Vismændene og euroen

Afstemningen om Danmarks eventuelle indtræden i ØMU'ens tredje fase og dermed indgåelsen i en valutaunion vil berøre Danmark på forskellige måder. De politiske perspektiver er formodentlig de vigtigste, men også de direkte økonomiske konsekvenser spiller en rolle i debatten. Den nyligt udkomne og meget omtalte vismandsrapport har behandlet nogle af de væsentligste rent økonomiske problemstillinger, som er af interesse i den forbindelse. Her skal nogle af vismandsrapportens centrale konklusioner kort omtales.

En dansk deltagelse i ØMU'en vil kunne medføre forskellige effektivitetsgevinster for danske virksomheder og forbrugere. Først og fremmest vil der kunne spares omkostninger til valutatransaktioner. Størrelsen af besparelserne er ligesom de øvrige potentielle gevinster og omkostninger ved medlemskab vanskelige at beregne med sikkerhed. Vismændene har med et groft skøn anslået besparelserne ved at undgå omvekslinger i forhold til eurolandene fremover til knap 0,15 pct. af bruttonationalproduktet årligt. Herfra skal trækkes engangs-udgifterne ved omstillingen til euro. Det er udgifter til omstilling af regnskabssystemer og pengeautomater, information til virksomheder og forbrugere om overgangen, optræning af personale i brugen af euro, osv. Den totale størrelse af disse engangsomkostninger kendes ikke, men vurderes at være mindre end den samlede værdi af de fremtidige sparede transaktionsomkostninger.

Rentespændet over for Tyskland vil blive mindre i tilfælde af ØMU-medlemskab, end hvis Danmark mere permanent vælger at opretholde en selvstændig valuta. Rentespændet vil dog næppe blive særlig stort, hvis Danmark fastholder en økonomisk politik med en inflation, der ikke overstiger Eurolands på lang sigt, og en troværdig økonomisk politik i øvrigt. Et højere rentespænd vil på kort sigt føre til et fald i beskæftigelse og forbrug. En af pointerne i vismandsrapporten er imidlertid, at det især er vigtigt at betragte de mulige langsigtede konsekvenser af vores evt. beslutning om ØMU-medlemskab eller ej, fordi beslutningen efter alt at dømme vil få varige konsekvenser for for vores fremtidige måde at føre økonomisk politik på. På lang sigt har selv en permanent ændring i renten næppe nogen effekt på beskæftigelsen på grund af forskellige selvregulerende kræfter i økonomien. En renteændring vil imidlertid påvirke vores langsigtede velfærd på andre måder end gennem beskæftigelsen. En stigning i renten vil føre til et lavere investeringsniveau. Det, der er afgørende for vores forbrugsmuligheder, er imidlertid ikke så meget investeringerne, men først og fremmest den samlede opsparing i samfundet, og den kan godt tænkes at stige som følge af en rentestigning, sådan at vores formue og dermed forbrugsmuligheder i det lange løb vil blive større, hvis renten i Danmark stiger. I alle tilfælde formodes såvel de kort- som langsigtede virkninger af en ændring i rentespændet som følge af enten et ja eller nej dog at være af en beskeden størrelsesorden.

Dannelsen af ØMU'en kan desuden tænkes at give gevinster i form af forøget konkurrence på grund af større prisgennemsigtighed og større samhandel, og dermed mere almen økonomisk integration mellem medlemslandene. Landene uden for ØMU'en vil få del i disse gevinster i alle tilfælde gennem deres samhandel med Euroland, men gevinsterne vil blive større i tilfælde af direkte medlemskab af ØMU'en. disse gevinster formodes dog at være forholdsvis beskedne. Samlet set vurderes de forskellige effektivitetsgevinster ved en indtræden i valutaunionen ikke at være af stor betydning for den langsigtede udvikling i dansk økonomi.

Set fra et rent økonomisk synspunkt er den største potentielle ulempe ved, at Danmark opgiver sin egen valuta, at vi dermed mister et muligt instrument i den økonomiske politik: Muligheden for en gang i fremtiden at kunne justere valutakursen, hvis det skulle vise sig fordelagtigt. Danmark har siden 1982 haft en erklæret fastkurspolitik i forhold til først og fremmest D-mark, og fra 1999 i forhold til euro. Denne politik har skaffet Danmark flere fordele. Først og fremmest har den været med til at sænke inflationen herhjemme i perioden. Der er derfor heller ikke umiddelbart grund til, at Danmark skulle ønske at opgive fastkurspolitikken over for euroen, selvom befolkningen skulle stemme nej den 28. september. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kan opstå en situation en gang i fremtiden, hvor vi ville have gavn af en anden valutakurs.

Blandt fagøkonomer taler man om, at der kan opstå asymmetriske stød til økonomien i et enkelt land (i modsætning til symmetriske stød, der rammer f.eks. alle de vesteuropæiske lande i lige høj grad). Et eksempel på sådan et asymmetrisk stød var sammenbrudet i den russiske økonomi for nogle år siden, som udgjorde et langt større problem for Finland end for andre vesteuropæiske lande, fordi den finske økonomi var meget afhængig af samhandlen med Rusland. Opstår et sådant stød, kan en justering af det pågældende lands valuta i forhold til omverdenen i nogle tilfælde være en fordel, fordi det afbøder virkningen af stødet på det pågældende lands situation. Har man ikke denne mulighed, kan stødet i stedet slå kraftigere ud andre steder, f.eks. på beskæftigelsen. Sandsynligheden for, at Danmark i fremtiden vil blive ramt af et kraftigt stød, så en ændring af valutakursen vil være det bedste middel til at imødegå stødet, anses dog normalt ikke for at være stor, men kan omvendt ikke udelukkes.

Et andet tilfælde, hvor det kunne være en fordel for Danmark at bevare en selvstændig valuta med en anden kursudvikling end euroen, er den situation, hvor Euroland udvikler sig til et ustabilt valutaområde med en høj og varierende inflation. Den nuværende ØMU-konstruktion er i høj grad lagt an på at forhindre, at denne situation kan opstå. Alligevel kan det ikke udelukkes, at den fælles pengepolitik vil fremkalde store spændinger på et tidspunkt i fremti den, og afhængigt af, hvordan medlemslandene vil tackle sådanne konflikter, kan det føre til en utilfredsstillende tilstand. I sådan en situation vil Danmark enten som medlem af ØMU'en eller med et fast kursforhold mellem kronen og euroen komme til at "importere" den høje inflation fra Euroland. Det vil være ufordelagtigt for os, og et bedre alternativ vil så være, at Danmark skifter over til at styre pengepolitikken efter en selvstændig dansk inflationsmålsætning.

En inflationsmålsætning vil medføre, at Danmarks Nationalbank skal styre efter at holde den danske inflation inden for et bestemt bånd på mellemlang sigt. Den Europæiske Centralbank i Frankfurt har f.eks. som mål at holde inflationen under 2 pct., mens Riksbanken i Sverige styrer efter et mellemlangt inflationsmål på 1-3 pct. Til gengæld vil valutakurserne flyde i forhold til vores samhandelspartnere. Fordelene ved, at Nationalbanken styrer efter en selvstændig dansk inflationsmålsætning, er, at vi dermed indretter pengepolitikken efter rent danske forhold. Dermed behøver vi ikke at følge alle renteændringer i Euroland automatisk, uanset om de er passende i den øjeblikkelige danske konjunktursituation eller ej. En anden fordel er, at der med sådan et system ikke er nogle faste valutakursgrænser, som Nationalban ken behøver at forsvare mod spekulanter med deraf følgende renteforhøjelser og brug af valutareserven. En ulempe ved en inflationsmålsætning er, at den er mindre gennemsigtig end fastkurspolitikken. Det tager tid, før Nationalbankens indgreb slår igennem i prisudviklingen og den økonomiske aktivitet. Derudover vil valutakursudsvingene blive større, hvilket kan påvirke såvel udenrigshandel som investeringer. Forskellige undersøgelser af, hvordan udsving i valutakurserne påvirker disse forhold, tyder dog på, at virkningen på disse forhold er begræn set.

Hvorvidt det af rent økonomiske grunde vil være fordelagtigt for Danmark at tilslutte sig ØMU'en, afhænger af, om man mener, at effektivitetsgevinsterne ved en tilslutning mere end opvejer omkostningen ved definitivt at give afkald på en selvstændig penge- og valutakurspolitik. En hovedkonklusion i vismandsrapporten er imidlertid, at uanset hvilket valutakurspolitisk regime vi vælger fremover, er det en vigtig forudsætning for en fortsat god udvikling i den danske økonomi, at den generelle økonomiske politik herhjemme er troværdig og virker fornuftig i et langsigtet perspektiv. Er den økonomiske politik i almindelighed tilfredsstillende, er vores valg af valutakursregime ikke afgørende for Danmarks fremtidige velstand. Det udelukker ikke, at der kan være vigtige politiske konsekvenser af vores valg den 28. september; men det er en problemstilling, som det falder uden for vismændenes arbejdsområde at vurdere.

Vismandsrapportens kapitel "ØMU'en: Dansk valutapolitik ved en skillevej".