Bæredygtig? Naturen har gode tider til gode

Der findes mange bud på, hvad der menes med bæredygtig udvikling. Økonomer ser ofte en bæredygtig udvikling som kendetegnet ved, at velfærden for fremtidige generationer, skal være mindst lige så god, som for nuværende generationer. Det omfatter blandt andet den økonomiske og miljømæssige velfærd. Nationalformuen i bred forstand, inklusive værdien af miljøgoder, naturressourcer, uddannelse og viden, angiver de muligheder for velfærd, samfundet råder over. Et mål for en bæredygtig udvikling er således, at nationalformuen i bred forstand ikke bliver mindre over tid.   

I den seneste miljøøkonomiske rapport har vi opgjort udviklingen i Danmarks nationalformue i bred forstand tilbage til 1980. Opgørelsen tyder på, at udviklingen ikke var bæredygtig i 1980’erne, men vendte til at blive det omkring 1990. Det skyldes, at vi i starten af perioden brugte flere ressourcer, end der blev skabt, med en faldende nationalformue til følge. De sidste 30 år har værdien af nationalformuen imidlertid steget, hvilket er i tråd med en bæredygtig udvikling. Den blå kurve i figuren viser ændringen i værdien af nationalformuen i bred forstand.

Figur 1 Ændring i nationalformuen i bred forstand

Væksten i nationalformuen de seneste årtier dækker imidlertid over, at værdien af natur- og miljøressourcer igennem hele perioden er blevet forringet. Dette er vist ved den grønne kurve i figuren, som i hele perioden ligger under nul. Dette skyldes især luftforurening, globale udledninger af CO₂ og udtømning af ressourcerne i Nordsøen. Værditabet har imidlertid været aftagende gennem perioden, hvilket hovedsageligt skyldes, at luftforureningen er faldet markant de sidste 30 år som følge af international regulering.

I modsætning til natur- og miljøressourcerne har ændringen i værdien af menneskeskabte ressourcer såsom viden og uddannelse, aktier og obligationer været positiv i hele perioden, vist ved den brune kurve i figuren. Den markante stigning i værdien af de menneskeskabte ressourcer skyldes først og fremmest, at Danmarks finansielle opsparing i udlandet er steget kraftigt. Derudover er humankapitalen vokset jævnt, som følge af et stigende dansk uddannelsesniveau.

Når vi finder, at den samlede nationalformue i bred forstand er vokset de seneste årtier, hviler det på en antagelse om, at en nedgang i miljø- og naturressourcer kan opvejes af vækst i menneskeskabte ressourcer. Eksempelvis er udtømningen af ressourcerne i Nordsøen forenelig med en bæredygtig udvikling, såfremt nedgangen heri opvejes af vækst i f.eks. danskernes uddannelsesniveau. Dette betegnes som svag bæredygtighed.

Der er imidlertid betydelig usikkerhed forbundet med fastsættelsen af værdien af de forskellige ressourcer, som indgår i opgørelsen af den samlede nationalformue. Det gælder især for natur- og miljøressourcer, hvis disse mindskes så meget, at de nærmer sig en kritisk grænse, hvor der kan ske betydelige ændringer i de fremtidige levevilkår. Dette kan være tilfældet for klimaet som følge af den fortsatte udledning af drivhusgasser. Denne usikkerhed kan man tage højde for ved at kræve såkaldt stærk bæredygtighed, hvor f.eks. øgede drivhusgasudledninger ikke kan opvejes af en vækst i menneskeskabte ressourcer. I figuren svarer det til, at ingen af kurverne må ligge under nul. Følger man dette kriterium har udviklingen i Danmark de seneste 35 år ikke været bæredygtig.

En anden usikkerhed ved vores opgørelse er, at den ikke omfatter alle faktorer, der potentielt kan påvirke velfærden. Vores opgørelse af udviklingen i nationalformuen i bred forstand omfatter flere ressourcer end sammenlignelige opgørelser i den internationale litteratur, men det har ikke været muligt at opgøre værdien af udviklingen i f.eks. biodiversitet og folkesundheden.  For biodiversitetens vedkommende er den præcise udvikling de seneste 35 år svær at måle, og dermed værdisætte. Der er dog generel enighed om, at udviklingen i biodiversiteten går i den forkerte retning. Det vil sige, at hvis vi kunne medregne biodiversiteten i opgørelsen, ville det trække den samlede vækst i nationalformuen ned.

Der er imidlertid også faktorer, der trækker i den modsatte retning. Eksempelvis er danskernes forventede levealder steget med over 5 år siden 1980. Alt andet lige må det forventes, at en højere levealder giver en højere velfærd. Hvis denne effekt var medtaget, ville det derfor trække den samlede vækst i nationalformuen op. Begge områder bør søges medtaget i fremtidige opgørelser.  

Der er således usikkerhed forbundet med opgørelsen af ændringen i nationalformuen i bred forstand. Derfor er det svært at fastslå entydigt, hvorvidt udviklingen i Danmark de seneste årtier har været bæredygtig. Vores opgørelse tyder imidlertid på, at udviklingen i natur- og miljøressourcer har tæret på nationalformuen, mens de menneskeskabte ressourcer har forøget den. Lægger man de to sammen til en samlet ændring, giver det en vækst i nationalformuen i bred forstand de sidste 30 år. Det vil sige, at fremtidsudsigterne for danskernes velfærd er bedre nu, end de var for en generation siden.