Kapitel I: Dansk klimapolitik frem mod 2030

Ensartet afgift minimerer de samlede omkostninger for samfundet

Modelberegninger viser, at reduktionsmålet i 2030 nås med en ensartet afgift på alle udledninger af drivhusgasser på 1.200 kr. pr. ton CO₂e. De samfundsøkonomiske  omkostninger kan beregnes til knap 4 miar. kr. årligt, svarende til 0,15 pct. af BNP. Beregninger er forbundet med usikkerhed og afhænger af de anvendte forudsætninger. 

Hvis afgiften annonceres troværdigt og hurtigt reduceres usikkerheden om den danske klimapolitik. Mindre usikkerhed kan bidrage til, at at virksomhederne hurtigere vil foretage de investeringer, som er nødvendige for at nå omstillingen.

Tilskud frem for afgifter øger de samfundsøkonomiske omkostninger

Der er mange årsager til, at tilskud ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt gør målopfyldelsen dyrere.  En af konsekvenserne ved tilskud er, at de priser, som virksomheder og forbrugere står overfor, ikke afspejler klimabelastningen. Tilskud er samtidig vanskelige at designe, blandt andet fordi det i praksis er vanskeligt at tage højde for, at virksomheder og forbrugere kan have vidt forskellige muligheder for at reducere deres udledninger. Modelberegninger viser, at selv under meget optimistiske antagelser om muligheden for at designe tilskud, vil de samfundsøkonomiske omkostninger  øges fra under 4 mia. kr. til mindst 17-18 mia. kr. om året . Sandsynligvis vil omkostningerne endda blive mærkbart større.

Fritages visse erhverv eller udledninger øges omkostningerne også

En ren CO₂ -afgift, der pålægges brug af fossile brændsler samt industrielle processer, er mindre effektiv end en afgift, der dækker alle udledninger af drivhusgasser. I praksis er det imidlertid på kort sigt lettere at harmonisere den allerede eksisterende beskatning, dvs. energiafgifter mv.  Friholdes udledninger af metan, lattergas og F-gasser viser modelberegninger, at de samfundsøkonomiske omkostninger øges fra knap 4 mia. kr. til godt 12 mia. kr. pr. år. Disse beregninger illustrerer især, at nogle af de samfundsøkonomiske billigste reduktioner er indenfor landbruget, der som følge af betydelige udledninger af metan og lattergas står for en  væsentlig del af Danmarks samlede udledninger. 

En fritagelse af metan og lattergas mv. fra beskatningen vil begrænse den produktions- og beskæftigelsesnedgang, der ellers ville kunne forventes inden for landbruget. I så fald gælder det imidlertid, at de øvrige erhverv skal bære en større del af det samlede reduktionskrav, og den resterende del af erhvervslivet vil dermed opleve en svagere udvikling i produktion og beskæftigelse. Den samlede beskæftigelse på tværs af erhverv vil være stort set uændret, uanset om man anvender en ensartet afgfit på alle udledninger eller begrænser sig til alene at beskatte CO₂-udledningerne.

Foregangsland kan gøre hensyn til lækage relevant - men omstillingen bliver samtidig dyrere

Danmarks ambitiøse klimapolitik giver især mening, hvis Danmark kan inspirere andre lande til ligeledes at føre en ambitiøs politik. Ønsket om at være foregangsland kan gøre det relevant at fokusere på de globale udledninger - og ikke blot de nationale udledninger. Dermed kan det være relevant at korrigere for lækage ved at supplere den ensartede afgift med et fradrag i afgiftsbetalingen for udvalgte erhverv og en anvendelsesafgift på både dansk og udenlandsk producerede varer fra de samme erhverv. I praksis er der imidlertid store udfordringer med at fastlægge og administrere sådanne fradrag og supplerende afgifter, og det er ikke oplagt, at den teoretiske model for lækagekorrektion kan implementeres hensigtsmæssigt i praksis.