Kapitel I: Aktuel økonomisk politik

I kapitel I kommenteres aktuelle økonomisk-politiske forslag med relevans for produktiviteten. Diskussionen er inddelt i fem områder.

Først diskuteres tiltag i relation til udenlandsk arbejdskraft, herunder regeringens forslag om lempelser af mulighederne for at rekruttere arbejdskraft fra lande uden for EU. Det er positivt, at regeringen lægger op en til en reduktion af beløbsordningens beløbsgrænse, men dette bør ske permanent og ikke kun for en toårig periode, som regeringen lægger op til.

Dernæst kommenteres regeringens forslag om særligt at forhøje selskabsskatten for finansielle selskaber. Det er uhensigtsmæssigt med en særskat, der ikke kan begrundes i markedsfejl, knyttet til den pågældende sektor, eller i en særbehandling af sektoren i andre dele af skattesystemet. Skatter, der udelukkende tjener et provenumæssigt formål, bør i stedet pålægges så brede skattebaser som muligt. En type af markedsfejl, der kan tale for en særlig skattemæssig behandling er en svag konkurrencesituation, der giver sig udslag i overnormal profit i den pågældende sektor. Uanset om der eksisterer overnormal profit i den finansielle sektor eller ej, vil det være mere hensigtsmæssigt at beskatte sektoren ud fra en såkaldt ACE-skat (ACE: allowance for corporate equity). En sådan skat indeholder et fradrag i beskatningen således, at det normale afkast ikke beskattes.

Håndteringen af coronavirus og udformningen af hjælpepakker i forbindelse med fremtidige epidemier tages dernæst op. Blandt andet kommenteres nogle af anbefalingerne fra rapporten Principper for hjælpepakker ved nye epidemier, som i december 2021 blev fremlagt af en arbejdsgruppe under Erhvervsministeriet. Formandskabet finder, at der kan være gode argumenter for, at den offentlige sektor i tilfælde af akutte sundhedskriser, som fører til aktivitetsbegrænsende restriktioner, stiller hjælpepakker til rådighed for borgere og virksomheder. Hjælpepakker bør omvendt ikke anvendes ved almindelige konjunkturtilbageslag, ligesom at hjælpepakker ikke bør kompensere for strukturelle ændringer i økonomien. Det bør endvidere være tilfældet, at hjælpepakker fremover forbeholdes de virksomheder, der de jure er nedlukkede som følge af en sundhedskrise og de virksomheder, der er det de facto – eksempelvis fordi en stor del af deres forretning består i at være underleverandører til aktører, der de jure er nedlukkede. Målrettede hjælpepakker er altså at foretrække fremfor generelle hjælpepakker.

Herefter følger en diskussion af den nylige aftale om udflytning af uddannelsespladser. Der er tale om både udflytning af eksisterende uddannelsespladser og oprettelse af nye. I det omfang, at aftalens hensigt om at flytte studerende fra de største byer til resten af landet, bliver til virkelighed, vil vurderingen af den samlede effekt bero på en politisk afvejning mellem effektivitet og ønsket om at skabe mere udvikling i områderne uden for de største byer. På den ene side kan udflytningen fremme erhvervsudviklingen udenfor de større byer. På den anden side kan det skade produktiviteten, hvis flere færdiguddannede bosætter sig udenfor de store byer, da produktivitetsgevinsterne ved at arbejde i byområderne dermed bortfalder.

Endelig behandles den nødvendige drivhusgasbeskatning, der skal til for at opnå 70 pct.-målsætningen. Siden sidste års vurdering er der indgået nye klimapolitiske aftaler, der må ventes at øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved at opnå 70 pct.-målsætningen, da aftalerne hovedsageligt baserer sig på tilskud og andre tiltag, fremfor en ensartet drivhusgasbeskatning. Opdaterede beregninger, der baseres på antagelser om aftalernes omkostningseffektivitet, indikerer, at det kræver en ensartet drivhusgasbeskatning på ca. 1.000 kr. pr. ton CO2e i 2030 for at nå 70 pct.-målsætningen mod tidligere 1.200 kr. pr. ton. En afgift på 1.200-1.300 kr. pr. ton, der “sigter over målet”, vil medføre en samfundsøkonomisk meromkostning men forsikre mod risikoen for ikke at nå 70 pct.-målet.

Ekspertgruppen for en grøn skattereform har i sin første delrapport foreslået tre modeller, der medfører drivhusgasreduktioner. Model 1 er den mest omkostningseffektive af de tre modeller, men der er ikke tale om en fuldstændig ensartet CO₂-beskatning. Model 2 og 3 adskiller sig primært fra model 1 ved en reduceret afgiftssats for cementindustri og højere tilskud til fangst og lagring af CO₂ (CCS). Model 2 og 3 øger de samfundsøkonomiske omkostninger, men reducerer ifølge ekspertgruppen risikoen for lækage. Det er formandskabets vurdering, at den langsigtede reduktion af risikoen for lækage, som opnås ved model 2 og 3, er begrænset.