skal man altså spidse øre, når den grønne omstilling inddrages i sammenhæng af krisehåndtering. Der er meget på spil.

Læs om Corona-scenarier for dansk økonomi og offentlige finanser her