Vismænd. Klart behov for topskattelettelser

Kan en skattereform bidrage til at løse både de kortsigtede problemer med stigende arbejdsløshed og de langsigtede problemer med mangel på arbejdskraft? Det er den dobbelte udfordring for Skattekommissionens snarlige forslag til en lavere skat på arbejdsindkomst, som bl.a. forventes finansieret med afgifter, der kan forbedre miljø og klima.

I den seneste rapport til Det Økonomiske Råd (DØR) analyserede vi, om det er muligt at opnå begge disse samfundsøkonomiske gevinster med en skattereform. Svaret er JA.

Der er mindst tre grunde til, at der er behov for en lavere indkomstskat på arbejde. For det første er der brug for en større arbejdsstyrke på langt sigt. Begrundelsen er, at abejds-styrken forventes at falde frem mod 2020 i takt med, at store årgange går på pension, mens små årgange kommer ind i arbejdsstyrken. Samtidig vil det meget større antal ældre betyde en forøget efterspørgsel efter arbejdskraft til pasning og pleje mv. For at reducere det pres på arbejdsmarkedet, der følger af denne udvikling, skal det være økonomisk mere attraktivt at være i arbejde og give en større økonomisk gevinst at arbejde nogle flere timer.

For det andet er der behov for en lavere beskatning af uddannet arbejdskraft, fordi globaliseringen betyder en større konkurrence mellem landene om at tiltrække virksom-heder med høj indtjening. En veluddannet og højt kvalificeret arbejdsstyrke kan derfor bidrage til at sikre et højt fremtidigt velstandsniveau. Ændringen i skattesystemet skal derfor øge tilskyndelsen til uddannelse. Top- og mellemskatten betyder, at højtudannede beskattes relativt hårdere end personer med lavere uddannelse. Det bliver derved in-direkte en skat på uddannelse. Både en sænkning af top- og mellemskattesatsen og en forhøjelse af indkomstgrænsen øger den økonomiske gevinst ved både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Effekten er størst pr. anvendt krone ved en stigning i indkomstgrænsen. Lavere mellem- eller topskat eller højere indkomstgrænse betyder naturligvis også, at skattesystemets indkomstomfordelende virkning bliver mindre. For det tredje skal indkomstskattesystemet indrettes, så det passer til den øgede internationale bevægelighed af arbejdsstyrken. I forhold til andre lande sætter top- og mellemskatten ind ved et relativt lavt indkomstniveau, og skatten af den sidst tjente krone for de højtlønnede er høj i international sammenligning. Det taler for, at det i fremtiden kan blive sværere at tiltrække og fastholde højtuddannet arbejdskraft i Danmark uden en reform af indkomst-skatten.

I DØR-rapporten har vi set på effekten af forskellige sænkninger af skatten på arbejdskraft. Blandt disse giver en sænkning af topskatten og stigning i indkomstgrænsen for topskat mest ekstra beskæftigelse for hver krone, som anvendes på skattesænkningen. En sænkning af topskatten med 1 pct. eller en forhøjelse af grænsen for topskat med 10.000 kr. koster omtrent det samme og giver en merbeskæftigelse på henholdsvis knap 2000 personer og 2500 personer. Stigningen skyldes næsten udelukkende, at de beskæftigede øger deres arbejdstid. I begge tilfælde kommer ca. 60 pct. af de penge, som skatte-sænkningen koster, tilbage igen i form af øgede indkomstskatter som følge af den øgede arbejdstid.

Sænkning af skatten for personer, som ikke betaler top- eller mellemskat, giver langt mindre effekt på beskæftigelsen pr. krone, der gives ud. Det betyder, at hvis skattelettelsen deles ud på alle beskæftigede, får man en mindre effekt på den samlede beskæftigelse. Der er derfor en politisk afvejning mellem på den ene side skattereformens fordelingsvirkning og på den anden side størrelsen af den velstandsstigning, der kan opnås ved skatteomlægningen.

Dette dilemma bliver mere udtalt, når finansieringen af skatteomlægningen tages med i betragtning. Hvis finansieringen sker ved en stigning i f.eks. de grønne afgifter, stiger varernes pris. Der er ikke en gevinst ved reduktionen af skatten, som kan give højere tilskyndelse til arbejde for den enkelte, hvis ikke der kan købes flere varer end før om-lægningen af beskatningen.

Derfor har en ændring i de indirekte skatter stort set samme betydning for den enkeltes arbejdsudbud som en ændring i de direkte arbejdsindkomstskatter. En omlægning fra indkomstskat på arbejde til f.eks. grønne afgifter giver derfor kun er en begrænset samfundsøkonomisk gevinst, hvis ikke top- eller mellemskat ændres.

Da finansieringen med højere grønne afgifter sænker købekraften både beskæftigede og overførselsindkomstmodtagere, er det en ekstra udfordring at få sammensat sænkningen af indkomstskatten på arbejde, så der på den ene side opnås en mærkbar stigning i beskæftigelse og samlet velstand, og på den anden side tages hensyn til virkningen på indkomstfordelingen.

I DØR-rapporten er der lavet eksempler på, hvordan disse hensyn kan afvejes. Her er sænkningen af indkomstskatten sammensat af en stigning i personfradraget, en stigning i beskæftigelsesfradraget og en sænkning i topskatten samt en forøgelse af indkomst-grænsen for topskat. Ideen er, at det højere personfradrag kompenserer overførselsind-komstmodtagere for stigningen i de grønne afgifter, stigningen i beskæftigelsesfradraget sikrer en forøget tilskyndelse til at overgå til beskæftigelse for overførselsindkomst-modtagere, mens topskattesænkningen skal øge tilskyndelsen til at arbejde flere timer og øge tilskyndelsen til at uddanne sig.

Selvom med de omtalte hensyn til indkomstfordelingen i den samlede pakke, er det muligt at øge beskæftigelsen på langt sigt med, hvad der svarer til 20.000 personer, hvis skatte-omlægningen indebærer en samlet sænkning af indkomstskatten med 25 mia. kr.

Man kan imidlertid spørge – som Christen Sørensen gør det i Analyse den 27. februar – om det er relevant at øge tilskyndelsen til, at de beskæftigede arbejder flere timer, når vi sam-tidig forventer en meget betydelig stigning i ledigheden fra de nuværende ca. 50.000 til 100.000 personer ved udgangen af 2009. Vores rapport giver to svar på dette: For det første går det langsigtede problem med for lille beskæftigelse ikke væk, selv om ledigheden stiger i de kommende år. Der er derfor fortsat behov for at sikre, at skattesystemet under-støtter et højt beskæftigelsesomfang. For det andet kan en rigtig timing af skatteomlæg-ningen give en ”kick start” til den private efterspørgsel i de kommende år, hvis skatte-lettelserne gives med det samme, mens finansieringen indføres gradvist. På kort sigt øges indkomsten efter skat, hvilket betyder, at forbrugernes efterspørgsel stiger.

Derved begrænses stigningen i ledigheden. Beregningerne i rapporten peger på, at reduk-tionen i ledigheden kommer op på 11.000 – 15.000 personer inden for de første 5 år. På grund af en forøget gennemsnitlig arbejdstid er stigningen i beskæftigelsen endnu større på kort sigt – svarende mellem 20.000 og 30.000 med den nuværende arbejdstid.

Konklusionen er, at en veltilrettelagt omlægning af beskatningen kan give et markant bidrag til at reducere såvel det kortsigtede ledighedsproblem som det langsigtede problem med at sikre, at udbuddet af arbejdskraft bliver tilstrækkeligt stort. På denne baggrund ser vi frem til Skattekommissionens forslag.