Faglighed, modeller og interesser

Børsen viderebringer torsdag d. 15. juni en bemærkelsesværdig kritik mod vismandsrapportens kapitel om ØMU'en. Kritikken fremføres af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og den drejer sig om vismændenes modelberegninger. Modelberegningerne, der er baseret på den makroøkonomiske model SMEC, viser, at en stigning i renten på ½ pct.point på kort sigt kan koste omkring 6.000 arbejdspladser. Der vil være en permanent negativ effekt på investeringer og BNP, mens det private forbrug kan gå op eller ned afhængig af en række forudsætninger. Den langsigtede effekt på den offentlige saldo og gæld er negativ, bl.a. fordi en højere rente giver anledning til større renteudgifter.

I vismandsrapporten er refereret en alternativ beregning, hvor skatterne øges, således at den direkte provenuvirkning af de større offentlige renteudgifter modvirkes. Dette giver anledning til et maksimalt beskæftigelsesfald på 8.000 personer.

AE's kritik
AE's kritik går på, at vismændene ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at den offentlige gæld øges permanent af en rentestigning. Vismændenes alternative beregning kritiseres for, at den offentlige gæld efter 20 år er højere, til trods for at skatterne er hævet. En større offentlig gæld bør ifølge AE modvirkes bl.a. pga. den kommende stigning i forsørgerbyrden. Derfor foretager AE endnu en beregning på SMEC, hvor skatterne hæves yderligere – således, at den offentlige gæld er uændret efter 20 år. Herved bliver den maksimale beskæftigelseseffekt over 10.000. På baggrund af denne beregning beskylder AE vismændene for at have "... tilrettelagt deres modelberegninger, så de negative effekter bliver mindst mulige med hensyn til beskæftigelsen på mellemlangt sigt".

Kritik uberettiget
Denne kritik er uberettiget. Vismændenes alternative beregning indebærer ganske rigtigt en større offentlig gæld efter 20 år. Men AE overser, at dette udelukkende skyldes underskud på det korte og mellemlange sigt, og at der faktisk på længere sigt fremkommer et overskud på den offentlige saldo. Kigger man blot 5 år længere frem, bliver den offentlige gæld da også lavere end i en situation, hvor renten ikke stiger. Samtidig er den samlede opsparing større, og udlandsgælden er følgelig væsentligt lavere. Der er derfor i følge vismændenes modelberegningerne ikke behov for en yderligere finanspolitisk stramning af hensyn til den fremtidige forsørgerbyrde. AE's ekstra finanspolitiske stramning forekommer derfor ubegrundet, og det er ikke overraskende, at de midlertidige negative beskæftigelseseffekter under sådanne antagelser kan blæses (nærmest vilkårligt meget) op. AE's beregningsforudsætninger, der implicerer stigende opsparing og en på længere sigt en reduktion af den offentlig gæld, må derfor betegnes som misvisende.

Modelberegninger og forudsætninger usikre
Vismandsrapporten gør meget udtrykkeligt opmærksom på, at modelberegninger er usikre, og at den faktiske effekt af en ændring i rentespændet meget vel kan afvige fra det modelberegnede. Der fremføres argumenter, der kan trække i retning af større effekter og argumenter, der kan trække i retning af mindre effekter. Usikkerheden i modelberegningerne gør, at det ikke er frugtbart at skændes om effekten ved en finanspolitiske stramning er 8.000 eller 10.000. Modelberegninger baseret på Danmarks Statistiks model, ADAM, som bl.a. anvendes af AE og LO, viser, at beskæftigelseseffekten af en rentestigning på kort sigt kan være større – selv, hvis man ikke øger skatterne for at kompensere stigningen i den offentlige gæld. Effekten på beskæftigelsen forsvinder imidlertid på længere sigt – uanset om man anvender ADAM eller SMEC. Som en uafhængig institution er det naturligt, at Det Økonomiske Råds Sekretariat har udviklet og anvender sin egen model. Hertil kommer en række fordele ved, at der i Danmark findes flere makroøkonomiske modeller.

En anden usikkerhed, der er relevant i en ØMU-sammenhæng, er, hvor stort det ekstra rentespænd vil blive i tilfælde af et nej. Dette afstår vismændene fra eksplicit at vurdere. Rentespændets størrelse vil både afhænge af Danmarks valutakurspolitiske valg efter et nej, og af de finansielle markeders vurdering af troværdigheden og stabiliteten i den økonomiske politik og inflation i Danmark hhv. ØMU'en. At AE mener, at ½ pct.point ekstra rentespænd er i den nedre ende af de sandsynlige konskvenser, må stå for AE's egen regning. Et blik på det nuværende rentespænd mellem Sverige og Tyskland støtter ikke denne vurdering.

Vismandsrapportens kapitel "ØMU'en: Dansk valutapolitik ved en skillevej", og et notat, der uddyber AE's kritik findes på www.ae.dk