Økonomi og Miljø 2018
Kapitel III: Klimapolitik frem mod 2030
Hovedbudskaber
-
Danmark er af EU forpligtiget til at reducere sine udledninger af drivhusgasser frem mod 2030 i ikke-kvotesektoren med 39 pct. i forhold til udledningen i 2005. Beregninger, som bl.a. er baseret på analyser af reduktionsomkostninger for landbruget og personbiler i rapportens kapitel I og II viser, at denne reduktions-forpligtigelse kan opnås omkostningseffektivt med en samfundsøkonomisk gevinst på 0,38 mia. kr. om året til følge
-
Beregninger viser, at hvis landbruget friholdes for regulering frem til 2030, vil omkostningerne ved at opnå den danske EU-forpligtigelse i ikke-kvotesektoren øges med 0,31 mia. kr. om året i forhold til den omkostningseffektive regulering. Beregningerne viser også, at det er relativt dyrt at reducere CO2-udledningerne fra personbiler. En omkostningseffektiv regulering involverer derfor ikke yderligere regulering af personbiler
-
En ny aftale fra november 2017 ændrer de grundlæggende principper for EU’s CO2-kvotesystem. Modelberegninger indikerer, at aftalen reducerer den samlede udledning fra EU’s kvotesektor på lang sigt og øger kvoteprisen. Aftalen påvirker også de langsigtede effekter af nationale klimapolitiske tiltag, såsom støtte til VE og annulering af kvoter
Kapitel III kort fortalt
Den danske klimapolitik er styret af både internationale forpligtigelser og selvvalgte, nationale målsætninger. Med udgangspunkt i disse forpligtigelser og målsætninger analyserer kapitlet, hvordan Danmark kan føre en omkostningseffektiv klimapolitik frem mod 2030.
Den selvvalgte, nationale målsætning, om at den danske produktion af vedvarende energi (VE) skal svare til 50 pct. af det danske energiforbrug i 2030, kan medføre yderligere omkostninger i forbindelse med omstillingen til et lavemissionssamfund. Dette skyldes bl.a., at ikke alle drivhusgasudledninger er forbundet med energiforbrug. Derudover er det typisk ikke de samme klimapolitiske instrumenter, som omkostningseffektivt reducerer udledningen af drivhusgasser og sikrer opnåelse af en VE-målsætning. Formandsskabet anbefaler derfor at langsigtede målsætninger samt delmålsætninger formuleres som emissionsmålsætninger fremfor VE-andele.
En ny aftale fra november 2017 ændrer de grundlæggende principper for EU’s CO2-kvotesystem. Hvordan denne aftale påvirker mulige danske tiltag indenfor kvotesektoren analyseres ved hjælp af en nyudviklet model for EU’s CO2-kvotesystem. Modelberegninger indikerer, at aftalen reducerer den samlede udledning af drivhusgasser fra EU’s kvotesektor på lang sigt og øger kvoteprisen. Derudover indikerer modelberegninger, at aftalen påvirker den langsigtede effekt af nationale klimapolitiske tiltag. Specielt kan aftalen påvirke den langsigtede effekt af nationale tiltag, som reducerer kvoteefterspørgslen.
Danmark er af EU forpligtiget til at reducere udledningerne af drivhusgasser i ikke-kvotesektoren frem mod 2030 med 39 pct. i forhold til udledningen i 2005. Kapitlet analyserer, hvordan Danmark omkostningseffektivt kan opnå denne EU-forpligtigelse. Denne analyse er baseret på de beregnede reduktionsomkostninger for landbruget og personbiler fra rapportens kapitel I og II. Derudover medtages den øvrige del af ikke-kvotesektoren ved at benytte reduktionsomkostninger fra tidligere danske analyser på området.
Beregninger viser, at den danske EU-forpligtigelse for ikke-kvotesektoren kan opnås omkostningseffektivt med en samfundsøkonomisk gevinst på 0,38 mia. kr. om året. Hvis landbruget friholdes for regulering, øges omkostningerne med 0,31 mia. kr. om året. Beregningerne viser også, at det er relativt dyrt at reducere CO2-udledningerne fra personbiler. En omkostningseffektiv regulering involverer derfor ikke yderligere regulering af personbiler.
