En rigere fremtid

Lige siden industrialiseringens barndom har man debatteret, om produktivitetsstigninger fremkaldt af tekniske fremskridt skaber arbejdsløshed. I Information d. 2/10 citeres jeg for udtalelser, der kan tolkes som om jeg skulle være "maskinstormer", dvs. at jeg skulle være af den opfattelse, at der altid vil være en konflikt mellem produktivitetsvækst og beskæftigelseshensyn. Sådan hænger verden ikke sammen, så jeg har åbenbart været for dårlig til at forklare mig. Derfor prøver jeg nu igen.

Mine pointer kan sammenfattes således:

• Produktivitetsfremskridt har historisk medført højere realindkomst og ikke lavere beskæftigelse.
• Ny teknologi, der mindsker efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft, kan medføre arbejdsløshed, hvis rammerne omkring arbejdsmarkedet er for stive.
• Regeringens ønske om at få de marginaliserede grupper i beskæftigelse vil alt andet lige medføre en lavere produktion pr. arbejdstime, men vil samtidig øge nationalproduktet pr. indbygger. Derfor skal man passe på ikke at opfatte en lav timeproduktivitet som et afgørende problem.
• Det er muligt på en og samme tid at øge produktiviteten (realindkomsten) og beskæftigelsen, men det kan kræve, at befolkningen i en periode indstiller sig på et lavere forbrug.

Jeg vil nu argumentere for disse påstande. Lad os først tage det helt overordnede spørgsmål om teknologi og arbejdsløshed. Den mest synlige effekt af ny teknologi er som regel, at mennesker erstattes af maskiner i produktionsprocessen, så den samme produktion kan frembringes med en mindre indsats af arbejdskraft. Dette er baggrunden for den udbredte forestilling om, at ny teknologi skaber arbejdsløshed. Produktivitetsfremskridt fremkaldt af ny teknik giver imidlertid også grundlag for højere realløn og åbner ofte for nye profitable investeringsmuligheder. Når den højere realløn og de nye investeringsmuligheder omsættes i højere efterspørgsel efter varer og tjenester til forbrug og investering, vil de tekniske fremskridt som regel føre til en højere samlet produktion og ikke til arbejdsløshed. Den historiske erfaring fra Danmark og andre rige lande er således, at produktivitetsfremskridt i det lange løb fører til højere realindkomst og ikke til lavere beskæftigelse.

Det udelukker dog ikke, at ny teknologi kan føre til arbejdsløshed, hvis arbejdsmarkedet fungerer for stift. I de seneste årtier har den teknologiske udvikling haft en tendens til at øge efterspørgslen efter faglært og højtuddannet arbejdskraft på bekostning af ufaglært arbejdskraft. I lande som USA og Storbritannien har dette medført et dramatisk fald i lønnen for ufaglærte sammenlignet med lønnen for faglærte. Den øgede lønspredning har forhindret, at arbejdsløsheden er vokset, men prisen har været en stigende indkomstulighed. I mange europæiske lande har en kombination af fagforeninger, lovfæstede minimumslønninger og forholdsvis høje velfærdsydelser derimod forhindret et mærkbart fald i de ufaglærtes relative løn. Til gengæld er arbejdsløsheden blandt ufaglærte steget, og dette er typisk også slået igennem på den samlede arbejdsløshed. Selv i Danmark, hvor den samlede beskæftigelse i de senere år er vokset, er arbejdsløsheden blandt de kortuddannede fortsat væsentligt højere end den gennemsnitlige ledighed. Når den teknologiske udvikling støder sammen med en målsætning om at undgå øget ulighed, kan resultatet altså blive arbejdsløshed, hvis man vel at mærke søger at realisere målsætningen om en ligelig indkomstfordeling på en uhensigtsmæssig måde. Det er f.eks ikke hensigtsmæssigt at forfølge en lighedsmålsætning ved at gennemtvinge en høj lovfæstet eller overenskomstmæssig minimumsløn, da resultatet ofte vil være, at svage grupper med forholdsvis lav produktivitet derved kastes ud i arbejdsløshed. En bedre ide kunne f.eks. være at acceptere en større progression i skattesystemet, så de svage grupper får mulighed for at arbejde til en lavere løn før skat uden at blive påtvunget en lavere løn efter skat. Ideen med de økonomiske vismænds forslag om et såkaldt beskæftigelsesfradrag (fremlagt i de to seneste vismandsrapporter) er netop at øge beskæftigelsesmulighederne for de kortuddannede uden at skabe større ulighed i fordelingen af de disponible lønindkomster.

Hermed er vi fremme ved den aktuelle danske debat om produktivitet og beskæftigelse. Regeringen har i sin seneste Erhvervsredegørelse fremhævet, at selvom det danske nationalprodukt pr. indbygger er blandt de allerhøjeste i verden, så er produktionen pr. udført arbejdstime ikke specielt høj i Danmark. Forklaringen på det høje velstandsniveau i Danmark er altså ikke, at vi har en høj timeproduktivitet, men at vi har forholdsvis mange i beskæftigelse. Det samme forhold blev i øvrigt påpeget af de økonomiske vismænd i vor rapport fra foråret 1997, hvor vi viste, at arbejdstimeproduktiviteten i Danmark ligger under EU-gennemsnittet. Regeringen finder ifølge erhvervsministeren, at denne tilstand er utilfredsstillende. Regeringen har imidlertid også formuleret en målsætning om at bringe de marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet i beskæftigelse. Hvis dette lykkes, vil det alt andet lige medføre en tendens til fald i den samlede produktion pr. udført arbejdstime. Forklaringen på de svage gruppers marginalisering er jo typisk, at de har svært ved at leve op til de gældende skrappe produktivitetskrav på arbejdsmarkedet. Hvis disse mennesker skal i arbejde, må man realistisk acceptere, at de ofte ikke vil kunne bidrage så meget til produktionen som dem, der allerede er i beskæftigelse. Den registrerede arbejdstimeproduktivitet vil altså falde (alt andet lige, som det så smukt hedder). Samtidigt vil nationalproduktet pr. indbygger imidlertid stige, fordi flere inddrages i produktionen. I den forstand vil velstandsniveauet i Danmark altså øges. Hvis en hovedmålsætning er at stoppe udstødningen fra arbejdsmarkedet, skal man derfor passe på ikke at gøre den forholdsvis lave timeproduktivitet i Danmark til et afgørende problem. Det var denne pointe, jeg søgte at fremhæve i forbindelse med offentliggørelsen af Erhvervsredegørelsen, jævnfør omtalen i Information d. 2/10.

Men er det da umuligt både at øge timeproduktiviteten i Danmark og at bringe de marginaliserede grupper i arbejde? Nej, ikke nødvendigvis, men en realisering af begge målsætninger vil typisk ikke kunne realiseres uden omkostninger (alt andet ville vist også være overraskende!). En forholdsvis lav timeproduktivitet kan i princippet skyldes tre forhold:

• De anvendte produktionsmetoder kan være forholdsvis arbejdsintensive, dvs. indsatsen af realkapital kan være lav i forhold til indsatsen af arbejdskraft;
• arbejdskraftens gennemsnitlige kvalifikationsniveau kan være forholdsvis lavt, eller
• udnyttelsen af de eksisterende ressourcer af arbejdskraft, kapital og viden kan være for dårlig.

Hvis arbejdsproduktiviteten skal øges gennem større investeringer i realkapital og ny teknologi, kræver det en større opsparing til finansiering af investeringerne. Produktivitetstigninger baseret på en forøgelse af arbejdskraftens kvalifikationer kræver øgede investeringer i uddannelse, der typisk finansieres af det offentlige via skatteopkrævning. I begge tilfælde kræves altså, at befolkningen giver afkald på forbrug her og nu for gennem investeringer at opbygge større fremtidige forbrugsmuligheder, herunder muligheder for at opnå mere fritid i fremtiden uden at gå ned i materiel velstand. En sådan udvikling kan meget vel være ønskelig; faktisk har de økonomiske vismænd argumenteret for, at der opspares og investeres for lidt i Danmark. Pointen her er alene den simple, at produktivitetsstigningerne ikke kommer gratis, men opnås ved at der gives afkald på forbrug her og nu. Dette var en anden af de pointer, jeg søgte at fremhæve i mine kommentarer til regeringens Erhvervsredegørelse i Information d. 2/10. Endelig er der som nævnt den mulighed at øge produktiviteten gennem en bedre udnyttelse af allerede eksisterende ressourcer og kompetencer. Sådanne muligheder vil næsten altid være til stede, hvis man tænker sig om. En vigtig opgave for erhvervspolitikken må derfor være at bidrage til at sprede viden om de bedste eksisterende teknologier og organisationsformer fra de mere effektive til de mindre effektive virksomheder og offentlige organisationer.