Corona-krisen: Økonomiske indsigter og udsigter

Corona-krisen tog den økonomiske videnskab lidt på sengen, siden konjunkturgennemslaget af en pandemi kun i ret ubetydelig grad har været adresseret af forskningen. Den viden, vi har om emnet, er i realiteten skabt over det sidste år. Hvad er nogle af de vigtigste lektioner af krisen? Hvad er mulige konsekvenser for vækst, beskæftigelse og statsfinanser i de kommende år?

Lektion 1: Verden er forbundet
Dét vidste vi godt, men forstod vi, i hvilken grad det er tilfældet? Erhvervslivet er forbundet på tværs af kloden i et netværk, der kan ligne et edderkoppespind. Trådene er forsyningslinjer der starter med råvarerne, og slutter i ”forretningsmontren”. I en tid vil forsyningsnetværket være mindre effektivt, ligesom et edderkoppespind er mindre effektivt til at fange fluer, når det er sønderrevet af en storm. Spindet vil dog blive genskabt, ganske hurtigt.

Det vil imidlertid næppe være det samme spind. Mens hackerangreb, handelskrige og geofysiske risikofaktorer var kendte udfordringer for spindelvævet er ”pandemier” nu på listen. Forstyrrelser der finder sted på fjerntliggende lokaliteter, kan markant påvirke virksomheder og beskæftigede i Danmark, selv hvis det ikke umiddelbart måtte påvirke vores eksport af ”bacon og insulin”. Det vender jeg tilbage til.

Lektion 2: Når vi hoster, så falder forbruget
Danmark og Sverige er på mange måder sammenlignelige nationer, økonomisk set. Men i pandemiens begyndelse valgte de to lande at forfølge forskellige epidemiologiske strategier. Mens Danmark udstedte et aktivitetsforbud på en række områder, holdt Sverige i højere grad økonomien ”åben”. 

Det er et naturligt eksperiment: Hvis nedlukningen – og ikke sygdommen - er afgørende for forbruget (sådan som det antydes, hvis man omtaler krisen som en ”nedlukningskrise”) burde vi efterfølgende se et markant fald i forbruget i Danmark i forhold til niveauet i Sverige. Men forskningen har vist, at dét var ikke, hvad der skete. I stedet faldt forbruget næsten lige meget.

Forbruget er ”interaktionsfølsomt”, siden det delvist er motiveret af, at vi er sociale væsner. Vi inviterer venner og familie på middag; vi køber gaver, når vi bliver inviteret til fest osv. Når man mindsker sit sociale liv, grundet frygten for en smitsom sygdom, så rammes denne type forbrug omgående. Hertil kommer forbrug som kun kan tilgås i selskab med andre, hvilket fx er tilfældet for en række personlige serviceydelser. Indsigten er, at forbruget er mere interaktionsfølsomt, end vi troede.

Lektion 3: Når vi hoster, så øges omkostningerne
Det er klart, at virksomheder, der indgår i edderkoppespindet, har oplevet stigende omkostninger, hvis nye leverandører og aftagere skal findes. Men virksomhedernes omkostninger er også blevet påvirket af behovet for modgående foranstaltninger i forhold til Covid-19. Eksempelvis har afstandskrav og behovet for, at medarbejderne bærer masker forøget omkostningerne. For nogle virksomheder har fokus været på medarbejder-til-medarbejder interaktionen, for andre er medarbejder-til-kunde relationen central.  

Omkostningsstigningen er markant. Hvis man spørger et repræsentativt udsnit af britiske topledere forøgede Covid-19 i gennemsnit enhedsomkostningerne med 7 pct. i 2020, hvilket ventes at aftage til ca. 4 pct. i 2021. Disse størrelsesordner vil variere fra land til land, siden erhvervsstrukturen varierer fra land til land. Men virksomhedernes omkostninger forøges uvilkårligt af en pandemi.

Når jeg siger ”uvilkårligt”, er det i lyset af lektion 2: Forudsætningen for, at virksomhederne kan få kunder i butikken, er at kunderne ikke frygter ”at croissanten bliver deres sidste måltid”. Ligeledes vil det være nødvendigt at imødegå medarbejdernes frygt for indbyrdes interaktion, statslige påbud eller ej. Hvis statslige interventioner er unødvendige af hensyn til smitten, eller blot leverer falsk tryghed, så stiger omkostningerne unødvendigt. Men ligegyldigt hvad så stiger virksomhedernes omkostninger gennemgående i en pandemi.

Mulige konsekvenser for vækst og beskæftigelse?
Krisen har mindsket virksomhedernes salg, og forøget virksomhedernes omkostninger, verden over. Hvordan håndteres dét? Føromtalte undersøgelse af britiske topleder viser at udgifterne til forskning og udvikling er aftaget omkring 14 pct. i gennemsnit i 2020. Der er næppe nogen tvivl om, at virksomhederne - globalt - har produceret færre ”nye ideer”, hvilket begrænser produktivitetsfremgangen ”i morgen” på tværs af kloden. Danmark vil også blive berørt, via ”edderkoppens spind”.

Konsekvensen kan være en periode med lidt langsommere produktivitetsvækst, end vi ventede før krisen. Det kan også betyde, at det bliver sværere at skabe nye arbejdspladser i en periode. Ikke for evigt men i en periode. Mekanismen er plausibel siden forskningen har vist at denne ”forskning-til-job” mekanisme var medansvarlig for, at finanskrisen blev så langvarig som den blev, internationalt set.

Der er også det, der taler for at karakteren af de job, der (trods førnævnte) vil blive skabt i de kommende år, kan være en lidt anden, end vi troede før krisen. Internethandlen er selvklart steget under krisen, og den stigning kan godt (delvist) bide sig fast, som konsekvens af at ældre befolkningsgrupper er blevet mere fortrolige med at anvende transaktionsformen. Desuden har interaktionsfølsomheden i forbruget måske lært virksomhederne, at en virtuel tilstedeværelse er endnu vigtigere end først antaget. Det kræver en anden type arbejdskraft at sælge varer på nettet, end i en fysisk butik.

Ligeledes kan man forestille sig at de kommende år vil byde på en acceleration af tendensen mod automatisering af produktionsprocessen, bl.a. fordi maskiner ikke er nervøse for at omgås hverandre, når der er en human virus i omløb. Det kræver ikke nødvendigvis ”nye ideer”, men blot implementering af eksisterende ideer.  Og viden om implementering vil spredes på tværs af kloden, bl.a. båret af edderkoppespindet. Det kræver finansiering, men renten er lav. En McKinsey rapport fra 2017 påpegede, at omkring 40 pct. af de årlige arbejdstimer i Danmark ville kunne automatiseres.

Det er klart at begge forandringer, hvis de materialiserer sig, kan påvirke produktiviteten positivt og dermed modvirke omtalte forskning-til-job mekanisme, der kan sænke produktivitetsvæksten og tempoet på jobskabelsen. Det er ikke oplagt, hvad der vil dominere i den henseende.

Men på bundlinjen står, at Corona-krisen kan lede til skabelsen af lidt færre job i en periode, hvis produktivitetsvæksten løjer af, og at typen, af de job der efterspørges, kan blive en anden grundet internethandel og automatisering. Det vil i givet fald udløse et behov for at dele af arbejdsstyrken skal tilegne sig nye kompetencer. Alt dette kan også påvirke statsfinanserne.

Konsekvenser for statsfinanserne?
Hvis vi ser en samlet lavere beskæftigelse i de kommende år, vil der være en betydelig risiko for, at statsfinanserne kommer i karambolage med ”0,5 pct. grænsen” i budgetloven. I udgangspunktet er forventningen, at statsfinanserne vil ligge tæt på grænsen, så der skal ikke meget til.

Dermed kan budgetloven risikere at ”tvinge” staten til at foretage besparelser, eller øge skatterne, hvilket næppe vil være, hvad økonomien ”har godt af” i en sådan situation. En præmatur konsolidering kan være med til at forlænge krisen. Det kan derfor være klogt at forhøje grænsen i budgetloven til EU reglen på området: 1 pct. Det vil mindske risikoen for, at loven har utilsigtede bivirkninger. Loven bør bevares, i en modificeret form.

Kan statsfinanserne mere vedvarende vise sig at blive forværret af krisen? Det vil ikke være en konsekvens af den gældsopbygning krisestyringen indtil videre har givet anledning til. Men hvis den danske samfundsøkonomi forandres mere grundlæggende, fx via øget automatisering, kan det også have konsekvenser for statsfinanserne, og ikke nødvendigvis i en gunstig retning. Det er ikke til at vide med sikkerhed. Det eneste, man kan være helt sikker på, er at samtalen om de mere langsigtede økonomiske konsekvenser af Corona-krisen kun lige er begyndt.