Økonomi og Miljø 2019
Kapitel II: Lækage af drivhusgasudledninger og dansk klimapolitik
Hovedbudskaber
- Dansk CO2e-regulering mindsker udledninger af drivhusgasser fra Danmark, men vil samtidig øge udledninger af drivhusgasser i udlandet – dette kaldes CO2e-lækage
- Analyser i kapitlet viser, at lækageraten for Danmark er på 45-53 pct. Det vil sige, at en dansk CO2e-reduktion på 1 mio. ton giver en global CO2e-reduktion på ca. 0,5 mio. ton
- Der er forskel på lækageraten for forskellige dele af dansk økonomi. Lækageraten er især høj for den danske kvotesektor på grund af den europæiske kvoteregulering. I ikke-kvotesektoren er lækageraten generelt lav, så her vil dansk klimapolitik føre til relativ store reduktioner i de globale udledninger af drivhusgasser
- Lækageraten er høj for landbruget sammenlignet med andre dele af ikke-kvotesektoren. På trods af dette skal landbruget bidrage til at opfylde 2030-forpligtelsen for ikke-kvotesektoren. Det skyldes, at der for Danmark er en samfundsøkonomisk fordel ved at reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser, da der er afledte gevinster i form af mindre udledninger af ammoniak og nitrat
- Danmark kan benytte annulleringer af CO2-kvoter til at opfylde 2030-forpligtelsen for ikke-kvotesektoren. Beregninger tyder på, at der på langt sigt er en negativ lækagerate af denne type kvoteannulleringer. Kvoteannulleringer har således en effekt på de globale udledninger på langt sigt, der er større end en-til-en
Kapitel II kort fortalt
I kapitel II er der foretaget nye opgørelser af CO2e-lækageraten for Danmark som helhed og for forskellige dele af dansk økonomi. Derudover er det undersøgt, hvad forskelle i lækageraten for forskellige dele af ikke-kvotesektoren betyder for en regulering, der omkostningseffektivt sænker de globale udledninger og samtidig opfylder 2030-forpligtelsen for ikke-kvotesektoren.
Analyserne tyder på, at CO2e-lækageraten ved en afgift på drivhusgasser for Danmark som helhed er på 45-53 pct. Lækageraten er højere for den energiintensive industri samt el- og varmesektorerne, som er underlagt EU’s kvotesystem. De relativt høje lækagerater for disse sektorer skal blandt andet ses i sammenhæng med, at reduktioner i udledningerne fra disse sektorer i høj grad vil blive modsvaret af en stigning i udledningerne af drivhusgasser i resten af EU i fremtiden.
Lækageraterne er generelt lavere for de sektorer, som ikke er omfattet af EU’s kvotesystem. Det skyldes blandt andet, at mange EU-lande ikke kan øge deres udledninger fra ikke-kvotesektorerne som reaktion på en strammere klimapolitik i Danmark, da de også er forpligtet til at reducere deres udledninger frem mod 2030.
Det danske landbrug har en højere lækagerate end de resterende ikke-kvotesektorer. Den relativt høje lækagerate for landbruget afspejler blandt andet, at forbruget af fødevarer er relativt ufølsomt overfor ændringer i indkomst og priser. Når landbrugsproduktionen mindskes i Danmark som følge af regulering, stiger landbrugsproduktionen og de dertil hørende udledninger derfor relativt meget i udlandet.
Den aftalte 2030-forpligtelse for ikke-kvotesektoren er alene relateret til de nationale udledninger. Hvis det politisk ønskes at reducere de globale udledninger, udover hvad der følger af denne forpligtelse, bør klimapolitikken i Danmark indrettes til at tage højde for CO2e-lækage. Hensynet til de globale udledninger vil øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved at leve op til 2030-forpligtelsen.
En omkostningseffektiv reduktion af de globale udledninger kræver, at klimaindsatsen i et vist omfang forskydes fra de dele af ikke-kvotesektoren, der har store lækageeffekter, over til de dele, der har små lækageeffekter. Forskydningen af klimaindsatsen er dog relativt begrænset.
Således skal personbiler ikke bidrage yderligere til opnåelse af 2030-forpligtelsen, selv om lækageraten er lille for personbiler. Det skyldes, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved yderligere CO2e-reduktioner for personbiler er relativt høje. Landbruget skal bidrage lidt mindre, når der tages højde for lækage, fordi lækageraten for landbruget er høj, mens resten af ikke-kvotesektoren skal bidrage tilsvarende mere.
Landbruget skal dermed forsat bidrage væsentligt til opnåelse af 2030-forpligtelsen, selv om landbruget har en høj lækagerate. Årsagen er, at der er afledte gevinster ved at reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser i form af mindre udledninger af ammoniak og nitrat.
