Vandmiljø og lærkesang

Sprøjtning med pesticider er både godt og skidt. På den ene side bidrager landmændenes sprøjtning til at sænke omkostningerne ved produktion af fødevarer til glæde for forbrugerne og landmænd. På den anden side er der en række miljøeffekter i form af f.eks. mindre biodiversitet og nedsivning af pesticider til grundvandet. Af hensyn til miljøet er der derfor behov for at regulere landbrugets brug af pesticider. Den seneste halvårlige rapport fra Det Økonomiske Råd indeholder bl.a. en omfattende analyse af vandmiljøet og reguleringen af pesticidforbruget. Informations omtale d. 1/12 af analysen illustrerer dog et behov for en uddybende beskrivelse af den gennemførte analyse.

I rapporten sammenligner vi tre måder til nedbringelse af pesticidbelastningen: Sprøjtefri randzoner omkring markskel og vandboringer, højere pesticidafgifter og endelig øget omlægning til økologisk landbrug. Til brug for sammenligningen af disse alternativer har vi som noget nyt forsøgt at sammenkoble økonomiske, biologiske og geologiske modeller, fordi dette giver mulighed for at sammenligne de økonomiske omkostninger med effekterne på biodiversitet, drikkevand og grundvand. Endvidere er der gennemført en interview-baseret undersøgelse af, hvor meget befolkningen synes at være villige til at betale for øget biodiversitet, som f.eks. vil afspejle sig i en øget bestand af lærker.

De tre sammenlignede virkemidler er hver især ”doseret”, så den samfundsøkonomiske omkostning i alle tre tilfælde er på knap 1 mia. kr. Det gør det nemmere direkte at sammenligne miljøeffekterne. Sammenligningen peger på, at sprøjtefri randzoner har de mest positive effekter på biodiversiteten og drikkevandet. Højere pesticidafgifter giver også færre pesticider i drikkevandet, men har ingen positiv effekt på biodiversiteten. Baggrunden for denne konklusion er, at sprøjtefri randzoner omkring markskel og vandboringer er et mere målrettet og derfor mere effektivt instrument i forhold til biodiversitet og drikkevand. Det har i den forbindelse været lidt overset, at det faktisk ikke er hverdagskost, at økonomer anbefaler et kvantitativt virkemiddel (sprøjtefri randzoner) i stedet for et økonomisk instrument (afgift).

I Informations omtale af vor analyse refereres en kritik fremført af Mikael Skou Andersen fra Danmarks Miljøundersøgelser. Mikael Skou Andersen hævder, at vor analyse kun rækker 10 år frem i tid og derfor er fejlagtig, fordi der går væsentligt længere tid, før pesticidresterne er sivet helt ned til grundvandet. Mikael Skou Andersens udtalelser kan også efterlade det indtryk, at vi alene analyserer den del af grundvandet, der indvindes til drikkevand. Begge dele er ukorrekt. Den skønnede effekt på drikke- og grundvandskvaliteten er netop den langsigtede effekt, når nedsivningen af pesticidrester er slået fuldt igennem. Mikael Skou Andersens misforståelse beror måske på, at vi i beregningerne inddrager effekterne af bl.a. EU's seneste landbrugsreform, hvis virkninger først ventes at være slået fuldt igennem omkring 2015.

Ud over det flotte fuglebillede på forsiden af Information d. 1/12 har vort forsøg på at opgøre værdien af biodiversitet i monetære enheder affødt nogle skeptiske kommentarer fra Gunver Bennekou fra Danmarks Naturfredningsforening, ovennævnte Mikael Skou Andersen samt Ejvind Larsen i Information d. 3/12. Ejvind Larsen finder det også nødvendigt at henvise til Institut for Miljøvurdering for at gøre os opmærksom på, at naturgoder kan have en eksistensværdi for mennesker uafhængigt af deres anvendelse. Det havde han nu ikke behøvet, for på siderne 200-204 i vor rapport gennemgås mulige kilder til naturgoders værdi, herunder en omtale af begrebet eksistensværdi.

Vi er enige i, at forsøg på at opgøre værdien af natur- og miljøgoder i monetære enheder rejser nogle vanskelige og fundamentale etiske spørgsmål. Mange vil sige, at det slet ikke giver mening og/eller er etisk uforsvarligt. Som Ejvind Larsen udtrykker det: Naturen er uvurderlig! Men sagen er jo, at de politiske beslutningstagere indirekte sætter et prisskilt på naturen, når de beslutter omfanget af miljøindsatsen. I vor rapport beskriver vi de fysiske forbedringer af vandkvaliteten og biodiversiteten, der vil kunne opnås ved at anvende knap 1 mia. kr. ekstra på reduktion af pesticidforbruget. Hvis politikerne beslutter ikke at indføre f.eks. sprøjtefri randzoner, så har de på befolkningens vegne implicit vurderet, at de gavnlige miljøeffekter har en værdi, der er mindre end den opgjorte omkostning på knap 1 mia. kr. Der foregår altså hele tiden en implicit værdisætning i miljøpolitikken, også selvom man vægrer sig ved at tage eksplicit stilling til værdien af natur og miljø. Selv om det blandt nogle klinger ildevarslende at opgøre værdien af miljøgoder i penge, så er det ikke noget, der automatisk leder frem til mindre miljøbeskyttelse. Vores analyser tyder netop på, at befolkningens værdisætning af rent drikkevand og af naturens herlighedsværdier (herunder lærkesang!) kan berettige mere ambitiøse tiltag i vandmiljøpolitikken. Forhåbentlig kan dette bidrage til at forbedre julehumøret for en gammel miljøforkæmper som Ejvind Larsen.