Er støtten til vindmøller og biomasse nødvendig?

I januar fremlagde EU-Kommissionen et klimapolitisk udspil, der lægger op til en kraftig reduktion i EU's samlede CO₂-udledning. I den forbindelse rummer den nye rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd en god nyhed: Vi kan i Danmark reducere vores CO₂-udledning fra el- og fjernvarmeproduktionen betragteligt, og det koster ikke ret meget. El- og fjernvarmeproduktionen står for ca. halvdelen af den danske udledning, så det er virkelig noget, der batter.

Det vil kun koste os i alt 2 mia. kr. – eller ca. 25 kr. pr. dansker pr. år – hvis vi sammen med vore nabolande (Sverige, Finland, Norge og Tyskland) reducerer el- og fjernvarmesektorernes udledning med 50 pct. frem til 2025. Det skyldes kort fortalt, at de grønne teknologier som vindmøller og biomasse ikke er særligt meget dyrere end de traditionelle teknologier, der er baseret på f.eks. kul og gas. Men så billige CO₂-reduktioner kræver, at man politisk skaber de nødvendige rammer – herunder effektive markeder.

Et godt instrument er CO₂-kvoter: De fungerer ved, at myndighederne udsteder et antal CO₂-kvoter (eller udledningstilladelser), svarende til målet for CO₂-udledningen.
 

Hvis en virksomhed vil udlede CO₂, skal den købe en kvote for hvert ton CO₂. Derved bliver vedvarende energi stillet mere fordelagtigt. Virksomheder, der kan reducere udledningen billigt, vælger så at udlede mindre CO₂, mens virksomheder, der har høje reduktionsomkostninger, vælger at købe kvoter. Det sikrer, at reduktionen sker, hvor det er billigst.

EU har i dag et marked for CO₂-kvoter. Markedet er efterhånden nogenlunde velfungerende, men der er et behov for fremover at sikre et effektivt marked uden smuthuller. Her har de europæiske politikere en stor opgave for sig i de kommende år! Hvis kvotemarkedet fungerer, kan vi nedbringe CO₂-udledningen uden yderligere tiltag. Et velfungerende kvotemarked er udgangspunktet for vores analyser.

Udformningen af spillereglerne på markedet er vigtig. I dag forærer man f.eks. kvoter til el- og fjernvarmeproducenterne på baggrund af deres historiske udledning. Det er der imidlertid ingen grund til, og EU-Kommissionen har da også foreslået at gå bort fra dette og i stedet sælge kvoterne. Vores beregninger tyder på, at omkostningen ved 50 pct. CO₂-reduktion vil blive 15 mia. i stedet for 2 mia. kr., hvis man fortsætter med at forære kvoterne væk i stedet for at sælge dem.

Eksistensen af CO₂-kvotemarkedet har stor betydning for, hvordan dansk energipolitik mest hensigtsmæssigt bør udformes. Som det nylige energipolitiske forlig viser, kan politikerne fristes til at supplere kvotemarkedet med yderligere regulering – konkret i form af en mærkbar forøgelse af støtten til vindmøller og biomasse. Men bemærk: Den samlede udledning af CO₂ fra el- og fjernvarmesektoren i EU reduceres ikke af øget støtte til vindmøller i Danmark. Flere vindmøller i Danmark reducerer nemlig ikke antallet af CO₂-kvoter i EU,  fordi danske energiproducenter blot sælger kvoter til andre lande i EU, som så kan udlede mere CO₂, fordi vi udleder mindre.

Desværre bliver der i dag stort set ikke investeret i nye grønne teknologier i Danmark, selv om EU's kvotemarked sammen med den hidtidige regulering gør disse teknologier rentable. Hvorfor?

En af årsagerne er, at kvotemarkedet reelt først er begyndt at fungere efter hensigten fra 1. januar 2008, fordi man fra det tidspunkt har strammet tildelingen af kvoter mærkbart. Det tager naturligvis tid at gennemføre større investeringsprojekter, så derfor har el- og fjernvarmesektoren endnu ikke nået at tilpasse sig de nye spilleregler.

Der kan desuden være forskellige barrierer: Hvis el- og fjernvarmeproducenterne er usikre på energi- og miljøpolitikken og ikke tror, at kvotemarkedet vil fungere fremover, vil de ikke investere i grønne teknologier. Og hvis det ikke er muligt at finde egnede placeringer for vindmøller og kraftværker f.eks. på grund af lokal modstand, kan producenterne ikke foretage de investeringer, de gerne vil. Der er altså et stort behov for at skabe politisk troværdighed og stabilitet omkring energi- og miljøpolitikken og for at skabe de nødvendige rammer for, at producenterne kan reagere på markedssignalerne. Med troværdige og stabile rammer vil kvotemarkedet kunne sikre CO₂-reduktionen.

Vi er af Klimaministeren blevet belært om, at man politisk også ønsker forsyningssikkerhed og derfor bør støtte vindmøller. Argumentet holder imidlertid ikke, som vi forklarede i vores seneste rapport. Hvis man ønsker forsyningssikkerhed, bør man i stedet fokusere på at reducere brugen af olie og gas, der i vidt omfang kommer fra politisk ustabile regioner. Det kan f.eks. ske ved en hårdere beskatning af olie og gas. Et generelt krav om at øge andelen af vedvarende energi er ikke et præcist virkemiddel i denne sammenhæng, da den vedvarende energi f.eks. meget vel kan blive brugt til at erstatte kul, hvor der ikke er noget problem med forsyningsikkerheden. Man må også gå ud fra, at der ikke er noget problem med at sikre de indbyrdes energileverancer mellem EU-landene. Derfor er det uhensigtsmæssigt at kræve, at hvert enkelt EU-land skal nå et bestemt mål for andelen af vedvarende energi for at øge forsyningssikkerheden, da dette vil betyde, at potentielle gevinster ved handel med energi sættes over styr.

Ved at støtte vindmøller og biomasse støtter man teknologier, der allerede i dag, med den gældende CO₂-kvotepris på omkring 150 kroner per ton, er blevet rentable. Det er i bedste fald blot en unødvendig overførsel af midler fra forbrugerne til producenterne. I alvorligere tilfælde kan det lede til uhensigtsmæssig teknologisammensætning og dermed en samfundsøkonomisk omkostning.

På lang sigt er der ikke tvivl om, at vejen frem er at få udviklet flere grønne teknologier. Det gøres imidlertid bedst ved gradvis at reducere tildelingen af CO₂-kvoter og ved at hæve CO₂-afgifterne på den ikke-kvotebelagte sektor, så CO₂-forureningen bliver så dyr, at det automatisk bliver rentabelt at udvikle og bruge grønne energiteknologier. Derudover kunne vi i stedet for at give erhvervsstøtte til vindmøller bruge pengene til at forske i og udvikle ny teknologi. Det skal dog også bare lige gøres på den rigtige måde!

Der bør gives offentlige midler til forskning, og disse midler bør tildeles på baggrund af en faglig, ikke en politisk, vurdering af forskningens potentiale. Der kan også gives støtte til at udvikle teknologier til at kunne anvendes i produktionen. Det kan f.eks. ske ved at staten træder ind som medejer og prioriterer de demonstrationsprojekter, hvor de involverede virksomheder selv vil betale den største del. Men i sidste led i kæden, produktionen, bør markedsmekanismen gøre arbejdet og politikken bør rettes mod at sikre de nødvendige rammer.

Der er altså en lys grøn fremtid for Danmark: Vi kan reducere CO₂-udledningen billigt, og vi kan roligt arbejde for ambitiøse CO₂-mål på EU-plan. Vi kan også på langt sigt arbejde for at udvikle grønne teknologier, men det kræver, at der skabes de politiske rammer for, at markedsmekanismerne kan fungere. Ellers kan regningen blive langt højere end nødvendigt.