Kvotemarkedet bør være det bærende element i EU's klimapolitik - del 1

EU er langt vigtigere for klimaet end Danmark - det står ikke til diskussion. EU står for 10% af verdens klimagasudledninger, mens Danmark kun står for 0,1%. Men mere afgørende så er EU et stort og attraktivt marked at udvikle nye teknologier til. Netop storskala-implementering af nye grønne teknologier er afgørende for, at de bliver billigere. Og billigere grønne teknologier er afgørende, for at de med tiden kan konkurrere med sorte teknologier også i den del af verden, der ikke fører en lige så ambitiøs klimapolitik som EU. I en verden, hvor klimaambitionerne halter i store dele af verden, kan udvikling og spredning af konkurrencedygtige grønne teknologier være afgørende, hvis verdens klimaudledninger skal bringes under kontrol.

Den bedste måde at få virksomheder til at efterspørge og implementere effektive grønne teknologier er at gøre udledning af klimagasser dyrere. Gør man det, vil den enkelte virksomhed have økonomisk fordel i at undersøge alle muligheder for at reducere dens udledning og vælge dem, der giver størst reduktion per investeret euro. Dermed skabes et marked for at udvikle de teknologier, der effektivt reducerer udledningerne, og implementere dem på de virksomheder, hvor de virker bedst. Det skaber de økonomiske forudsætningerne for, at innovative virksomheder vil rette deres forskning og udvikling mod klimateknologier, der virker i praksis. Kan man sætte samme pris på alle udledninger i EU, vil det indre marked blive en motor for tilpasning og implementering af nye grønne teknologier, der effektivt fjerner CO₂-udledninger på den enkelte virksomhed.

Men kan et sådant vækstmiljø skabes i EU? Ja, det kan det faktisk. EU står godt rustet til at løfte opgaven gennem det europæiske kvotemarked. Alle virksomheder omfattet af markedet skal købe kvoter svarende til deres udledning. Dermed kommer de alle til at betale samme pris per ton CO₂, de udleder, og det skaber netop de incitamenter, der giver det optimale vækstmiljø for nye grønne teknologier. 

Men træerne vokser ikke ind i himlen. EU har historisk ikke har været særligt god til at bruge kvotemarkedet, når der skulle drives klimapolitik. I stedet har man tyet til krav om energibesparelser, krav om vedvarende energi, og senest gennem EU’s genopretningsfond, hvor fra der gives direkte tilskud til grønne investeringer. Disse krav og tilskud har selvfølgelig en effekt på CO₂-udledningerne, men ingen af dem skubber systematisk på for at udvikle de teknologier, der mest effektivt reducerer udledningerne, og tilpasse dem til netop de virksomheder, hvor de virker bedst. Krav om energibesparelser skubber på energibesparelser i alle virksomheder, også i de virksomheder, der bruger el fra vindmøller, hvor CO₂-effekten er lille. Tilskud skubber på de teknologier, der får tilskud i alle virksomheder, også i de virksomheder, hvor klimaeffekten er lille. Samtidig er der en stor risiko for, at de mest innovative og nyskabende teknologier overses, når tilskud og krav fastlægges. De virksomheder, der arbejder med de mest innovative og nyskabende grønne teknologi, er ikke nødvendigvis dem, der kan ansætte de fleste lobbyister i Bruxelles.

Hvor meget, der kan være på spil, illustreres i vores seneste rapport, hvor vi finder, at fremmes klimaomstilling i Danmark ved tilskud frem for ved en ensartet afgift, bliver regningen mindst 4 gange så stor.

På EU-niveau er tilskud og krav særligt problematiske, fordi de tillige spiller uheldigt sammen med kvotemarkedet. Når virksomheder i kvotesektoren reducerer deres udledning på grund af tilskud og krav, køber de færre kvoter. Så falder kvoteprisen, og de tilovers blivende kvoter ender med at blive købt og brugt af andre virksomheder. Udover at trække klimainvesteringerne mod mindre effektive løsninger reducerer krav og tilskud derfor også systematisk kvotemarkedets incitamenter til en effektiv fordeling af indsatsen.

Det europæiske kvotemarked er et enestående eksempel på et velfungerende, omkostningseffektivt internationalt klimasamarbejde. Hvis målet med EU's klimapolitik er at reducere verdens udledning af klimagasser, bør kvotemarkedet være det bærende instrument, fordi det sikrer de billigste klimareduktioner og det bedste vækstmiljø for nye grønne teknologier. De supplerende krav om energibesparelser, vedvarende energi og tilskud bør derimod afskaffes, og ETS bør udvides til at omfatte en større del af økonomien.   

Men kan vi undgå, at en høj kvotepris bare flytter produktion og udledninger til lande uden for EU? Og vil en klimafokuseret klimapolitik i EU sikre danske løsninger, som også er i danske virksomheders interesse? Det korte svar på begge spørgsmål er ja, men uddybningen må vente til næste indlæg.