Økonomiske udfordringer

Dansk økonomi står ved indgangen til det nye årtusinde overfor en række udfordringer. På kort sigt gælder det om at undgå, at den lave ledighed og et presset arbejdsmarked giver anledning til for høje omkostningsstigninger. Tilbageholdenhed er nødvendig, fordi flere års tab af konkurrenceevne overfor udlandet skal stoppes. De danske løn- og prisstigninger kan i længden ikke være højere end i udlandet, og fortsat tab af konkurrenceevne vil uværgerligt føre til tab af markedsandele og arbejdspladser. En anden udfordring på kort sigt er at undgå, at den økonomiske politik bidrager unødigt til efterspørgselspresset. Igennem de senere år har væksten i det offentlige forbrug været højere end planlagt, og finanspolitikken har bidraget til at øge den i forvejen høje vækst. Med et pænt konjunkturbetinget overskud på de offentlige finanser og med et betydeligt pres fra befolkningen for bedre ældreservice, flere børnehaver og kortere ventelister til hospitalerne er det svært at styre de offentlige udgifter. De netop indgåede finanslovsaftaler er nok et eksempel på, at det er svært at være tilbageholdende, når kassen er fuld og forventningerne store.

Udfordringerne på lidt længere sigt ligner dem på kort sigt, men der er flere. Internationaliseringen lægger pres på hele skattesystemet, idet skatteharmonisering for Danmark typisk er ensbetydende med skatte- og afgiftslettelser. Finansieringen og indretningen af velfærdsstaten er derfor et helt centralt tema både nu og på længere sigt. Vi i Det Økonomiske Råds formandskab har slået til lyd for en øget beskatning af jord og fast ejendom og har i den netop offentliggjorte vismandsrapport foreslået, at kapitalgevinstbeskatning af ejerboliger bør overvejes. Forslag, der ikke er populære, men som ud fra økonomiske principper og fordelingsmæssige overvejelser bør indgå seriøst i debatten.

Presset på velfærdsstaten bliver også større, fordi den befolkningsmæssige udvikling ændres. I løbet af de kommende år øges den økonomiske forsørgerbyrde, fordi der bliver flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Presset på de offentlige udgifter vil derfor stige, selv hvis ydelses- og serviceniveauet fastlåses på de nuværende standarder. Et stigende udgiftstryk kan kun undgås, hvis de offentlige renteudgifter kan reduceres i takt med, at de øvrige udgifter stiger. Et betydeligt overskud på de offentlige finanser og dermed en nedbringelse af det offentliges gæld er en forudsætning for, at lavere renteudgifter kan være med til at finansiere det øgede udgiftspres. Den nuværende forbedring af de offentlige finanser som følge af den øgede beskæftigelse må ikke ødsles væk.

Desværre er der ikke meget, der tyder på en stigning i beskæftigelsen de kommende år. På kort sigt er dansk økonomi gået ned i et lavere gear, hvilket er tiltrængt efter flere års høj vækst. Og på lidt længere sigt er der meget, der tyder på, at arbejdsudbuddet vil falde. Historisk er arbejdstiden blevet reduceret. Alene siden midten af 1970'erne er den årlige arbejdstid reduceret med ½ pct. om året. Til gengæld er arbejdsstyrken målt i antal personer øget nogenlunde tilsvarende. Dette skyldes både, at der er blevet flere i den erhvervsaktive alder, og at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Disse tendenser vil imidlertid ikke bidrage væsentligt i de kommende år. Samtidig har der været en tendens til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, ikke mindst på grund af flere og bedre muligheder for tilbagetrækning på offentlig forsørgelse. Efterlønsreformen og afskaffelsen af overgangsydelsen vil bidrage til en opbremsning af denne tendens, men en yderligere indsats for at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet kan blive nødvendig.

I den netop offentliggjorte vismandsrapport vurderer vi, at den samlede arbejdsstyrke i forhold til 1998 vil falde med ca. 20.000 personer frem til 2005 og med yderligere 30.000 frem til 2010. Disse tal står i skarp kontrast til, at arbejdsstyrken i regeringens 2005-plan antages at stige med 80.000 frem til 2005. Vores fremskrivning antyder, at der skal ganske betydelige adfærdsændringer til, før en sådan stigning i arbejdsstyrken fremkommer. Og normalt kommer sådanne adfærdsændringer ikke af sig selv, men de skal hjælpes på vej af reformer og ændringer i de institutionelle rammer – det være sig efterlønnen, orlovsordninger eller det rummelige arbejdsmarked.

Udviklingen i arbejdsstyrken bidrager til, at væksten i BNP vil blive lavere de kommende år, og den vil sandsynligvis også komme til ligge i underkanten af væksten i udlandet. Vi regner med en vækst på 2,4 pct. i udlandet og 1,8 pct. i Danmark i gennemsnit for perioden 2000-2010. Dette skyldes dog også konjunkturerne, dvs. den aktuelle afmatning i Danmark kombineret med en begyndende højkonjunktur i udlandet. Afmatningen her i landet vil sandsynligvis give lavere vækstrater i en del år, ligesom højkonjunkturen varede i flere år. Set over perioden 1993-2010 er væksten i vores fremskrivning 2,3 pct. i Danmark og 2,4 pct. i udlandet.

Der er en lang række usikkerheder forbundet med fremskrivninger over længere perioder. Det forekommer imidlertid klart, at fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, udviklingen i arbejdsstyrke og den årlige arbejdstid bliver afgørende for, om dansk økonomi udvikler sig gunstigt de kommende 10 år. Den lave ledighed i udgangssituationen kombineret med en faldende arbejdsstyrke vil sætte arbejdsmarkedet på en alvorlig prøve. Risikoscenariet indebærer betydelige underskud på den offentlige saldo og uholdbare løn- og prisstigninger. En anden risiko er manglende disciplin i den økonomiske politik. Større krav fra befolkningen og manglende modstandskraft hos politikerne kan let lede til uholdbare offentlige finanser.