Kapitel IV: Tilgangseffekter ved ændrede dagpengeregler

Kapitel IV kort fortalt

Kapitlet indeholder en vurdering af grundlaget for de regneregler, der ligger bag ministeriernes opgørelse af, hvor meget ændringer i dagpengereglerne påvirker tilgangen til dagpengeledighed. Denne såkaldte tilgangseffekt er en af måderne, hvorpå indretningen af dagpengesystemet påvirker den samlede ledighed og beskæftigelse. Kapitlet er et led i formandskabets opgave med at vurdere centraladministrationens regneprincipper i form af adfærdsforudsætninger og konsekvensvurderinger for ændringer i den økonomiske politik.

 

Ændringer i dagpengesystemet kan påvirke tilgangen til dagpengeledighed af en række årsager. Det kan blandt andet skyldes, at beskæftigede i opsagte eller midlertidige stillinger, der potentielt er på vej ind i dagpengesystemet, ændrer deres jobsøgningsadfærd. Dermed påvirkes deres sandsynlighed for at finde ny beskæftigelse og som konsekvens heraf også sandsynligheden for, at de overgår til ledighed, fordi deres stilling udløber. Tilgangen til dagpengesystemet kan også blive påvirket af ændringer i dagpengesystemet som følge af blandt andet et ændret antal opsigelser og afskedigelser eller som følge af effekter på virksomhedernes jobskabelse.

 

De økonomiske ministerier anvender den såkaldte dagpengemodel til at vurdere effekter af ændringer i dagpengesystemet. I denne tages højde for én af de mekanismer, der kan skabe tilgangseffekter; sandsynligheden for at finde ny beskæftigelse antages at blive påvirket for beskæftigede på vej ind i dagpengesystemet og for dimittender.

 

Der er en begrænset mængde af videnskabelig litteratur, som belyser størrelsen af tilgangseffekter ved dagpengeregelændringer, men den der eksisterer tyder på, at der er en svag overensstemmelse med ministeriernes forudsætninger

 

For ændringer af den generelle dagpengesats er tilgangseffekten i dagpengemodellen betydeligt større de nyere forskningsstudier tilsiger. Ved ændringer af dagpengeperiodens længde tyder forskningslitteraturen omvendt på, at tilgangseffekten i dagpengemodellen er for lav. Dette er særligt udtalt ved periodeændringer, der ligger ud over de første to års dagpengeperiode. I dette tilfælde forudsættes det i dagpengemodellen, at der ingen ændring sker i tilgangen til ledighed, hvorimod forskningslitteraturen tegner et billede af, at der vil være en effekt på tilgangen til ledighed.

 

Det empiriske grundlag for mekanismen bag tilgangseffekter i dagpengemodellen er desuden ikke overbevisende, da det er baseret på adfærden blandt personer, der havde været ledige imellem end et halvt år og helt op til fire år. Det er ikke oplagt, at adfærden i denne gruppe repræsenterer adfærden blandt personer, der er på vej ind i dagpengesystemet. Tilgangseffekten er således baseret på adfærd, der ligger langt fra den kontekst, som den anvendes i, hvilket betyder, at den eksterne validitet er svag.

 

Det er vigtigt, at centraladministrationen har passende værktøj til at foretage konsekvensberegninger af politiske forslag og lovændringer på dagpengeområdet. En fremtidig sanering af regnereglerne bør søge at inddrage og skaffe et stærkere empirisk grundlag for de mekanismer, som forskningslitteraturen har vist er vigtige for, hvordan ændringer af dagpengeregler påvirker tilgangen til dagpenge.