Enige økonomer i ØMU-debat

I de sidste måneder er der kommet en række rapporter om Danmark og ØMUen økonomisk set, og debatten i dagspressen har været hektisk. Hovedindtrykket af overskrifterne har været, at økonomerne - som sædvanligt vil nogen sige - er vildt uenige. Diverse økonomer har hældt benzin på bålet med håndfaste vurderinger af rapporterne som "bestillingsarbejde", "makværk", "fagligt ringe" o.s.v. Det er svært at se, at der er belæg for disse håndfaste tolkninger, når man læser rapporterne. Det mest slående er, når det kommer til stykket, hvor ens de er.

Det, der er sket, er noget i retning af, at de sobre og ret ens rapporter er blevet sammenfattet af deres forfattere til lidt mindre nuancerede konklusioner og resumeer, og disse er så blevet grebet af journalister, der har vinklet dem - mest med en vinkling på forskellene. Endelig har debattører og lederskribenter så brugt den del af journalisternes vinklede historier, der passede ind i deres argumentationer, og så er det svært at genfinde nuancerne og enigheden fra de oprindelige rapporter. Så er rapporten fra de økonomiske vismænd blevet til en "bombe under regeringens ØMU-argumentation", og Hoffmeyer-udvalgets rapport til en "torpedo mod nej- siden". Selv om det, når man læser de samlede rapporter, er slående, hvor ens vismændene og Hoffmeyer-udvalget ser på tingene.

Når de økonomiske argumenter vurderes, må det hele tiden huskes, at verden er usikker, og erfaringsgrundlaget spinkelt. De internationale kapitalmarkeder har udviklet sig kraftigt i løbet af de sidste 10 - 20 år. Den teoretiske debat om penge- og valutakurspolitikken har i de seneste år interesseret sig meget for en inflationsmålsætningsbaseret politik, som den praktiseres i England og Sverige - men inflationsmålsætningsideen er under 10 år gammel. Det har altså ikke den store mening at drage for håndfaste sammenligninger med erfaringer fra 1970erne og 1980erne. Selve ØMUen er en unik konstruktion med under 2 år på bagen. Erfaringer fra tidligere monetære unioner som den skandinaviske og latinske fra før 1914 kan næppe bruges til noget, da det monetære system på den tid var et helt andet, nemlig et etableret guldfodssystem, og deres geografiske udstrækning var også anderledes beskeden end ØMUens. USA med ét sprog og ét arbejdsmarked ligner heller ikke EU så meget, at paralleller er nærliggende. Der er derfor al mulig grund til at være forsigtig og ydmyg i sine vurderinger. Skråsikkerhed er ikke på sin plads.

Det betyder en øget plads til "politikerne" og en mindre plads til "eksperterne". Eksperterne skal kortlægge, hvad man med nogenlunde sikkerhed kan sige om en sags fakta. Det er imidlertid sjældent, at en vederhæftig kortlægning af fakta fører til en entydig konklusion om, hvad der bør gøres. For at træffe en beslutning må politikerne (og ved en folkeafstemning er vi alle politikere) supplere analyserne af fakta med holdninger og vurderinger.

Ved afgørelsen om ØMU-tilslutningen er der 3 typer af argumenter: snævert økonomiske argumenter (sparede vekselgebyrer o.s.v.), politiske argumenter (indflydelse contra suverænitetsafgivelse) og økonomisk-politiske argumenter (hvilken effekt har indflydelse og suverænitet på økonomien i fremtiden?). Grænsen mellem disse grupper er selvfølgelig flydende; men ikke desto mindre er det nok vigtigt for fagfolks troværdighed, at de holder sig fra alt for vidtløftige udtalelser om ting, der falder uden for deres fagkundskab. Eller i hvert fald gør det klart, hvornår de udtaler sig som fagfolk; for selvfølgelig er det også interessant at høre, hvilke holdninger og bredere "ufaglige" vurderinger en erfaren ekspert er nået til.

Ser man så på det snævert økonomiske, så er der nogle sikre effektivitetsgevinster ved ØMUen. Man sparer vekselgebyrer, kurssikring m.v. Besparelserne er permanente og sikre; men de er små. ØMUen kan også øge markedernes gennemsigtighed og dermed give øget konkurrence og lavere priser. Men dels må man regne med, at den øgede konkurrence i meget høj grad allerede er der som følge af det indre marked, og dels øges den europæiske konkurrence på grund af ØMUen - også selv om vi ikke er med. Betydningen af dette argument er derfor ret usikkert.

Det må også forventes, at renten vil være højere uden for end inden for ØMUen. Men næppe, når der ses bort fra perioder med valutauro, mere end omkring 0,5 pct., måske mindre. Og de samfundsøkonomiske effekter heraf er begrænsede. Der har været nogen diskussion af, hvad det betyder for beskæftigelsen. Men beskæftigelsesændringens betydning skal ikke overvurderes, da en renteændring kun har en virkning på beskæftigelsen, der optræder, indtil arbejdsmarkedet har tilpasser sig den nye rente. Derefter er der ingen virkning. Man har også fokuseret på investeringerne; hvad betyder det for dem, at renten er en halv procent lavere? Men her må man ikke glemme opsparingen; investeringerne skal jo finansieres. Lavere rente giver ikke stigende opsparing, snarere tværtimod. Og øgede investeringer uden øget opsparing giver ikke øget indkomst i Danmark, fordi investeringerne i så fald skal finansieres med udenlandske lån, der skal forrentes.

Det var sådanne argumenter, der fik os til i vismandsrapporten at tale om "små og usikre" økonomiske fordele, og det kan næppe siges at adskille sig meget fra Hoffmeyer-udvalgets: "De virkninger på den økonomiske effektivitet for medlemslande i ØMUen ... er ikke store - men de er permanente, og i det omfang, de gør sig gældende, er de positive" (side 104).

De mulige gevinster ved at stå udenfor har en anden karakter. Det er muligheden for at springe fra fastkurssamarbejdet, hvis vi bliver ramt af et stød til dansk økonomi, der gør en valutakursændring fordelagtig, eller hvis udviklingen i ØMUen ikke passer os, f. eks. hvis ØMUen får en højere inflation, end vi ønsker os. Også her er der store ligheder mellem "vismandsrapporten" og Hoffmeyer-udvalgets diskussioner. Begge betragter Finland i starten af 1990erne som det bedste nyere eksempel på et land, der er kommet i en situation, hvor valutakursændringer kan være hensigtsmæssige (Det Økonomiske Råd, side 110; og Hoffmeyer m. fl., side 67). Og begge er enige om, at det er for tidligt at vurdere ØMUens pengepolitik og målopfyldelsen vedrørende inflationen (Det Økonomiske Råd, side 127, og Hoffmeyer m. fl., side 92).

Man kan se på muligheden for valutakursændringer som en forsikring. Præmien er de lidt øgede vekselomkostninger m.v. og den lidt højere rente, og det, man har forsikret sig imod, er store landespecifikke stød, som kan afhjælpes ved valutakursændringer. Præmien er næppe særlig stor; men de landespecifikke stød er næppe heller særlig sandsynlige. Denne forsikringsbetragtning spillede en betydelig rolle i vismandsrapporten fra 1997 og bruges i Hoffmeyer-udvalgets rapport side 108.

Med hensyn til stabiliseringspolitikken er det pengepolitiske instrument i et fastkurssamarbejde bundet til at varetage valutakurshensyn, og i ØMUen er pengepolitikken fælleseuropæisk, så i ingen af tilfældene kan den bruges som indenlandsk stabiliseringsinstrument. Finanspolitikken inden for og uden for ØMUen har givet anledning til nogen debat. Der er bindinger både indenfor og udenfor; men de har meget forskellig karakter. Udenfor er mulighederne fastlåst af, at markederne skal have tiltro til, at den økonomiske udvikling er holdbar. I modsat fald vil der opstå spekulation mod landets valuta. Inden for ØMUen er bindingerne fastlagt i form af de indbyrdes aftaler formuleret i den såkaldte stabilitetspagt. Det må afhænge af et lands konkrete situation, hvilke bindinger der er mest snærende. Det kan meget vel tænkes, at et land med et lidt tvivlsomt rygte, og som har en betydelig udlandsgæld, i en situation med valutakursturbulens kan blive tvunget til at føre en mere stram finanspolitik uden for end inden for ØMUen. Og det er det, Hoffmeyer-udvalget understreger. Man kan imidlertid også sagtens forestille sig et land uden udlandsgæld og med et veletableret og langvarigt ry for at føre en troværdig og stabilitetsorienteret økonomisk politik, som kan tillade sig at overtræde stabilitetspagtens 3 %-grænse for offentlige underskud, uden at det vil give anledning til hævede øjenbryn fra valutamarkedernes side. Endelig går hele denne diskussion på de kortsigtede stabilitetshensyn. Det er noget andet end den langsigtede holdbarhed af de offentlige finanser. Her er der ikke forskel på situationen inden for og uden for ØMUen. De underskud, man har i dag, skal under alle omstændigheder tilbagebetales i morgen eller i overmorgen.

Med hensyn til selve stabilitetspagtens konkrete bindinger er der helt parallelle vurderinger hos os og hos Hoffmeyer-udvalget. Reglerne er ret tilfældige. I vismandsrapporten, side 99 - 100, hedder det, at "det offentlige underskud kan angribes for at være en utilstrækkelig indikator", og "gældsnormen i Maastricht-traktaten har ikke nogen klar økonomisk begrundelse", og tilsvarende hedder det i Hoffmeyer-udvalgets rapport: "at referenceværdien er netop 3 % af BNP, synes der ikke at være indlysende økonomiske begrundelser for" (side 58). Der er altså enighed om, at reglerne kan blive snærende. Men Hoffmeyer-udvalget understreger, at reglerne let kan ændres. Det har siden givet anledning til en vis international debat. Vi går ikke ind i denne politologisk-juridiske vurdering.

Et andet område, hvor der er nuanceforskelle, men måske heller ikke meget mere, er vedrørende et fastkursarrangement uden for ØMUen. Her betoner flertallet i Hoffmeyer-udvalget den manglende sikkerhed i et fastkurssamarbejde uden for ØMUen. Det er ikke en mulighed, vismandsrapporten lukker øjnene for. Det hedder f. eks., at man "ikke udelukker muligheden for ubegrundede spekulative angreb i en situation, hvor vi vælger at opretholde et fastkursregime" (side 126), og "tendensen går i dag i retning af enten helt flydende valutakurser eller uigenkaldeligt faste valutakurser, enten ved deltagelse i en valutaunion eller et currency board" (side 114). Når man kigger konkret på Danmark, må det dog huskes, at dansk økonomi i øjeblikket er god (også bedre end under EMS-krisen i 1992-93), og længerevarende spekulative angreb rammer normalt ikke lande, der har god orden i eget hus. Intet tyder i dag på, at kronen er over- eller undervurderet. Samtidig har vi haft en veletableret fastkurspolitik siden 1987, og det må også påvirke forventningerne på markedet. Der er således intet, der taler for, at fastkurspolitikken skulle komme under langvarigt pres, før situationen for dansk økonomi ændres betragteligt.

Men hvad nu, hvis fastkurspolitikken engang i fremtiden må opgives? Hvis valutakriser ses som en hovedfare, må det være et centralt spørgsmål. Det gør vi faktisk en hel del mere ud af end Hoffmeyer-udvalget. Det naturlige alternativ vil være en pengepolitik styret af en inflationsmålsætning i lighed med den politik, der føres i Sverige og England. En sådan politik har fordele og ulemper; men fører man en stabilitetsorienteret national økonomisk politik, vil forskellen i forhold til et fastkursregime næppe være særlig stor. Fleksible kurser forankret i en inflationsmålsætning må ikke forveksles med 1970ernes uforankrede devalueringspolitik. Der er med en inflationsmålsætning stadig et pengepolitisk anker. Der er som sagt gode økonomiske argumenter for at fortsætte fastkurspolitikken, og der er politisk konsensus om den. Men når man diskuterer en beslutning, der sigter på at være tidsmæssigt ubegrænset, kan en vederhæftig fagkundskab ikke begrænse analysen til det, der er konsensus om i øjeblikket. Finans- og økonomiministeriet ofrer da også et helt kapitel på valget mellem fast eller flydende valutakurs, og inflationsmålsætningen omtales også kort i Hoffmeyer-udvalgets rapport side 47 - 50 . Det vil næppe være forkert at sammenfatte analyserne i et udsagn om, at en sådan politik kan medføre mere svingende valutakurser; men at den er fuldt forenelig med en fortsat bevarelse af en stabilitetsorienteret økonomisk politik. Hvor turbulent en overgang fra et valutakursregime til et andet vil være, vil helt afhænge af den konkrete situation. Og da det ikke er en aktuel mulighed, kendes den konkrete fremtidige situation, hvor det kunne komme på tale, ikke.

En sammenfatning af debatten om de direkte økonomiske virkninger kunne derfor meget vel lyde noget i retning af følgende: De økonomiske eksperter har så meget styr på deres fagområde, at de i nogenlunde enighed er i stand til at kortlægge de direkte økonomiske effekter. Men i den konkrete sag kan disse effekter kun udgøre en begrænset del af beslutningsgrundlaget. Der må en egentlig politisk vurdering til for at komme til en konklusion. Denne politiske vurdering omfatter både betydningen af indflydelsen ved at være med og af suveræniteten ved at stå udenfor, herunder også hvad vi skal bruge indflydelsen henholdsvis suveræniteten til. Disse forholds virkninger kan have betydelige afledte effekter for økonomien. Men deres størrelse er for meget en trossag til, at økonomiske eksperter som eksperter kan sige noget definitivt herom. Efter temperament kan man så sige, at de økonomiske eksperter har gjort deres arbejde, og det var da nyttigt og interessant at få slået fast, hvor store de direkte økonomiske effekter er, selv om de er små. Eller man kan sige, at det var da ikke meget, eksperterne kunne bidrage med, for det vigtigste er altså det, de ikke kan sige noget om.

Men eksperter kan jo godt prøve at sige noget om andet end det, de i snæver forstand er eksperter i. En del eksperter er kloge og erfarne mennesker med megen viden og indsigt uden for deres speciale. Hvis de går ind i den mere generelle debat, begynder de imidlertid at basere sig på holdninger og bredere vurderinger. Og så hører enigheden mellem dem samtidig op; det viser ØMU-debatten tydeligt. De har så forladt rollen som økonomiske eksperter og er gået over til at optræde som "almindelige" vise mænd og kvinder. Hvor puritansk, man er som ekspert, afhænger både af det kommissorium, man er givet, og af ens temperament. De økonomiske vismænd har gennem tre årtier opnået en betydelig troværdighed ved ret puritansk at holde sig til det snævert økonomiske.