Vismænd. Hovedløst at skrotte brakmarker

Braklægning er en betegnelse for landbrugsjord, som i en kortere eller længere periode ikke dyrkes. Før kunstgødning blev almindeligt anvendt i landbruget, var braklægning en del af et driftsmæssigt sundt sædskifte.
 
Den landbrugsjord, hvor der dyrkedes etårige afgrøder, blev regelmæssigt lagt brak for at undgå udpining af jorden. Med fremkomsten af kunstgødning og forøgelsen af husdyrproduktionen blev det muligt at importere gødningsstoffer til landbrugsarealerne, og dermed blev braklægning overflødig.

Braklægning blev imidlertid genopfundet i 1992 som en del af EU's fælles landbrugspolitik. Målet var ikke at befordre god landbrugspraksis, men at sikre en mængdestyring af den vegetabilske produktion, som på det tidspunkt resulterede i betragtelige overskudslagre af korn i EU på grund af høje garanterede mindstepriser.
 
I 2007 blev kravet om tvungen braklægning midlertidigt suspenderet, idet man fra EU's side frygtede, hvad der ville ske på EU's landbrugsmarkeder i en situation med høje kornpriser og fortsat braklægning, såfremt høsten i 2008 skulle blive ringe. Det er afviklingen af denne produktionsbegrænsende braklægning, som i dag diskuteres i sammenhæng med de naturmæssige konsekvenser.

EU’s landbrugspolitik har gradvis bevæget sig væk fra det oprindelige mål om mængdestyring af landbrugsproduktionen, hvorfor fremstår suspenderingen af braklægningen i og for sig logisk. Problemet er blot, at braklægning, i løbet af de 15 år ordningen har eksisteret, er skiftet fra at være et landbrugspolitisk instrument til i højere grad at være en del af den danske miljøpolitik.

Oprindeligt blev EU's braklægningsordning ikke tillagt den store miljømæssige betydning: dels var ordningen jo baseret på omdrift, dvs. at de braklagte arealer skiftede fra år til år, og dels forventede man næppe, at ordningen ville få en længerevarende levetid. Men i takt med at ordningen varede ved, og der blev tale om permanent braklægning, kom den til at få en større plads på den miljøpolitiske dagsorden. Braklægning blev indregnet i vandmiljøplanerne; braklægning indgik i landbrugsbedrifternes vildt- og naturpleje; det blev muligt at målrette brak langs vandløb og søer med henblik på at reducere tab af næringsstoffer og pesticider til vandmiljøet, og i takt med at de samme arealer lå brak i mange år, begyndte naturindholdet på arealerne også at stige.

Men hvor meget betyder brakken egentlig for den danske natur? Dette er et ganske kompliceret spørgsmål. Dels består naturen af meget forskellige naturtyper, som hver især er levested for forskellige arter og giver mulighed for forskellige naturoplevelser. Dels skal man ikke blot betragte mængden af natur, men også kvaliteten af naturen. Faktisk betyder den sparsomme statistik på området, at vi i Danmark er ganske dårligt klædt på til at vurdere naturens omfang og tilstand, men ses der på omfanget af naturen, er den oftest anvendte metode at opgøre arealet med forskellige naturtyper.

Helt overordnet har udviklingen siden 1950erne betydet, at arealet med skov og lysåben natur (mose, eng, overdrev og hede) er reduceret fra 27 til 19 procent af det samlede danske landareal frem til 2000. Dette dækker over, at arealet med skov er steget fra 10 til 12 procent, mens arealet med lysåben natur er faldet fra 17 til 7 procent. Det er ikke muligt at fortsætte opgørelsen frem til i dag, da der ikke længere offentliggøres statistik på området. I arealstørrelser svarer det til, at vi i dag har ca. 280.000 hektar med lysåben natur. Selv om braklagte landbrugsarealer i naturdiskussionen typisk tillægges en mindre biologisk betydning end fx heder og overdrev, kan brakarealerne godt siges at repræsentere lysåben natur, da de understøtter levevilkårene for dyr og planter i agerlandet.

EU's braklægningsordning har således betydet en midlertidig forøgelse af arealerne med lysåben natur på ca. 150.000 hektar eller 55 pct. Tilsvarende har oppløjningen af 83.000 hektar braklagte arealer fra 2007 til 2008 på ét år reduceret omfanget af natur i agerlandet med 20 pct.

Dette må siges at være ganske drastisk, hvilket også understøttes af, at Danmarks Miljøundersøgelser i en analyse konstaterer: ”Samlet vil opdyrkning (af hidtidige braklagte jorder) i det forventede omfang medføre tab for den terrestiske natur, og der kan derfor være behov for kompenserende tiltag…”.

Oven i dette vurderer Danmarks Miljøundersøgelser, at både pesticidforbrug, ammoniakudledning, CO2-udledning samt kvælstof- og fosfortab til vandmiljøet øges, hvorfor suspenderingen af braklægningen har negative effekter for opfyldelsen af en lang række miljøpolitiske mål af relevans for landbruget.
Ydermere peger flere analyser på, at braklægning kan være et effektivt instrument i miljø- og naturpolitikken. Således konstateredes det i vismandsrapporten fra efteråret 2004, at der synes at være en gevinst ved etablering af sprøjtefri randzoner omkring marker og vandboringer, som er højere end de økonomiske omkostninger i form af lavere produktivitet mv. i landbruget. I de senere år er braklægningen i høj grad blevet anvendt som randzoner langs vandløb og søer.

Det er kritisabelt, at en så væsentlig naturpolitisk beslutning som ophør af braklægningen gennemføres uden en forudgående grundig samfundsøkonomisk analyse. Her er det en væsentlig pointe, at herlighedsværdien af naturarealer typisk er stigende med tiden. Diskussionen skal også ses i forhold til de gældende mål på naturområdet. Her må det konstateres, at de konkrete nationale mål er meget vage eller helt fraværende, samt at det svage datagrundlag gør det vanskeligt at vurdere udviklingen, jf. vor rapport til Det Miljøøkonomiske Råd om Økonomi og Miljø 2008. I dette lys må spørgsmålet om braklægning tillægges en stor betydning i diskussionen af naturpolitikken, da braklægning er et af de få konkrete virkemidler med påviselige positive effekter på naturens levevilkår i agerlandet.