Gode økonomiske grunde til at genoverveje Nordsøaftalen, hvis høje energipriser bliver ved

Hvis de nuværende høje priser på gas og olie varer ved, kan der være god grund til at genoverveje det stop for udbud af nye felter i Nordsøen, som politikerne blev enige om for få år siden.

Baggrunden for at vismændene i sin tid pegede på, at begrænsning af den danske udvinding i Nordsøen, burde overvejes, er, at en sådan begrænsning forventes at have en reel klima effekt. Vores vurdering var – og er fortsat - at de globale CO₂-udledninger falder med ca. en tredjedel af CO₂-indholdet i den olieudvinding, der begrænses. Der vil også være en effekt af at begrænse gasudvindingen, men effekten på den globale udledninger vil formentlig være mindre.

Vores budskab har været, at hvis man politisk ønsker at reducere det danske klimaaftryk i udlandet – de udenlandske klimaudledninger vi forårsager fx gennem vores import – ja så er reduceret olieudvinding formodentlig en af de samfundsøkonomisk billigste måder at gøre det på. En anden måde vi kunne reducere det danske klimaaftryk i udlandet på kunne være at reducere importen af klimaudledende varer, men her er vurderingen, at omkostningerne let bliver større end ved at reducere nordsøindvindingen. Konkret anbefalede vi, at man i givet fald burde begrænse indvindingen ved at pålægge olie og gasindvinding fra danske felter en afgift, der var afstemt med CO₂-afgiften på danske klimaudledninger.

Når vi pegede på en afgift frem for et stop for nye felter, var det, fordi afgiften er god til at sortere imellem givtig og mindre givtig udvinding. En afgift vil give olieselskaberne en økonomisk tilskyndelse til at lukke dårlige eksisterende felter, som afgiften gør urentable, og samtidig ville de få en tilskyndelse til at udvikle nye felter, hvis de er så givtige, at de er rentable, selvom der skal betales CO₂-afgift. Med et forbud mod nye felter forbliver mindre givtige eksisterende felter i produktion, mens selv meget givtige nye felter ikke udvikles. I princippet vil en afgift derfor kunne opnå samme reduktion i indvindingen som  et stop for nye felter, men med et mindre tab for statskassen og samfundsøkonomien. Det er hovedgrunden til, at økonomer ofte peger på afgifter frem mere firkantede regler i miljøpolitikken. Med afgifter kan man ofte opnå de samme miljømål til lavere omkostninger for samfundet.

Men eksemplet med Nordsøen illustrerer en anden grund til, at afgifter er attraktive: Afgifter er mere robuste over for udefra kommende stød til økonomien. Hvis de voldsomme prisstigninger på olie og gas som følge af krigen i Ukraine og EU’s sanktioner mod Rusland holder ved, betyder det væsentligt højere samfundsøkonomiske omkostninger ved at begrænse Nordsøindvindingen. I den situation kan det være en økonomisk fordel at flytte indsatsen for at reducere vores klimaaftryk ude i verden over mod reduceret import af klimatunge varer og væk fra begrænsninger på indvindingen i Nordsøen. Det er det økonomiske argument for at genoverveje det nuværende stop for nye felter i Nordsøen.

Men hvad så med klimaet? Giver det ikke bare usikkerhed sådan at lave om på reglerne med få års mellemrum? Jo, det giver usikkerhed at lave om på reglerne, og genoptager man udbuddene, så forsvinder klimaeffekten af det stop for udbud, som man har vedtaget. Men hvis man omvendt lader stå til, så kommer samfundet til at betale en meget højere regning for denne klimaeffekt.

En CO₂-afgift, der også dækker indvindingen i Nordsøen, reducerer incitamentet til at udvikle nye felter men det vil stadig ske hvis de er givtige nok. Hvis energipriserne forbliver høje vil flere felter blive rentable selv om der skal betales CO2-afgift og så vil der ske udvikling af nye felter til glæde for økonomien og forsyningssikkerheden når de bliver udbudt. I forhold til klimaet, så vil afgiften også i den nye situation tilskynde til at mindre givtige felter ikke blev udviklet, og at man stopper med indvindingen fra gamle felter før end, man ellers ville. En indvindingsafgift, der er afstemt med CO₂-afgiften i resten af økonomien, vil også i den nye situation sikre, at der tages det samme klimahensyn i Nordsøen, som man gør i andre dele af økonomien, men tillader, at markante og varige stigninger i energipriserne fører til en samfundsøkonomisk fornuftig stigning i indvinding fra Nordsøen.

Havde man haft en CO₂-afgift på Nordsøindvindingen i stedet for et stop for nye felter, ville klimapolitikken dermed være mere robust over for de markanter ændringer i forudsætninger, som vi oplever i øjeblikket. Nu kan der være andre grunde til at man har valgt ikke at benytte en sådan afgift i Nordsøen. Men om ikke andet, illustrerer eksemplet, at afgifter ud over at gøre miljø- og klimapolitikken billigere også gør den mere robust overfor udefra kommende stød til økonomien. Noget der kan være værd at huske på, når man i fremtiden forhandler miljø- og klimapolitik på andre områder.