Økonomi og Miljø 2018

Kapitel II: Reduktion af CO2 fra personbiler

Hovedbudskaber

  • Det er muligt at reducere CO2-udledninger fra personbiler, men det er relativt dyrt. Den samfundsøkonomiske omkostning ved at reducere udledningen med det første ton CO2 i 2030 er således knap 2.000 kr., og omkostningen stiger ved større reduktioner

  • De høje omkostninger ved at reducere udledningen af CO2 fra personbiler afspejler, at personbiler i forvejen er underlagt en omfattende beskatning

  • Den nuværende bilbeskatning ligger i høj grad på køb og ejerskab af personbiler og i mindre grad på brændstofforbrug og kørsel, som er det, der genererer de negative eksterne effekter som f.eks. trængsel, ulykker og støj. Herudover overgår det nuværende beskatningsniveau klart de eksterne omkostninger ved kørslen

  • Formandskabet vurderer, at det er muligt at forbedre velfærden ved at erstatte registrerings- og ejerafgifter med en kilometerafgift, mens brændstofafgiften bør reduceres

Kapitel II kort fortalt

Danmark er gennem EU forpligtet til at reducere CO2-udledningen i 2030 i de ikke-kvoteomfattede sektorer med 39 pct. set i forhold til 2005. Personbiler står for en væsentlig andel af CO2-udledningen i ikke-kvotesektoren og udgør ca. 20 pct. af de samlede udledninger. Udledningerne af CO2 fra personbiler forventes at være nogenlunde den samme i 2030 som i dag. Denne udvikling dækker over, at der bliver kørt flere kilometer i fremtiden i mere brændstofeffektive personbiler.

Kapitlet indeholder en analyse af omkostningen ved at reducere CO2 fra personbiler i 2030. Til denne analyse er udarbejdet en ny, mikroøkonometrisk model for bilejerskab og kørsel for danske familier. I modellen beregnes marginale reduktionsomkostninger ved at øge brændstofafgiften i 2030. Familierne kan tilpasse sig stigningen i afgifterne ved at skifte til en mere brændstofeffektiv bil eller elbil, køre mindre eller vælge at skille sig af med deres bil(er). Disse valg er forbundet med et velfærdstab for familierne, som udgør den væsentligste del af den samfundsøkonomiske omkostning ved at mindske udledningen af CO2 fra personbiler.

Analysen peger på, at det er relativt dyrt at reducere CO2-udledningen fra personbiler. Selv for en lille reduktion af CO2-udledningen er den marginale reduktionsomkostning ca. 2.000 kr. pr. ton, og for en reduktion på 1 mio. ton CO2 fra personbiler er omkostningen knap 3.500 kr. for det sidste ton CO2.

Et velfungerende transportsystem er vigtigt for samfundets produktivitet og befolkningens mobilitet. Transport er imidlertid også behæftet med en række negative eksterne effekter i form af udledning af CO2, trængsel, ulykker, støj mv. Tilstedeværelsen af eksterne effekter gør det hensigtsmæssig at regulere transportomfanget med afgifter.

Personbiler er i udgangspunktet underlagt en omfattende beskatning i form af afgifter på køb, ejerskab og brændstof. Den nuværende beskatning står imidlertid ikke i forhold til de eksterne effekter fra personbiler, da niveauet for beskatning af en gennemsnitlig personbil klart overgår omkostningerne relateret til trængsel, ulykker, CO2-udledning mv.

Miljøbetingede afgifter bør som udgangspunkt ligge så tæt på kilden til de negative effekter som muligt. Disse opstår enten som et resultat af kørslen eller som følge af brændstofforbrug. Trængsel og ulykker er de væsentligste eksterne effekter knyttet til kørslen, mens udledningen af CO2 og dele af luftforureningen er knyttet til brændstofforbruget. Det nuværende afgiftssystem med høj vægt på afgifter på køb og ejerskab er imidlertid ikke målrettet de eksterne effekter fra personbiler. Der er således ikke en direkte sammenhæng mellem det, der beskattes (køb og ejerskab), og det, der genererer de eksterne effekter (kørsel og brændstofforbrug).

En målrettet regulering af de eksterne effekter tilsiger, at registrerings- og ejerafgiften bør erstattes med en kilometerafgift, mens brændstofafgiften bør reduceres. En kilometerafgift bør ideelt set differentieres med hensyn til tid og sted for kørslen samt biltype i tråd med, at de eksterne effekter varierer med disse faktorer.

Brændstofafgiften er målrettet udledningen af CO2 fra personbiler. Herudover er både registrerings- og ejerafgiften differentieret i forhold til personbilers brændstofeffektivitet. CO2-udledningen af personbiler er dermed beskattet gennem tre afgiftsinstrumenter, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Del af
Publikationens forside - Økonomi og Miljø 2018

Økonomi og Miljø 2018