Kapitel II: Finanspolitisk holdbarhed

Kapitel II kort fortalt

Formandskabet vurderer, at den nuværende finanspolitik er overholdbar. Under fremskrivningens forudsætninger er der plads til en permanent lempelse i form af enten skattelettelser eller højere offentlige udgifter i størrelsesordenen 0,9 pct. af BNP eller 21 mia. kr. årligt. Det er på omtrent samme niveau som vurderingen i Dansk Økonomi, forår 2017, hvor den tilsvarende holdbarhedsindikator var 1 pct. af BNP.

I kapitlets langsigtede fremskrivning beregnes det, at saldoen udviser et maksimalt underskud på knap ½ pct. af BNP omkring 2040. Dermed kommer saldoen i denne fremskrivning aldrig i strid med ½-pct.-grænsen for den strukturelle saldo i budgetloven. Fremskrivningen hviler dog på en lang række usikre forudsætninger om den fremtidige udvikling. Bliver nogle af forudsætningerne ændret i negativ retning, kan saldoen fortsat komme til at udvise et underskud, der er større end ½ pct., i nogle år omkring hængekøjens lavpunkt.

Officiel saldo og gæld ikke dækkende for finansernes reelle stilling

Af en række årsager er de officielt beregnede størrelser for den offentlige saldo og ØMU-gælden ikke dækkende for de offentlige finansers reelle stilling.

Én grund hertil er det meget betydelige offentlige tilgodehavende i form af udskudt skat i pensionskasserne som følge af, at livrenter og ratepensioner typisk først beskattes flere årtier efter den reelle indkomsterhvervelse. Beregninger i kapitlet illustrerer, at den offentlige saldo ville blive forbedret med mere end 2 pct. af BNP, hvis man medregnede indtægterne fra den del af pensionsformuen, der består af udskudt skat.

En anden problemstilling handler om, at en del af afkastet af de offentlige finansielle aktiver i modsætning til passiverne falder i form af omvurderinger; omvurderinger påvirker modsat udbytter og renter ikke saldoen. Det forringer i sig selv den officielle saldo i det lange løb med knap ½ pct. af BNP uden at have nogen reel betydning for udviklingen i holdbarhed og gæld.

En tredje problemstilling er, at forskellen på den offentlige nettogæld (der er den relevante for finanspolitikkens holdbarhed) og ØMU-gælden (som er relevant for EU’s gældsgrænse) er betydelig. Denne forskel vil vokse i de kommende år som følge af omlægningen af den almene boligsektors lån og udvidet adgang til udskydelse af boligskatter.

Overholdbarhed kalder på konkrete overvejelser

I det lange løb er det entydigt velfærdsforringende at have en overholdbar situation, da det indebærer, at det offentlige kræver flere skatter op end nødvendigt for at afholde de ønskede udgifter og sikre en stabil udvikling i den offentlige gæld.

Det må derfor forventes, at politikerne på et tidspunkt vil tilpasse den økonomiske politik, hvis udviklingen i øvrigt bliver som forudsat. Det er et politisk valg, hvornår og på hvilken måde dette skal ske. Det er imidlertid relevant, at regering og Folketinget forholder sig til spørgsmålet og præsenterer en klar argumentation for den finanspolitiske strategi på længere sigt. Dermed kommer de relevante afvejninger, både hvad angår fordelingen mellem de forskellige generationer, og hvad der er en passende grad af forsigtighed i planlægningen, til at stå klart.

Nuværende mellemfristet slutmål ikke begrundet i finanspolitikkens holdbarhed

Den nuværende 2025-plan indebærer et mål om, at saldoen skal være i balance i 2025.

Målet om balance er blandt andet afgørende for størrelsen af det såkaldte ”råderum”, som i høj grad er omdrejningspunktet for den økonomisk-politiske debat. Der er dog ikke vigtige fagøkonomiske grunde til, at en balanceret saldo er et vigtigt mål i sig selv.

I tidligere mellemfristede planer var målet om saldobalance i det mellemfristede slutår begrundet med, at dette mål netop ville resultere i en holdbar finanspolitik på lang sigt givet de fremskrivnings­forudsætninger, der ligger til grund. Nu er der imidlertid ikke længere nogen klar sammenhæng mellem det mellemfristede slutmål og den langsigtede holdbarhed.

Det vil være naturligt, at den mellemfristede plan tager udgangspunkt i de langsigtede krav til finanspolitikken og dermed til vurderingen af finanspolitikkens holdbarhed og den offentlige gældsudvikling.