Krisen forøger behovet for reformer der øger arbejdsstyrken

Allerede inden krisen satte ind, var det klart, at der er behov for reformer på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at der er bred politisk enighed om på den ene side at forhindre stigninger i skattetrykket og på den anden side at sikre, at velfærdsydelserne og overførselsindkomsterne i fremtiden kan vokse i takt med de generelle indkomster. Disse to ting kan ikke opnås samtidig, hvis ikke en større andel af befolkningen kommer i beskæftigelse.

Den økonomiske krise har betydet, at vi har fået større underskud på de offentlige finanser, end vi ellers ville have haft. Og vi må se frem til, at dette forsætter i en periode. Det betyder, at vi vil have en større offentlig nettogæld, når den økonomiske udvikling er normaliseret. For hver 100 mia. kr. som nettogælden er større end forventet, forøges det langsigtede finansieringsproblem med omkring 1 mia. kr., hvis det antages, at renten korrigeret for produktivitetsvækst og inflation er 1 pct. Dvs. for hver 100 mia. kr. ekstra nettogæld, skal der findes en permanent forbedring af de offentlige finanser, som hver år giver ca. 1 mia. kr. ekstra i kassen (målt med dagens indkomstniveau).

Der er to sider i denne konstatering: Den positive side er, at øgede offentlige udgifter i et enkelt år stort set ikke påvirker holdbarheden. En stigning i de offentlige bruttoudgifter på 10 mia. kr. i et enkelt år giver et fald i nettoindtægterne til den offentlige sektor på mindre end 5 mia. kr., fordi godt halvdelen kommer ind igen i form skatter og afgifter. En forværring af det offentlige budget i et år med 5 mia. kr. forværrer således kun holdbarhedsproblemet med 50 mio. kr.

Den negative side er, at det ikke kun er de konstaterede underskud, der bidrager til forøgelsen af holdbarhedsproblemet. Det er forskellen mellem de konstaterede underskud og den forventede udvikling fra før krisen. Forventningen før krisen var, at Danmark gradvist ville bevæge sig fra toppen af højkonjunkturen i 2007 og mod en normal konjunktur i 2015. Forventningen var derfor, at der ville være ekstraordinære overskud som gradvist blev mindre frem mod 2015. Disse ekstraordinære overskud er indregnet i det finansieringsproblem, som Arbejdsmarkedskommissionen blev sat til at finde finansiering af.

Der er derfor ikke tvivl om, at holdbarhedsproblemet er blevet større, end det forventedes inden krisen, alene fordi udviklingen i de offentlige finanser er dårligere end forventet. Det kan ikke udelukkes, at dette i sig selv kan forværre holdbarhedsproblemet med 3 til 4 mia. kr. Dvs. der skal findes offentlige nettoindtægter på 3 til 4 mia. kr. om året alene til at dække den forøgede offentlige nettogæld i 2015. Hertil kommer, at der kan være længerevarende negative konsekvenser for de offentlige indtægter, som følger af et forøget antal langtidsledige og en risiko for at flere trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Stigningen holdbarhedsproblemet som følge af den forøgede gæld afhænger af den forventede forskel mellem rente på den ene side og produktivitetsvækst og inflation på den anden. Den danske produktivitetsvækst har været lav i det seneste ti-år. Hvis man lægger til grund, at dette fortsætter i fremtiden, er det sandsynligt, at realrenten korrigeret for vækst bliver højere. Hvis realrenten korrigeret for vækst f.eks. bliver 2 pct. vil 100 mia. kr. ekstra nettogæld give et langsigtet finansieringsproblem på 2 mia. kr. og man kan derfor argumentere for at holdbarhedsproblemet med denne forudsætning er vokset med, hvad der svarer til forøget behov for offentlige nettoindtægter på op til 6 til 8 mia. kr. om året.

Forværringen af holdbarheden som følge af den forøgede gæld kan sammenlignes med effekten af den gennemførte skattereform, som forventes at forbedre holdbarheden med 5½ mia. kr. Som en anden illustration kan nævnes, at Arbejdsmarkedskommissionen beregner, at en fremrykning af effekten af velfærdsreformen fra først at få virkning i 2019 til i stedet at få virkning fra 2011 vil give en forbedring af holdbarheden på 5 mia. kr.

Alternativt kan forværringen måles i form af krav til øget beskæftigelse. Hvis forværringen på de 4 mia. kr. finansieres ved at nuværende overførselsindkomstmodtagere permanent overgår til beskæftigelse kræves en varig stigning i beskæftigelsen på ca. 13.000 personer alene for at finansiere den forventede forværring af den offentlige nettogæld 2015 i forhold til skønnet før krisen.

Eksemplerne finansierer alene den stigning i problemet, som skyldes den forventede forværring af nettogælden frem mod 2015. Ud over dette problem udestår løsningen af det oprindelige holdbarhedsproblem – som der fortsat ikke er konkrete forslag til løsning af.