Dansk Økonomi, efterår 2016
Kapitel III: Finanspolitisk holdbarhed
Kapitel III Kort fortalt
Formandskabet vurderer, at den nuværende finanspolitik er overholdbar. Under fremskrivningens forudsætninger er der plads til en permanent lempelse i form af enten skattelettelser eller højere offentlige udgifter i størrelsesordenen 10 mia. kr. årligt. Det er en forbedring i forhold til vurderingen i Dansk Økonomi, forår 2015. Vurderingen af Danmarks finanspolitiske holdbarhed er blevet systematisk opjusteret i de senere år; en vigtig årsag hertil er den lave offentlige forbrugsvækst.
Hængekøjeudfordringen mindsket
I kapitlets langsigtede fremskrivning beregnes det, at saldoen udviser et maksimalt underskud på 0,4 pct. af BNP omkring 2040. Dermed kommer saldoen i denne fremskrivning aldrig i strid med ½-pct.-grænsen for den strukturelle saldo i budgetloven. Fremskrivningen hviler dog på en lang række usikre forudsætninger om den fremtidige udvikling. Kapitlet belyser konsekvenserne af en lang række alternative antagelser med hensyn til bl.a. befolkningsudvikling, økonomisk vækst og ændrede antagelser om den økonomiske politik.
Forskelle i De Økonomiske Råds og regeringens langsigtede forudsætninger
Selvom der er relativt stor overensstemmelse mellem De Økonomiske Råd og regeringen om finanspolitikkens holdbarhed, har de to institutioner en ret forskellig vurdering af den langsigtede udvikling i den offentlige saldo og dermed hængekøjeproblemets størrelse. I kapitlet undersøges en lang række forskelle på de to fremskrivninger nærmere. Forskelle i antagelserne om det private forbrugs udvikling, de nødvendige offentlige investeringer for at opretholde et passende kapitalapparat samt behandlingen af afkastet på offentlige aktiver er blandt de væsentlige forhold, der fremskrives forskelligt.
Hængekøjen ikke et reelt økonomisk problem
Uanset om saldoen skulle komme midlertidigt i konflikt med budgetlovens og EU’s underskudsgrænser, anses udviklingen ikke for at være et selvstændigt problem, så længe økonomien er holdbar og nettogælden holder sig på et moderat niveau. Underskudsgrænserne kan tværtimod risikere at forhindre en hensigtsmæssig tidsmæssig udjævning af udsvingene i de offentlige indtægter og udgifter. Det ville derfor være en fordel, hvis underskudsgrænserne blev mere fleksible. For Danmarks vedkommende ville det være mere hensigtsmæssigt, hvis den meget betydelige udskudte pensionsskat blev modregnet i den opgjorte gæld og afkastet i saldoen. Er dette ikke muligt, kan en omlægning af dele af pensionsbeskatningen fra udbetalings- til indbetalingstidspunktet være et attraktivt alternativ til egentlige realøkonomiske indgreb, hvis det bliver nødvendigt.