Regnereglerne bør afspejle, at arv mindsker arbejdsudbud

Industrimagnaten Andrew Carnegie, der tjente sin formue på stålproduktion i 1800-tallets USA, besluttede sig for ikke at videregive formue til sine børn. Hans opfattelse var, at arven ville mindske børnenes arbejdsiver. Vores forårsrapport undersøger denne ”Carnegie-hypotese”. Grundlæggende analyserer vi, om arvemodtageres arbejdsudbud falder, når der modtages arv.

Vores analyser bekræfter Carnegie-hypotesen: En person, der modtager arv af gennemsnitlig størrelse (600.000 kr.), reducerer sit arbejdsudbud med ca. 1 procent. En sådan effekt kan eksempelvis opstå ved, at arvemodtager trækker sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end i fravær af arv. Arbejdsudbudseffekterne vokser empirisk, når arvens størrelse vokser. 

I rapporten anbefaler vi, at vores resultater tages med i det lovforberedende arbejde. Det kan eksempelvis vise sig relevant, hvis det politisk påtænkes at lempe arveafgiften, som i givet fald må påregnes at reducere arbejdsudbuddet. 

Som dokumenteret i rapporten er arbejdsudbudseffekten af arvebeskatning ikke voldsom stor ud fra en kvantitativ synsvinkel. Men den tåler dog sammenligning med arbejdsudbudseffekterne af f.eks. personfradraget, som i dag indgår i det lovforberedende arbejde. Denne sammenlignelighed stemmer i øvrigt overens med, hvad økonomer teoretisk vil forvente: En udvidelse af bundfradraget og modtagelse af en sum penge i arv burde udløse nogenlunde ens adfærdsvirkninger hos borgerne i form af mindsket arbejdsudbud.

Anbefalingen er blevet kritiseret med henvisning til, at arvebeskatning også må ventes at påvirke arveladers arbejdsudbud. Siden vores analyse ikke undersøger den effekt, lyder argumentationen, at så bør man ikke tage højde for vores fund i det lovforberedende arbejde. 

Det er vigtigt at understrege, at hvis denne tænkning følges, udgør det et afgørende brud med gængs praksis i forhold til anvendelsen af regneregler i det lovforberedende arbejde. Konkret er det et brud med to principper, der har gjort sig gældende indtil nu. 

Det første princip er, at økonomisk politik antages ikke at have dynamiske virkninger på arbejdsudbuddet, med mindre en sådan virkning er blevet konkret empirisk påvist. Det andet princip er, at der inddrages al til rådighed værende viden om effekten af politikændringer.

Det første princip er baggrunden for, at eksempelvis offentlige sundhedsudgifter antages at have nul virkning på arbejdsudbuddet. Princippet handler ikke om, at det er usandsynligt, at disse offentlige udgifter kan øge arbejdsudbuddet. Princippet skal derimod tilskrives, at der ikke er konkret evidens for en virkning på arbejdsudbuddet.

I nærværende sammenhæng er det sådan – som påpeget i vores rapport – at der ikke eksisterer nogen viden om en effekt på arveladers arbejdsudbud af arveskat. Indtil det modsatte er bevist, må effekten derfor regnes som nul. Det er i øvrigt nyttigt at være opmærksom på, at øget arvebeskatning kan få arveladers arbejdsudbud til både at stige og falde, ganske som virkningen af øget lønbeskatning kan tænkes både at øge og sænke lønmodtagers arbejdsudbud. Det understreger det naturlige i at se bort fra en virkning på arveladers arbejdsudbud i det lovforberedende arbejde, indtil en sådan er blevet påvist.

Det andet princip er funderet i erkendelsen af, at vi aldrig vil få kendskab til samtlige afledte effekter af en politikændring. Men, vil princippet tilsige, vi bør tage højde for det, vi trods alt ved: Det er bedre, at navigere i dunkelt projektørlys end at skulle famle sig frem i blinde. I vores forårsrapport har vi bidraget med viden om virkningen af arvebeskatning på arbejdsudbuddet for arvemodtagere, hvilket udfrier os fra at handle i totalt mørke. 

Det er klart, at hvis der kan rejses faglige indvending over for vores analyse, kan det godtgøre at evidensen ignoreres. Vi er dog ikke bekendt med, at der skulle foreligge en sådan. I modsat fald bør analyseresultaterne ifølge grundprincipperne inddrages. Hvis man beslutter sig om noget andet med henvisning til, at vi ikke kender alle virkninger af arvebeskatningen, vil den eneste principfaste konsekvens være, at man helt holder op med at regne på dynamiske effekter fremadrettet. 

Vi er klar over, at der kan mobiliseres ideologiske argumenter imod arvebeskatning (ganske som der kan argumenteres modsat, rent ideologisk). Men ideologiske standpunkter bør ikke smitte af på, hvordan der regnes i ministerierne. Hvis vi ophører med at forholde os til virkeligheden, som den tager sig ud, blot fordi vi ikke "kan lide", hvad vi ser, har vi brolagt en meget direkte vej tilbage i klippehulen.