Produktivitet 2020

Kapitel II: Investeringer i infrastruktur

Hovedbudskaber

  • Transportinfrastruktur er vigtigt for produktivitet og produktion i store dele af økonomien

  • Gevinster og omkostninger opgøres i cost-benefit-analyser, som ligger til grund for politiske beslutninger om infrastruktur. Gevinsterne opfanger nogle men ikke alle virkninger på produktiviteten. Metoderne bør udvikles, så flere gevinster opgøres, men det bør sikres, at der kun indregnes effekter, som ikke allerede er inkluderet, så gevinsterne ved projektet ikke overvurderes

  • En analyse af nye motorveje viser, at de har haft en gavnlig effekt på den samlede danske indkomst. I analysen tages en række skridt for at løse en vanskelig udfordring ved analyser af infrastruktur, nemlig at finde rette årsagssammenhæng

Kapitel II kort fortalt
 

Kapitlet undersøger effekterne af transportinfrastruktur på produktionen og produktiviteten og diskuterer, hvordan disse effekter bør indgå på gevinstsiden i cost-benefit-analyser.

Investeringer i infrastruktur påvirker produktiviteten i mange dele af den private sektor og har også betydning for offentlig produktivitet, idet investeringernes effektivitet kan opgøres ved de gavnlige virkninger for samfundet set i forhold til omkostningerne. Transportens omfang er steget, og der er ingen tegn på, at denne tendens vil stoppe.

Gevinster og omkostninger ved infrastrukturprojekter opgøres i såkaldte cost-benefit-analyser. Transportministeriet fastlægger en række regnemetoder, som har til formål at sikre, at analyserne af forskellige infrastrukturprojekter er sammenlignelige. Cost-benefit-analyserne leverer et vigtigt bidrag til at sikre, at de politiske prioriteringer af infrastruktur foretages på et økonomisk velfunderet grundlag.

De traditionelle opgørelsesmetoder til cost-benefit-analyser, som også anbefales af Transportministeriet, vil opfange nogle af produktivitetsgevinsterne ved investeringer i infrastruktur, men formentlig ikke dem alle. Opgørelsen af gevinsterne afspejler brugernes direkte fordele ved brugen af infrastrukturen – altså de fordele, brugeren har en betalingsvillighed for. Hvis infrastrukturen skaber samfundsøkonomiske fordele herudover i form af eksterne effekter på produktiviteten for andre end brugerne, vil dette imidlertid ikke være indregnet.

I analysen, der præsenteres i kapitel II, konkluderes det, at færdiggørelsen af motorvejsstrækninger i Østjylland i 1990’erne har haft en positiv effekt på den samlede indkomst i landet. Der estimeres en positiv effekt på lokalområdernes erhvervsindkomst og beskæftigelse, som indikerer, at motorvejene har haft en positiv effekt på den samlede indkomst. Denne konklusion drages også i andre undersøgelser af effekten af infrastruktur i Danmark og udlandet. I kapitlets analyse – og i andres analyser – er det en udfordring at opgøre størrelsen af den samlede effekt. Det skyldes, at det er vanskeligt at afgøre, hvor stor en del af den estimerede effekt i lokalområderne, som skyldes omflytning af beskæftigelse og andre ressourcer fra andre områder, og hvor stor en del, som skyldes ny økonomisk aktivitet.
Del af
Publikationens forside

Produktivitet 2020