Produktivitet i de almene gymnasier

Gymnasieelever præsterer lige godt med færre penge

I vores seneste produktivitetsrapport fra marts stiller vi skarpt på produktiviteten i de almene gymnasier. Vi undersøger, hvordan gymnasierne er påvirket af ændringer i størrelsen på de tilskud, de modtager fra staten. Hovedsageligt ser vi nærmere på, hvordan det har påvirket elevernes frafald, deres karakterer og deres tilbøjelighed til at læse videre.

Formålet med de gymnasiale uddannelser er som bekendt andet og mere end gennemførsel, karakterer og tilbøjelighed til at læse videre. Uddannelserne skal også fremme dannelse, demokratisk sindelag, udvikling af personlighedstræk og samarbejdsevner, ligesom elevernes skal trives. Sådanne forhold ville vi også gerne analysere. Når vi ikke har gjort det, skyldes det alene manglen på brugbar statistik på disse områder. Vores konklusioner udelukker ikke, at nogle af disse størrelser kan være blevet påvirket af tilskudsændringerne, men når det er sagt, må de udfald, vi måler på, betragtes som helt centrale for gymnasiernes produktion.

Vores analyse er baseret på ændringer i tilskud, som skyldes indførslen af takststyring på de almene gymnasier i 2008. De medførte en markant omfordeling af tilskud på tværs af gymnasier. Vi analyserer årene fra 2007-16 og finder, at tilskudsændringerne ikke har påvirket de nævnte produktionsmål i væsentlig omfang; vi finder ingen målbar effekt, hverken blandt de gymnasier, der har fået flere penge, eller blandt de der har fået færre.

De tilskudsændringer, som har fundet sted på de almene gymnasier i perioden 2007-2016, har med andre ord ikke påvirket gymnasieelevernes gennemførsel, karakterer og tilbøjelighed til at læse videre. Sagt mere direkte: de gymnasier, der har oplevet et fald i deres tilskud, har tilsyneladende været i stand til at præstere det samme for færre midler.

Som vi understreger i rapporten kan resultatet fra vores analyse ikke benyttes til at konkludere, at yderligere reduktioner i tilskuddet også vil være uden målbare konsekvenser for gymnasiernes produktion på de tre nævnte områder. Når analysen ikke kan benyttes til at drage en sådan konklusion, skyldes det, at yderligere besparelser vil bringe tilskudsniveauerne ned under de niveauer, vi foretog vores analyse på baggrund af – man bevæger sig med andre ord ud i “ukendt territorium”, hvor vi ikke har tilvejebragt et erfaringsgrundlag.

Så vidt vi ved, eksisterer der ikke andre analyser af effekten af ændrede ressourcer på ungdomsuddannelsesniveauet. Til gengæld er der en større dansk og international litteratur om betydningen af ressourcer på folkeskoleområdet. Det overordnede billede herfra er, at forøgede ressourcer har en positiv, men ofte beskeden effekt på udfald som karakterer og sandsynlighed for at fortsætte i uddannelsessystemet.

Det er ikke konklusioner, der står i umiddelbar kontrast til, hvad vi kommer frem til på gymnasieområdet. Ikke desto mindre bør vores resultater betragtes som de første inden for et vigtigt område, hvor der er plads til yderligere analyser de kommende år.

Arbejdet med at analysere, hvor effektivt gymnasierne anvender de ressourcer, de får at råde over, er et bidrag til en stor og vigtig opgave med at blive klogere på produktiviteten i den offentlige sektor.

Produktiviteten i den offentlige sektor er særlig vanskelig at opgøre. En central udfordring er, at offentlige ydelser ikke handles på et privat marked, hvor udbud og efterspørgsel fører til en værdiansættelse af produktionen. Ganske vist kan man godt opgøre antallet af offentlige ydelser, og på nogle områder endda kvaliteten heraf, men en egentlig værdiansættelse i kroner og øre lader sig ikke gøre.

Den offentlige sektor løser en bred vifte af opgaver inden for områder som sundhed, lov og orden og uddannelse, som bør løses så hensigtsmæssigt som muligt. Og betydningen af at sikre en effektiv indretning af den offentlige sektor er særlig vigtig i et land som Danmark, hvor den offentlige sektor fylder en stor del af økonomien. Relevansen bliver desuden endnu mere udtalt de kommende år i takt med, at den økonomiske og demografiske udvikling trækker i retning af at øge efterspørgslen efter offentlig service.

Ved at løfte den offentlige produktivitet, frigøres der midler, som kan anvendes til andre formål. Det kan være i form af andre offentlige serviceydelser, skattelettelser, overførsler eller håndtering af den demografiske udvikling. Hvordan sådanne frigjorte midler bør anvendes er til syvende og sidst et politisk spørgsmål.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Michael Svarer, Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen og Torben Tranæs, formandskabet for De Økonomiske Råd

Avisen Danmark, 3. april 2019
Skrevet i relation til