Dansk Økonomi: Udsigter for 2023

De sidste par år har været spændende, hvis man er makroøkonom. Desværre. Først en pandemi, hvis lige ikke er set siden den Spanske syge i 1918. Dernæst et voldsomt inflationsudbrud. Ifølge vores seneste vurderinger ender inflationen i 2022 på godt 8 procent, hvilket er ca. 6 pct.point over prisstigningstakten i 2021. En sådan år-til-år acceleration i inflationen er ikke set siden 1974, hvor den første oliekrise hærgede.

Når man tager disse begivenheders sjældenhed i betragtning, er det velsagtens oplagt, at de makroøkonomiske udsigter er temmelig usikre. I dét der følger vil jeg berette lidt om, hvad vi i Formandskabet for De Økonomiske Råd tror vil ske i forhold til inflation og beskæftigelse i 2023, men også hvad vi ikke véd, og som vil have indflydelse på, hvad der faktisk kommer til at ske.

På inflationsområdet forudser vores seneste prognose, at inflationen aftager til omkring 5 procent i 2023. Dét skøn er delvist baseret på en forventning om faldende energipriser, hvor forventningerne er afluret ved at studere, hvordan de handlende på finansmarkederne opfører sig. Det taler for faldende dansk inflation i det kommende år, hvilket understøttes af de af vores analyser, der viser, at ca. halvdelen af inflationen i Danmark i 2022 kan forklares ved energiprisudviklingen.

Den anden halvdel af inflationen i 2022 vurderer vi er kommet fra importprisudviklingen, der i lighed med energipriserne er drevet af internationale forhold. Samlet set er dén inflation, vi har oplevet herhjemme, altså kommet til os udefra. I takt med at centralbanker verden over dæmper efterspørgslen vha. pengepolitikken, må det ventes at reducere importprisstigningerne. Og det fører lavere dansk inflation med sig, ganske som faldende energipriser gør det.

Hvis inflationen er skabt uden for landet, så følger det, at indenlandske løn-prisdynamikker ikke har bidraget til inflationen herhjemme i 2022. Det ses også tydeligt ud fra, at reallønnen er faldet markant. Men det vil ikke vare ved.

Når den fremadrettede lønudvikling aftales i 2023, vil det utvivlsomt vise sig afgørende, hvilke fremadrettede inflationsforventninger arbejdsmarkedets parter lægger til grund. Jo højere inflationsforventninger, desto større nominelle lønstigninger. Jo højere nominelle lønstigninger, desto større er risikoen for, at løn-prisdynamikker fremadrettet driver inflationen op. Ændringer i forventningsdannelsen er umulige at forudsige, og dét repræsenterer en afgørende vigtig ukendt faktor med betydning for den faktiske inflation i 2023 såvel som efterfølgende år.

Det turde være klart, at løn-prisdynamikker i resten af Europa ligeledes kan drive inflationen op, hvilket i så fald vil blive importeret til Danmark. Inflationsforventninger påvirkes utvivlsomt af mange ting. Men centralt må stå, om markedsaktørerne har tillid til, at Den Europæiske Centralbank med tiden bringer inflationen ned på de 2 pct., den er traktatmæssigt forpligtet til at sigte efter. Det har markedsdeltagerne tillid til i dag. Vil vi kunne sige det samme, når vi ser tilbage på 2023?

På beskæftigelsesområdet er vores seneste skøn et beskæftigelsesfald på ca. 100.000. Det kan lyde voldsomt, og vi skal også tilbage til finanskrisen for at finde et større fald. Men det forventede fald skal ses i lyset af, at den danske beskæftigelse p.t. vurderes at være betydeligt over det strukturelle niveau – dvs. beskæftigelsesniveauet, hvis der hverken er høj- eller lavkonjunktur.

Hvis beskæftigelsen falder gennem 2023, som prognosen spår, så ligger den ikke ret meget under det strukturelle niveau ved udgangen af 2023. Stort set hele faldet er dermed reelt set udtryk for en normalisering af konjunkturerne på beskæftigelsesfronten. Det kan godt vise sig at være for optimistisk, selvom kurven for beskæftigelsen endnu ikke er begyndt at pege nedad. Det vil i særdeleshed være for optimistisk, hvis inflationen viser sig mere vedvarende, end det vi regner med – eksempelvis grundet skift i retning af højere inflationsforventninger. Det vil næsten uvilkårligt kræve højere centralbankfastsatte renter, hvilket må ventes at dæmpe aktiviteten yderligere. I dét scenarie kan økonomien nærme sig en tilstand, der i 1970’erne fik betegnelsen ”stagflation”.

Der er dog endnu basis for optimisme. Dansk økonomi er blevet ugunstigt påvirket udefra, men den står på et stærkt fundament. De offentlige finanser er stærke, beskæftigelsen er høj, og der er i øvrigt spæde tegn på, at inflationen måske allerede er på vej ned. Der er dermed grund til at tillade sig at håbe, at dansk økonomi er i god gænge næste år ved denne tid.