Produktivitet 2019

Kapitel I: Udviklingen i produktiviteten

Hovedbudskaber

  • Timeproduktiviteten i de private byerhverv er vokset med i underkanten af 2 pct. igennem en årrække Produktivitetsvæksten er dermed aftaget siden slutningen af 1960’erne, ligesom det er tilfældet i flere andre lande
     
  • Blandt OECD-landene har en Danmark et relativt højt timeproduktivitetsniveau. Det er imidlertid ikke uproblematisk at sammenligne timeproduktivitet på tværs af lande på grund af forskelle i opgørelse af arbejdstid. Ses i stedet på mandeproduktivitet, ligger Danmark i midten af feltet
     
  • Blandt virksomheder i industrien og i de dele af servicesektoren, der er udsat for international konkurrence, er niveauet for mandeproduktiviteten højt i Danmark i sammenligning med andre EU-lande. I de dele af servicesektoren, der er orienteret mod hjemmemarkedet, ligger niveauet til gengæld relativt lavt  

Kapitel I kort fortalt
 
Kapitel I giver en oversigt over produktivitetsudviklingen i Danmark.
 
Den gennemsnitlige årlige vækst i timeproduktiviteten i de private byerhverv i Danmark har gennem en årrække ligget i underkanten af 2 pct. Dette er lavere end den historiske produktivitetsvækst, men nedgangen i produktivitetsvæksten er en udvikling, Danmark deler med flere andre lande.
 
Målt på niveauet for timeproduktiviteten ligger Danmark i den øvre del af feltet indenfor OECD-landene. Det er imidlertid ikke uproblematisk at sammenligne arbejdstid på tværs af lande, fordi der anvendes forskellige opgørelsesmetoder. Tager man i stedet udgangspunkt i mandeproduktiviteten (værditilvækst pr. beskæftiget), der er mere sammenlignelig, placerer Danmark sig i midten af feltet.
 
I kapitlet foretages desuden en international sammenligning af niveauer for mandeproduktiviteten i forskellige brancher. Sammenligningen er baseret på branchespecifikke købekraftspariteter offentliggjort af Eurostat og er derfor begrænset til EU-lande. Blandt industribrancherne er Danmark blandt de lande, der har den højeste mandeproduktivitet. Det gør sig også gældende i de dele af servicesektoren, der er betydeligt eksponeret for international konkurrence. Til gengæld er niveauet relativt lavt i de dele af servicesektoren, der er hjemmemarkedsorienterede, hvilket indikerer, at international konkurrence bidrager til at øge produktiviteten.

Dokumentationsnotater mm.

Del af
Publikationens forside - Produktivitet 2019

Produktivitet 2019