Giv kommunerne ens vilkår!

I kronikken i går argumenterede vi for, at kommunernes ret til at fastlægge serviceniveauet i den enkelte kommune skal følges af et krav om, at de også selv skal sikre den nødvendige finansiering. Der er imidlertid store forskelle mellem kommunernes økonomiske vilkår og dermed mulighed for at finansiere de kommunale serviceydelser.

Det kommunale udligningssystem omfordeler store beløb fra rige kommuner til fattige kommuner og udjævner dermed en del af disse forskelle. Dette system står foran en større revision. Indenrigsministeren har derfor nedsat en arbejdsgruppe, der skal stille forslag til en reform af udligningssystemet, og det må forventes, at også den kommende strukturkommission vil inddrage udligningssystemet i deres overvejelser. En revision af udligningssystemet kan indebære betydelige gevinster eller tab for den enkelte kommune. Flere borgmestre har i den offentlige debat udtrykt stor utilfredshed med det nuværende udligningssystem. De fleste kommuner er utilfredse, fordi de mener, at der bliver udlignet for lidt, og de resterende finder, at der bliver udlignet for meget.

Den store uenighed bliver krydret med en lang række argumenter af økonomisk natur. I sidste ende er det imidlertid et politisk spørgsmål, hvorvidt man vil give kommunerne samme muligheder, eller om man vil give velhavende kommuner muligheden for at have et mere fordelagtigt skat-service forhold end fattige kommuner. I valget mellem disse alternativer er det dog vigtigt ikke at lade tvivlsomme økonomiske argumenter påvirke beslutningen.

I den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd er forskellige økonomiske argumenter vurderet. Der er som nævnt stor forskel på de enkelte kommuners økonomiske muligheder. Der er således markant forskel på borgernes indkomster mellem kommunerne og dermed deres mulighed for at finansiere de kommunale udgifter. Samtidig betyder forskelle i borgernes alderssammensætning og sociale karakteristika, at kommunernes udgifter til folkeskole, daginstitutioner og ældrepleje varierer betragteligt. Søllerød kommune kunne således sænke skatteprocenten med over 9 pct.point, mens Nakskov kommune ville være nødsaget til at hæve kommuneskatten med mere end 8 pct.point, hvis den kommunale udligning blev afskaffet og udgiftsniveauerne blev fastholdt.

I det nuværende system bliver 45 pct. af forskellen mellem landsgennemsnittet og den enkelte kommunes beskatningsgrundlag og udgiftsbehov udlignet. I beregningen af udligningen tages der udgangspunkt i de gennemsnitlige udgifter på landsplan. Det indebærer, at udligningen ikke afhænger af den enkelte kommunes faktiske udgifter til enkelte persongrupper. I opgørelsen indgår alderssammensætningen i kommunen samt sociale kriterier som eksempelvis antallet af almennyttige boliger. Denne udligning bliver suppleret med en lang række udvidelser. Der er eksempelvis en supplerende udligning inden for hovedstadsregionen og en særlig støtte til kommuner med et lavt beskatningsgrundlag.

Den enkelte borger er kun indirekte berørt af reglerne i udligningssystemet. Det er således ikke ud fra et brugersynspunkt umiddelbart nødvendigt at gøre reglerne let gennemskuelige. Men desværre bliver udligningssystemet fra tid til anden benyttet af borgmestre i enkeltkommuner som forklaring på kommunens problemer. Udligningssystemet kan dermed komme til at dække over manglende effektivitet i den kommunale sektor. Dette kan kun lykkes, fordi systemet er forholdsvis svært gennemskueligt. Kommunalpolitikere i både rige og fattige kommuner kan således dække sig ind under uretfærdigheder i udligningssystemet som årsag til høje kommunale skatter. Det vil derfor være en fordel at sanere regelsættet for at gøre det så gennemskueligt som muligt.

Der kan argumenteres for, at der er behov for at øge det eksisterende niveau for udligning, således at forskelle i beskatningsgrundlag og udgiftsbehov bliver udlignet fuldt ud. De enkelte kommuner bør have de samme muligheder for at tilgodese borgernes behov. Fuld udligning vil få som konsekvens, at de kommunale skatter kommer til afspejle det serviceniveau, der er valgt i den enkelte kommune. Når skatterne som i dag afspejler forskelle i beskatningsgrundlag, vil det kommunale selvstyre derimod kunne medføre store forskelle i kommunernes skat-service forhold. Borgernes bidrag til finansieringen af de statslige ydelser afhænger af deres indkomster og ikke af, hvor i landet de bor. Indretningen af udligningssystemet betyder imidlertid, at det samme ikke gælder for finansieringen af de kommunale ydelser. Hvis to kommuner tilbyder det samme serviceniveau, vil skatteprocenten således være lavest i kommunen med de mest velstillede borgere.

Som argument mod højere udligning anføres ofte, at huspriserne er højere i hovedstadsregionen. De høje huspriser afspejler imidlertid netop de fordele, der kan være forbundet med at bo i hovedstadsregionen. Det kan være bedre muligheder for at finde beskæftigelse, glæden af mange kulturtilbud og et mere udbygget transportsystem . Et lavere udligningsniveau og dermed en lavere skat i hovedstadsregionen vil kun betyde endnu højere huspriser, og dermed en fortsat forskel i disponibel indkomst efter boligudgifter. Hvis det endelig skulle lykkes at sikre den samme disponible indkomst, ville det ikke kunne opfattes som retfærdigt.

Det fremføres undertiden, at udligningsordningerne indebærer, at kommunerne ikke har incitamenter til at sikre den lokale erhvervsudvikling i kommunen. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at den del af indkomsten, der er tilbage i borgerens lomme efter skattebetaling, ikke bliver udlignet. En effektiv erhvervspolitik, der skaber merbeskæftigelse og merindtægter til kommunens borgere, vil derfor resultere i en højere disponibel indkomst efter skat for kommunens borgere. Dette bør opfattes som en naturlig målsætning for kommunalpolitikerne på lige fod med kommunekassen og den offentligt tilvejebragte service. Hvis kommunalpolitikerne alene ser snævert på den kommunale økonomi, bør borgerne måske se sig om efter bedre lokalpolitikere. Så længe borgernes andel af ekstraindtægten ikke bliver udlignet, eksisterer der stadig et incitament til erhvervsudvikling.

I diskussionen af incitamenter er det samtidig vigtigt at holde sig for øje, at en aktiv kommunal erhvervspolitik kan have negative konsekvenser for nabokommunens erhvervsudvikling. Det samlede antal virksomheder øges ikke nødvendigvis, men de kommunale incitamenter og udgifter afgør blot, hvor de placeres.

Den usikkerhed, der er forbundet med beregningen af udligningen, bliver ofte benyttet som argument mod fuld udligning. Men det er ikke oplagt, hvorfor usikkerheden i sig selv skulle være argument mod fuld udligning. Hvis usikkerheden generelt indebærer, at udgiftsbehovet bliver undervurderet i rige kommuner og overvurderet i fattige kommuner, vil mindre end fuld udligning give en mere retfærdig løsning. Mens en udligning på mere end 100 pct. vil være mere retfærdigt, hvis det omvendte gør sig gældende. Det er derfor nødvendigt at vide, i hvilken retning usikkerheden går, før usikkerheden kan indgå i argumenter omkring udligningsniveauet.

De anførte og ofte anvendte argumenter imod fuld udligning er derfor ikke holdbare. Kommunerne bør sikres de samme økonomiske muligheder for at finansiere kommunale serviceydelser ved at hæve det generelle udligningsniveau til omkring 90 pct. Det svarer til det nuværende niveau i hovedstadsregionen. Dermed vil skatteprocenterne i den enkelte kommune afspejle kommunens effektivitet og serviceniveau fremfor forskelle i borgernes indkomst og udgiftsbehov.

Kilde: www.dors.dk