Udsigten for den danske økonomi og den grønne omstilling

Verden over er en afvikling af fossil teknologi i gang, men i Danmark sker omstillingen ikke hurtigt nok. Ifølge Det Økonomiske Råds miljørapport fra 2020 vil den mest omkostningseffektive måde at nå 2030 målet være at pålægge en ensartet drivhusgasafgift på alle økonomiens sektorer.

Vælger man politisk at gå den vej, vil det betyde tab af job, især i landbruget og fødevaresektoren, men det vil blive modvirket af jobvækst i andre sektorer.

Den grønne omstilling kræver derfor efteruddannelse og opkvalificering af medarbejdere fra sektorer, hvor beskæftigelsen bliver presset. Automatisering, globalisering og efterdønningerne fra coronakrisen stiller lignende krav.

Det kræver et velfungerende efteruddannelsessystem, som kan levere de rette kvalifikationer i sektorer, der oplever fremgang. Systemet, som vi kender det i dag, efteruddanner primært indenfor samme branche, som den ansatte hidtil har været beskæftiget i. Der et behov for et eftersyn med henblik på at øge mobiliteten tværs af sektorer.

Den grønne omstilling, med overførsel af arbejdskraft mellem sektorer, foregår sideløbende med en demografisk omstilling. I dag er knap én ud af fem danskere over 65 år, men i 2060 bliver det én ud af fire.

Det betyder, at vi ser ind i en periode med en »hængekøje« for de offentlige finanser, som først vil dykke, men på længere sigt rette sig op. Coronakrisen har løsnet hængekøjen en smule, men der er stadig udsigt til overholdbarhed af de offentlige finanser.

Genopretningen af hængekøjen skyldes levetidsindeksering af pensionsalderen. Som et af de første lande i verden har vi med velfærdsaftalen og tilbagetrækningsreformen sikret de offentlige finanser for fremtidige generationer ved at hæve folkepensionsalderen i takt med stigninger i middellevetiden.

Som Det Økonomiske Råds efterårsrapport fra 2020 viser, er de offentlige finanser overholdbare i det nuværende scenario med levetidsindeksering, og de er netop holdbare, hvis levetidsindekseringen stopper ved 71 år. Det kræver imidlertid, at danskerne forbliver på arbejdsmarkedet op mod pensionsalderen, og dette vil ikke skade de yngres beskæftigelse.

Der er ikke fundet empirisk belæg for, at de ældre tager job fra de yngre. Snarere er der analyser, der tyder på, at sammenhængen mellem de ældres og de yngres arbejdsmarkedsdeltagelse er positiv.

Figuren viser konsekvenserne for saldo af at stanse indekseringen af tilbagetrækningaldrene ved en folkepensionsalder på henholdsvis 69, 70 og 71 år.

Kilde: Dansk Økonomi, efterår 2020.

Som vores seneste rapport fra foråret 2021 viser, har tilbagetrækningsreformen imidlertid haft en mindre effekt end forudsagt. Hvis der herudover sker uventede træk på de offentlige finanser i fremtiden, som under coronakrisen, eller andre ufinansierede velfærdsløft eller skattelettelser, vil det svække holdbarheden.

Formandskabet for Det Økonomiske Råd mener, at det vil være en stor udfordring fortsat at sikre holdbarheden, hvis reformerne tilbagerulles. Men i sidste ende er det en politisk prioritering, om noget af overholdbarheden skal gå til at finansiere tidligere pension.

Fastholde de ældre

Men hvad får seniorerne til at forblive på arbejdsmarkedet? Incitamenterne i pensionssystemet er vigtige, men andre vigtige faktorer er et forbedret arbejdsmiljø, færre fysiske og psykiske jobkrav og øget fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdstiden.

De ældre vægter deres fritid højere end de yngre, og det kan heller ikke udelukkes, at det i nogle tilfælde ikke er et frit valg, at man forlader jobbet. Helbredet og sund aldring spiller også en væsentlig rolle for de ældres beskæftigelse, men vi mangler stadig en dybere forståelse for sammenhængen mellem årsag og virkning, når det gælder disse faktorer. Det er afgørende spørgsmål, fordi den danske stats langsigtsholdbarhed hviler på at kunne fastholde de ældre på jobbet.

Ser vi på de beskæftigede, er spørgsmålet altså, hvordan deres helbred, både det fysiske og det psykiske, påvirkes af arbejdsmiljøet. Spørgsmålet er relevant for alle aldersgrupper, ikke kun de ældre.

Ifølge DA koster sygefravær samfundet over 45 milliarder kroner årligt. Danske studier viser dog, at de arbejdsløse og førtidspensionisterne rapporterer om endnu højere stressniveauer end de beskæftigede.

Stressopfattelse handler ikke kun om indflydelse på jobbet og krav, men også om ens køn, familiesituation og privatøkonomi. Det er en vigtig problematik, men det kræver grundige kausale analyser, inden der kan drages konklusioner.

Udover at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet er det lige så afgørende for holdbarheden at give de unge fodfæste på det. Som vi i 2015 beskrev i en forskningsartikel, er et stort problem, at hver femte unge ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Arbejdsmarkedets kernetropper

Ifølge de seneste tal for Danmarks Statistik er billedet stort set det samme i dag. Samtidig ser vi, at der er en voksende mangel på faglærte. I en anden artikel kiggede mine medforfattere og jeg på, hvad der kan bremse frafaldet på erhvervsuddannelserne. Kompetencer opbygget i folkeskolen er vigtige, men forskellige kompetencer er afgørende for færdiggørelsen af forskellige typer af erhvervsuddannelser.

De samme færdigheder er ikke lige afgørende for færdiggørelsen af eksempelvis en erhvervsuddannelse i teknologi og en i omsorg. Vores resultater understreger folkeskolens rolle med hensyn til at forberede vores unge, ikke kun til de gymnasiale uddannelser, men også til erhvervsuddannelserne.

I aldersspændet mellem de ældre og de unge findes arbejdsmarkedets kernetropper. Under coronakrisen har lønkompensationsordningen holdt job intakte for mange i denne gruppe. Baseret på en afvejning mellem forsikring og effektivitet har man via hjælpepakker bevaret gode jobforhold, men det har betydet en midlertidig opbremsning af markedsmekanismen.

Formandsskabets klare anbefaling er, at i takt med, at samfundet genåbnes, og alle restriktionerne bliver løftet, bør hjælpepakkerne afvikles, medmindre der er tale om tvangslukning. I modsat fald vil virksomhedsdynamikken og dermed produktivitetsudviklingen hæmmes.

Kræver nytænkning

Der har desuden været lempelser på dagpengeområdet under coronakrisen. En længere dagpengeperiode eller en forøget dagpengesats giver mere tid til at søge efter et godt jobtilbud, men øger søgetiden og dermed den strukturelle ledighed.

Forsikringselementet bliver forstærket, men perioden tilbragt i ledighed bliver længere. Det statslige dagpengesystem sikrer en bred gruppe på arbejdsmarkedet på en måde, som et privat tilbud ikke vil gøre, fordi det fravælger de mindre gunstige ansøgere. Men systemet, som vi kender det i dag, kan gøres konjunkturafhængigt.

I lavkonjunkturperioder forlænges dagpengeperioden, eller satsen øges, og omvendt i højkonjunkturperioder. Automatiske ændringer i systemet vil være at foretrække. Hvis ændringer skal besluttes på ny hver gang et behov opstår, så skaber det usikkerhed. Automatiske, konjunkturafhængige ændringer sikrer symmetri med stramninger under højkonjunktur, så der er råd til lempelser under lavkonjunktur.

Yderligere forandringer i økonomien ses for tiden i form af løse, midlertidige ansættelser i især oplevelses- og underholdningsøkonomien (»gig economy«), en støt voksende deleøkonomi, en kraftig stigning i e-handel under coronakrisen samt et ønske om mere hjemmearbejde.

Det kræver nytænkning og nye statistiske begreber, hvis vi skal kunne måle volumen af transaktioner inden for disse nye sektorer, produktions- og arbejdsformer. Desuden kræves ny regulering, så der leves op til kravene indlejret i den danske model.