Udsigt til økonomisk nedtur - Hvad bør der gøres?

Udsigterne for dansk økonomi er blevet drastisk forværret de seneste måneder i takt med, at den internationale finansielle krise er eskaleret til et omfang, der ikke er set værre siden 1930’ne. Krisen har spredt sig til hele verdensøkonomien og har ført til voldsomme fald i aktiekurserne, stigende lånerenter og omfattende problemer i den finansielle sektor. Det har igangsat et mærkbart internationalt tilbageslag, der rammer Danmark på et tidspunkt, hvor konjunkturen i forvejen var svækket på grund af nedturen på boligmarkedet.

Den økonomiske nedtur forstærkes af den ’kreditklemme’, som finanskrisen har ført med sig. Både i udlandet og i Danmark er bankerne blevet mere tilbageholdende med at låne til hinanden på grund af manglende tillid og frygt for, at modparten går konkurs. De danske banker er afhængige af store lån fra udenlandske banker, og de tilfrosne kreditmarkeder har gjort det vanskeligt at få fornyet disse lån. Når de udenlandske banker lukker kassen i, bliver de danske banker nødt til at begrænse udlånene til danske forbrugere og virksomheder, og det er derfor blevet vanskeligere at låne i banken. Den øgede usikkerhed og lånebegrænsningerne hæmmer såvel forbruget som erhvervslivets investeringer. Samtidig har den forøgede usikkerhed betydet, at internationale investorer sælger danske realkreditobligationer til fordel for tyske og amerikanske statsobligationer. Det fører til højere renter på realkreditlånene, hvilket forringer boligejernes økonomiske situation og forstærker nedgangen på boligmarkedet.

Alt dette er baggrunden for vor forventning om, at dansk økonomi skal igennem et par år med direkte fald i efterspørgsel og produktion og deraf følgende stigning i ledigheden. Udsigten til en længerevarende økonomisk nedtur har igangsat en livlig debat om behovet for en lempelse af finanspolitikken i form af skattelettelser eller højere offentlige udgifter, og i USA og EU planlægges allerede betydelige finanspolitiske lempelser. Det er særdeles positivt, at EU nu lægger op til en samordning af medlemslandenes finanspolitik, for de krisepolitiske tiltag virker mere effektivt, når de koordineres. En effektiv krisepolitik betyder dog ikke, at alle lande bør lempe finanspolitikken i samme omfang og på nøjagtigt samme tidspunkt, da de enkelte lande har forskellige udgangspunkter. I Danmark har vi således stadig en rekordlav arbejdsløshed, hvorimod arbejdsløsheden i USA og i de fleste EU-lande er mange gange højere. Denne væsentlige forskel er baggrunden for vor anbefaling af, at Danmark på den korte bane ”sparer på det finanspolitiske krudt” for at have mere at fyre af, når der virkelig bliver brug for det.

Pointen er, at lavere skatter eller højere offentlige udgifter i dag kræver en opstramning i form af højere skatter eller lavere udgifter senere hen, hvis de offentlige finanser skal hænge sammen på lang sigt. Dermed er der en grænse for, hvor meget man kan lempe finanspolitikken på kort sigt uden at destabilisere de offentlige finanser på lang sigt, eller sagt mere populært: Der er grænser for, hvor meget krudt man har at fyre af. Derfor er det vigtigt, at en finanspolitisk lempelse sættes ind, når der er mest brug for den, og når den har den størst mulige effekt.

Den danske finanslov for 2009 indebærer allerede en finanspolitisk lempelse i form af skattelettelser og øget offentligt forbrug. En yderligere lempelse her og nu ville være dårlig timing, eftersom ledigheden stadig er rekordlav og fortsat vil være historisk lav til næste år. Selv om ledigheden er stigende, er der stadig mangel på arbejdskraft på dele af det danske arbejdsmarked – en ledig håndværker kan f.eks. ikke erstatte en manglende ingeniør. Den fortsatte mangel på visse typer af kvalificeret arbejdskraft betyder, at en del virksomheder vil få svært ved at øge produktionen tilstrækkeligt, hvis man via finanspolitikken pumper mere købekraft ud i økonomien her og nu. En stor del af den ekstra købekraft vil derfor blive brugt på at importere flere varer fra udlandet frem for at skabe mere produktion og beskæftigelse i Danmark. Med andre ord vil man ikke få nok indenlandsk aktivitet for pengene, hvis man lemper finanspolitikken yderligere på den korte bane. Samtidig risikerer man at fastholde den nuværende situation, hvor de danske lønstigninger ligger væsentligt over lønstigningerne i vore samhandelslande, så den danske konkurrenceevne løbende forværres. Det kan give bagslag senere hen, da nedturen i verdensøkonomien givetvis vil medføre skærpet priskonkurrence på de internationale markeder i de kommende år.

Som konjunkturudsigterne tegner sig nu, bør man derfor undlade yderligere finanspolitiske lempelser for 2009. Dermed vil man kunne tillade sig en større lempelse af finanspolitikken i forbindelse med finansloven for 2010, hvis der skulle blive brug for det. I den seneste vismandsrapport forventer vi, at ledigheden i løbet af 2010 vil bevæge sig noget op over det niveau på ca. 100.000 personer, der må forventes i en ”normal” konjunktursituation. Hvis denne vurdering holder stik – hvilket man bedre kan vurdere, når vi er kommet et stykke ind i næste år – vil der være god grund til at lempe finanspolitikken fra starten af 2010. På det tidspunkt vil man få langt mere ”aktivitet for pengene”, og risikoen for, at lempelsen primært vil blive omsat i højere import og højere lønstigninger, vil være langt mindre.

Den økonomiske og finansielle udvikling i de seneste måneder har været så turbulent, at enhver konjunkturprognose risikerer at blive forældet i løbet af meget kort tid. Hvis vor seneste prognose er for pessimistisk, bliver der muligvis slet ikke brug for en finanspolitisk lempelse i 2010. På den anden side er der også en reel risiko for, at den økonomiske udvikling gennem 2009 bliver endnu dårligere end forudset i vor rapport. Man kan derfor ikke udelukke, at en yderligere finanspolitisk lempelse allerede en gang i 2009 kan vise sig at være ønskelig. Under alle omstændigheder vil det være klogt allerede nu at lægge planer for, hvordan en eventuel kommende lempelse bedst kan skrues sammen, så den kan sættes ind i rette tid, hvis der bliver behov for den.

Der er lagt op til, at der skal gennemføres en skattereform med virkning fra 2010. En eventuel lempelse af finanspolitikken kunne ske i forbindelse med skattereformen. Reformens indkomstskattelettelser kan gennemføres allerede fra 2010, og finansieringstiltagene (f.eks. højere grønne afgifter) kan indfases gradvist, så de først slår fuldt igennem på et senere tidspunkt, hvor konjunktursituationen er bedre. En sænkning af skatten på arbejdsindkomst bringer flere i beskæftigelse og øger det langsigtede produktionsniveau. Det vil forbedre de offentlige finanser på lang sigt og dermed give plads til en vis underfinansiering af skattereformen på kort sigt. En midlertidig underfinansiering, der øger de disponible indkomster i indfasningsperioden, kan være med til at holde hånden under boligmarkedet i tilfælde af, at en kommende skattereform indeholder elementer (som f.eks. en skat på boligkapitalgevinster), der på længere sigt vil øge omkostningen ved boligbesiddelse.

Et alternativ til at lempe finanspolitikken i forbindelse med en skattereform kan være at øge det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer. Disse udgifter har en kraftigere kortsigtet effekt på aktiviteten end skattelettelser, fordi en del af en skattelettelse vil blive anvendt til opsparing og til import frem for øget indenlandsk forbrug. Hvis man vælger at lempe finanspolitikken via højere offentlige udgifter til forbrug og investering, er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at en stigning i de offentlige udgifter på kort sigt nødvendigvis må følges op af efterfølgende stramninger på længere sigt for at undgå en permanent forværring af de offentlige finanser.