Begreber

Her kan du finde de vigtigste begreber.

Sorteringseffekt

Sorteringseffekten, i forbindelse med aktive indsatser overfor ledige, beskriver en lavere forventet tilgang til ledighed som følge af en øget arbejdsindsats, hvilket reducerer risikoen for at blive afskediget og dermed berørt af den aktive indsats, som ses som en omkostning forbundet med ledighed.

Strukturel beskæftigelse

Den strukturelle beskæftigelse viser beskæftigelsen i en normal konjunktursituation. Udviklingen i den strukturelle beskæftigelse er primært bestemt af demografi og ændringer i den økonomiske politik, herunder skatter, dagpenge- og kontanthjælpsystemet og tilbagetrækningsreglerne.

Den strukturelle beskæftigelse er (ligesom strukturel arbejdsstyrke og strukturel ledighed) ikke direkte observerbar, men skal beregnes. I DØRS er det central input i beregningen fastlæggelsen af den strukturelle arbejdsstyrke, dokumentationsnotat.

Strukturel ledighed

Den strukturelle ledighed viser ledigheden i en normal konjunktursituation. Den strukturelle ledighed kan ikke observeres, men skal beregnes.

I DØRS fastlægges den strukturelle ledighed vha. et Kalman-filter, der udnytter den historiske sammenhæng mellem lønstigninger på den ene side og ledigheden på den anden side - eller mere præcist forskellen mellem ledighed og strukturel ledighed.

Substitutionseffekter

Substitutionseffekter dækker over den isolerede effekt på f.eks. arbejdsudbuddet af ændrede relative priser efter skat. Substitutionseffekten trækker i retning af, at arbejdsudbuddet forøges, når marginalskatten på arbejdsindkomst reduceres, da det bliver mere attraktivt at arbejde en time mere.

Tilbageløb

Tilbageløbet defineres af ministerierne som de helt automatiske eller mekaniske konsekvenser for de offentlige finanser, uden de berørte aktører har reageret aktivt på lovændringen. Udtrykker f.eks. de afledte provenueffekter fra blandt andet moms og forbrugsafgifter, når personer omsætter de ændringer i de disponible indkomster, som den direkte virkning medfører, til forbrug.

Tilgangseffekter til dagpengesystemet

Tilgangseffekten angiver, hvordan tilgangen af personer til dagpengesystemet påvirkes af ændringer af dagpengereglerne.

Timeeffekt

Timeeffekten angiver ændringen i arbejdede timer for beskæftigede ved en ændring i f.eks. en skattesats.

Ukompenseret elasticitet

Den ukompenserede elasticitet angiver den samlede effekt på et givet mål ved en ændring i f.eks. en skattesats. Den ukompenserede elasticitet opfanger både substitutions- og indkomsteffekter.

Varig virkning

Den varige virkning af et tiltag opgøres som nutidsværdien af tiltagets effekt på de offentlige finanser opgjort som andel af BNP og tager blandt andet højde for, at grundforløbet i form af befolkningssammensætning mv. ændrer sig.