Principper for udfasning af hjælpepakker

Smittetrykket er faldende, og de sundhedsmotiverede restriktioner på den økonomiske aktivitet er derfor ved at blive lempet. Vi kommer selvsagt til at leve med nogle af dem i en tid endnu, men den danske økonomi er gradvist ved at blive fuldt genåbnet. Derfor er det vigtigt, at vi også overvejer om, eller i hvilken grad, hjælpepakkerne skal videreføres efter 8. juli.

Det er vigtigt, at hjælpepakkerne afmonteres så hurtigt, det er muligt fordi markedsøkonomien er i konstant forandring. Nye virksomheder opstår, mens andre forgår. Og de mest succesfulde virksomheder vokser i samfundsøkonomisk betydning, mens de mindre veldrevne skrumper ind. Det er markedsøkonomiens ”pulsslag” og i realiteten den proces, der gør, at velstanden i et samfund stiger over tid. De nytilkomne virksomheder vil i reglen være mere produktive, end de der går ned. Herved løftes den gennemsnitlige produktivitet i økonomien, hvilket muliggør en stigning i reallønnen. Det er alvorligt, hvis dette pulsslag ophører i for lang tid.

Hjælpepakkerne har til formål at begrænse antallet af sunde virksomheder, der går konkurs under den nedlukning, der blev gennemført, da Corona-krisen brød ud. Det var fornuftige tiltag. Men et problem ved støtten til eksisterende virksomheder er, at det bliver vanskeligere for nye virksomheder at trænge ind på markedet. Hvis hjælpepakkerne kun er på plads i kort tid, mens økonomien er ”lukket ned”, er de samfundsøkonomiske omkostninger ved, at nystartede initiativer undertrykkes små. Men omkostningerne akkumulerer, jo længere tid hjælpepakkerne er i kraft. Desuden belaster hjælpepakkerne selvfølgelig statsfinanserne. Men forværringen af de offentlige finanser er faktisk den mindste del af problemet i lyset af den bremse for velstandsudviklingen, som pakkerne med tiden kommer til at udgøre.

Derfor bør hjælpepakkerne som udgangspunkt afmonteres i takt med, at forbud fjernes. Så længe der er decideret forbud mod forskellige aktiviteter i Danmark, kan støtte begrundes. Men støtte kan som udgangspunkt ikke begrundes med sundhedsrelaterede anvisninger, så som afstand mellem kunder, der sænker eksisterende virksomheders indtjeningsmuligheder i forhold til tiden før Covid-19. 

Hvorfor ikke? Der er i realiteten flere grunde. Den første årsag er, at når forbud er fjernet adskiller situationen sig reelt ikke fra én, hvor hele økonomien eller enkelte brancher er ugunstigt påvirket udefra. Det sker for eksempel ved konjunkturtilbageslag, eller hvis nye teknologier eller (udenlandske) konkurrenter udfordrer specifikke brancher. Covid-19 udfordrer på lignende vis erhvervslivet, men uden forbud adskiller det sig reelt ikke fra andre ugunstige påvirkninger, der normalt overlades til markedet at håndtere. Det skal medgives, at tilbagefaldet er mere dramatisk end sædvanligt. Men tilbagefald i den indenlandske efterspørgsel afhjælpes bedst ved ekspansiv finanspolitik, ikke via subsidiering af eksisterende virksomheder. Når det gælder eksportvirksomhed stiller afsætningsusikkerhed og vigende efterspørgsel krav om tilpasninger, hvilket ikke adskiller sig fra de vanskeligheder nye teknologier eller konkurrenter på markedet frembyder. Statslige subsidier er ikke en holdbar løsning. 

Den anden årsag er, at en fastholdelse af hjælpepakkerne, når forbud er fjernet, skaber uhensigtsmæssige incitamenter for erhvervslivet. En opretholdelse af hjælpepakkerne signalerer, at hvis en lignende situation skulle opstå i fremtiden, vil staten igen træde til med subsidiering. Dermed mindskes incitamentet til at gennemføre de tilpasninger, der vil gøre økonomien mere robust over for smitteudbrud. Sådanne nyttige tilpasninger kan være mangeartede og vil variere fra branche til branche. I nogle tilfælde kan det være, at virksomheden gentænker den forsyningskæde, den indgår i, eller hvilke markeder man fokuserer på. I andre tilfælde kan det handle om, hvordan en biografsal indrettes, eller et forretningsgulv arrangeres. Der er myriader af den slags overvejelser, som det er i samfundets interesse, at de enkelte virksomheder gør sig af hensyn til fremtiden. Hensigtsmæssige tilpasninger er omkostningsfulde at udtænke og implementere. Men hvis der er forventning om, at staten træder til med subsider ved et smitteudbrud, reduceres incitamenterne til at afholde de nødvendige tilpasningsomkostninger. Det er et problem. For hvis et smitteudbrud igen finder sted, og hovedparten af erhvervslivet ikke har tilpasset sig, vil staten ikke kunne gøre ret meget andet end at yde støtte igen, for at undgå en hastigt voksende ledighed på kort sigt. Igen er det værd at bemærke, at erhvervslivet skal behandles ens, uagtet om det betjener hjemmemarkedet eller eksportmarkedet: Når der ikke længere er forbud fra dansk side, direkte eller indirekte, mod at udøve aktiviteten, bør hjælpepakkerne fjernes.

Fremadrettet har staten selvfølgelig også et ansvar for hurtigt at opdage og modvirke smittespredning. Hvis drastisk handling i form af forbud mod forskellige former for lovlig økonomisk aktivitet vurderes nødvendig, må man kompensere de ramte. Men målet bør være at sundhedsrelaterede henstillinger og relevante fremadrettede statslige tilpasninger gør, at drastiske tiltag i form af nedlukninger ikke bliver nødvendige i fremtiden.

På bundlinjen står, at det er nødvendigt at afmontere hjælpepakkerne, selvom der p.t. påhviler erhvervslivet ekstra omkostninger for at mindske smittetrykket. Det vil ulykkeligvis ramme mange konkrete personer på deres levebrød, og det vil koste arbejdspladser, når hjælpepakkerne afmonteres. Men det må ventes at koste endnu flere arbejdspladser, hvis hjælpepakkerne opretholdes med henvisning til, at indtjeningsmulighederne for eksisterende virksomheder er lavere, end før Covid-19 så dagens lys.

Er 8. juli så en entydig udløbsdato for hjælpepakkerne? Nej, så præcis kan man ikke være på det foreliggende grundlag. Men i takt med at aktivitetsforbud fjernes, branche for branche, bør hjælpepakkerne som udgangspunkt også afvikles, branche for branche. Ydermere bør det fremhæves, at enhver form for finanspolitik vil være mindre virksom, hvis hjælpepakkerne er aktive. Årsagen er den enkle, at den positive effekt efterspørgselsforøgelsen vil have på aktiviteten, vil blive modvirket i den udstrækning hjælpepakker holder liv i uprofitable virksomheder og derved bremser nye produktive virksomheders indtræden på markedet. Så selvom man ikke kan sætte en dato og klokkeslæt på, hvornår hjælpepakkerne bør ophæves, så kan man sige, at de i al væsentlighed bør afvikles i takt med, at aktivitetsforbud afvikles, og før efterspørgselsstimulerende finanspolitik igangsættes.   

Vi har her ofte indskudt et ”som udgangspunkt” lige før ”hurtig afvikling”. Ingen regel uden undtagelser. Der kan være brancher, hvor en lidt længerevarende hjælp kan overvejes. Det vil i al væsentlighed dreje som om brancher, hvor etablering af aktiviteten er forbundet med store faste omkostninger, og hvor aktiviteten er forbundet med positive sideeffekter for samfundet. Men det vil kræve omhyggelig overvejelse før man – undtagelsesvis – måtte vælge at fastholde hjælpen i længere tid.

Folketinget har udvist stor handlekraft i forhold til at understøtte erhvervslivet i en usædvanlig tid. Men tiden, der kommer, vil også kræve stor handlekraft, når hjælpepakkerne skal afmonteres. Det er i samfundsøkonomiens interesse, at dette sker ligeså resolut, som da hjælpen blev tilført erhvervslivet for få måneder siden.