Dansk Økonomi, forår 2019
Kapitel II: Kapitalindkomstbeskatning
Hovedbudskaber
- Kapitalindkomstbeskatningen udgør en vigtig, men meget kompliceret del af det samlede danske skattesystem. Den har betydning både for fordelingen af befolkningens forbrugsmuligheder og for udviklingen i kapitalapparatet og befolkningens formue
- Optimal beskatning vil afhænge af såvel skattens fordelingsvirkninger som dens påvirkning af den samfundsøkonomiske effektivitet. Analyser i kapitlet viser, at kapitalindkomstskatter generelt virker relativt indkomstudjævnende pr. provenukrone. Eksisterende undersøgelser har meget forskellige bud på opsparingens følsomhed med hensyn til skatten på personlig kapitalindkomst
- En del af den nominelle kapitalindkomst er kompensation for, at købekraften af formuerne løbende udhules af inflationen. Denne del bør ikke beskattes i et neutralt skattesystem
- I forhold til skatten på arbejdsindkomst er beskatningen af især reale renteindtægter meget høj og beskatningen af realindkomsten fra ejerboliger meget lav
- Analyser i kapitlet viser, at virksomhedsejere, der kan vælge mellem at udbetale virksomhedens indkomst som løn eller som udbytte, i væsentligt omfang tager indkomsten ud i den form, der har lavest beskatning (det såkaldte hovedaktionærproblem)
- Selskabsskatten medfører en række forvridninger; mange af disse kan afhjælpes ved at indføre et fradrag for normalforrentningen af egenkapital
Kapitel II kort fortalt
Kapitalindkomstbeskatningen udgør en vigtig del af det danske skattesystem. Der opkræves hvert år ca. 100 mia. kr. i forskellige kapitalindkomstskatter, som udover beskatningen af personlig kapitalindkomst i snæver forstand også omfatter selskabsbeskatning, pensionsafkastskat, aktieindkomstskat og ejendomsværdiskat. Beskatningens indretning er vigtig for såvel opsparing som investeringsniveau i Danmark og dermed for sammensætningen og størrelsen af virksomhedernes kapitalapparat og befolkningens formue. Kapitlet gennemgår en række overordnede problemstillinger, der er relevante for området.
En række forskellige hensyn gør, at det er meget kompliceret at indrette kapitalindkomstbeskatningen hensigtsmæssigt. Det skyldes bl.a., at kapitalindkomst består af mange forskellige elementer, at kapital beskattes på både virksomheds- og personniveau, at afgrænsningen i forhold til anden indkomst kan være vanskelig, at kapitalindkomst også kan være negativ (f.eks. renteudgifter), og at nogle typer kapital er meget mobile internationalt.
Det optimale niveau for kapitalindkomstbeskatningen vil afhænge dels af de samfundsøkonomiske forvridninger, som beskatningen giver anledning til, og dels af skattens fordelingsvirkninger. Der findes empiriske undersøgelser af den personlige kapitalindkomstbeskatnings betydning for opsparingen i Danmark, men der er et ret stort spænd i de elasticiteter, de forskellige undersøgelser kommer frem til. Beregninger i kapitlet viser, at positiv kapitalindkomst er relativt koncentreret blandt højindkomstgrupper. Beskatningen heraf virker dermed mere indkomstudjævnende pr. provenukrone end tilsvarende skatter for arbejdsindkomst.
I fravær af præcis information om det optimale skatteniveau er det naturligt at tage udgangspunkt i et neutralt skatteprincip, dvs. at arbejds- og real kapitalindkomst bør beskattes ens. Den del af kapitalindkomsterne, der blot er en kompensation for, at købekraften af den nominelle formue udhules løbende af inflation, forøger ikke de reelle forbrugsmuligheder og bør derfor heller ikke beskattes. I princippet kunne man indføre et direkte inflationsfradrag på selvangivelsen og beskatte den resterende kapitalindkomst sammen med arbejdsindkomsten. Alternativt kan man, som i dag, beskatte nominel kapitalindkomst, men ved lavere skattesatser end arbejdsindkomst.
Beregninger i kapitlet peger på, at den effektive beskatning af real kapitalindkomst i Danmark i gennemsnit er lavere end for arbejdsindkomst, men den er samtidig meget uensartet. Afkastet af ejerboliger beskattes meget lavt, mens især renteindtægter er højtbeskattet i forhold til arbejdsindkomst. Også skatteværdien af rentefradraget ligger for de fleste husholdninger på et højt niveau.
Kombinationen af selskabsskat og aktieskat modsvarer nogenlunde skatten på arbejdsindkomst, hvilket begrænser det såkaldte hovedaktionærproblem. Analyser i kapitlet viser, at virksomhedsejere i væsentligt omfang tager virksomhedens overskud ud i den form, der har lavest beskatning. Det viser, at hovedaktionærproblemet bør tages alvorligt.
Selskabsbeskatningen opfylder forskellige særskilte formål, men skaber samtidig en række forvridninger, bl.a. for virksomhedernes investeringsniveau. Mange af disse forvridninger kan afhjælpes ved at indføre et fradrag for normalforrentningen af egenkapital. For at begrænse konsekvenserne for de offentlige finanser kan man indfase fradraget, så det kun gives til ny egenkapital.
Beskatning af arv forvrider mindre end almindelig kapitalindkomstbeskatning. Den særlige nedsættelse af arveafgiften for familieejede virksomheder er uhensigtsmæssig og bør afskaffes.
