Myten om de dyre nyfødte

Hver eneste nyfødt dansker giver set over sit livsforløb anledning til et større underskud i den offentlige kasse. Mange tror, at så må de offentlige finanser være uholdbare, men det er faktisk ikke tilfældet.

Det har længe været velkendt, at befolkningsudviklingen giver nogle økonomiske udfordringer. Levealderen stiger, og derfor bliver der flere ældre. Dette er grundlæggende meget positivt, men det giver også større offentlige udgifter til folkepension, hospitaler og ældrepleje. En måde at løse denne udfordring på er at flytte pensionsalderen, sådan at hver enkelt bidrager til det offentlige i flere år og trækker på dets udgifter i færre år. Den danske velfærdsstat er nemlig indrettet sådan, at de midaldrende generationer på hvert enkelt tidspunkt betaler til både dem, der er yngre, og dem, der er ældre, end de selv er. Opgjort år for år koster en typisk dansker i dag det offentlige penge, fra han er nul år, og indtil han fylder 24 år. Disse aldersgrupper modtager offentlige tjenesteydelser, primært i form af undervisning og daginstitutioner, og betaler meget lidt i skat. Fra vi er 24, til vi er 63 år, er vi til gengæld typisk nettoydere hvert år. Det er de primære erhvervsaktive aldre, hvor vores skattebetalinger i gennemsnit overstiger de offentlige ydelser, vi modtager. For de ældre aldersgrupper fra 64 år og opefter gælder det igen, at de – ligesom de helt unge – hvert år typisk modtager mere, end de betaler til det offentlige. Her er det først og fremmest folkepensionen samt udgifter til sygehuse og ældrepleje, der vejer tungt.

Hvis den erhvervsaktive alder forlænges, så vi får flere år som bidragsydere og færre år som nettomodtagere, forbedres de offentlige finanser. Det er da også den vej, man er gået med at reducere efterlønsperioden til tre år og forskyde tilbagetrækningsaldrene opad i fremtiden. I store træk har dette sikret sunde offentlige finanser – trods de demografiske udfordringer.

Umiddelbart kunne man tro, at dét at føde flere børn var en anden løsning – når nu problemet er, at der bliver relativt flere ældre. Imidlertid vil flere børnefødsler snarere svække de offentlige finanser end styrke dem. Det skyldes, at det offentlige jo også har udgifter til børnehaver, skoler mv., og de overstiger indtægterne. I den offentlige debat optræder endda jævnligt en skrækhistorie, der går ud på, at den danske velfærdsstat ikke hænger økonomisk sammen, netop fordi hver nyfødt dansker er en stor underskudsforretning: I gennemsnit modtager han eller hun flere hundrede tusinder kroner mere fra det offentlige, end vedkommende betaler i skat over livet. Ofte bliver dette tal brugt som bevis på, at der er noget helt fundamentalt galt, som det er nødvendigt at rette op på.

Det lyder da også umiddelbart indlysende, at det ikke kan blive ved med at gå i det lange løb, hvis alle de kommende generationer i al fremtid modtager flere midler fra de offentlige kasser, end de selv bidrager med. Problemet er blot, at denne måde at tænke på er forkert! De offentlige finanser kan nemlig sagtens hænge sammen i det lange løb, selvom alle nyfødte fremover bidrager med mindre, end de modtager. Det er derfor en fejltagelse at bruge dette regnestykke som tegn på, at der er noget galt.

I den seneste vismandsrapport har vi beregnet, at hver dansker, der bliver født i 2012, med gældende regler i gennemsnit vil modtage knap 500.000 kr. mere i overførsler og tjenesteydelser over sit livsforløb, end han selv kommer til at bidrage med i skattebetalinger, hvis man regner alle disse udgifter og indtægter for den enkelte tilbage til hans fødselstidspunkt. Også alle de årgange, der fødes senere end 2012, vil være underskudsforretninger i den forstand, at de modtager mere fra stat og kommuner, end de selv betaler. Samtidig er finanspolitikken imidlertid holdbar ifølge vores fremskrivning. Det vil sige, at staten altid vil være i stand til at overholde sine forpligtelser. Selvom vi har udsigt til mange års offentlige underskud, vil de på lang sigt blive afløst af offentlige overskud. Regnestykket hviler selvsagt på en lang række forudsætninger om den fremtidige udvikling, eksempelvis at skatter og indkomstoverførsler fremover vil følge de regler, som Folketinget har vedtaget indtil nu.

Men hvordan kan en grundlæggende sund finanspolitik være forenelig med, at alle fremtidige danskere giver underskud for det offentlige? Helt enkelt skyldes det, at den danske befolkning nu og fremover ikke kun består af alle de personer, der bliver født fra og med i år. Der er også alle os, som lever i dag, men er født før 2012. Og hvis vi omvendt tilsammen i resten af vores levetid giver et overskud for de offentlige finanser, som er lige så stort som det underskud, alle de kommende nyfødte tilsammen vil give, er der balance i tingene. Og det er netop det, der er tilfældet: Med de forudsætninger, der bruges i den langsigtede fremskrivning for dansk økonomi i den seneste vismandsrapport, vil de samlede offentlige nettoudgifter til alle de generationer, der bliver født i fremtiden, beløbe sig til godt 2½ billion kr. regnet som nutidsværdi i dag. Samtidig vil alle vi nulevende danskere i resten af vores levetid tilsammen betale godt 2½ billion kroner mere til det offentlige, end vi selv står til at modtage i form af pensioner, udgifter til sygehuse osv. i resten af vores liv. På den måde hænger regnestykket sammen, selvom alle de nyfødte isoleret betragtet giver underskud for det offentlige.

Betyder det så, at det i stedet er os, de nulevende generationer lige fra de 1-årige til de 100-årige, som bærer en uforholdsmæssig stor byrde – er vi heltene, som får velfærdssamfundet til at hænge sammen ved at betale langt mere, end vi selv får igen i løbet af hele vores liv? Nej, det siger regnestykket ikke noget om. For vi har jo også selv tidligere i vores liv modtaget offentlige ydelser (f.eks. gratis skolegang), og disse historiske overførsler indgår ikke i det nævnte regnestykke, som handler om de formodede fremtidige ind- og udbetalinger for de forskellige generationer.

Det dramatiske tal, at hver ny dansker koster det offentlige knap en halv million kroner, afspejler altså ikke, at finansieringen ikke er på plads. Derimod afspejler tallet den måde, vi har valgt at indrette finansieringen af de offentlige velfærdsgoder på. Selvom de midaldrende skatteydere på hvert enkelt tidspunkt populært sagt betaler både til deres forældre og deres børn, er det betalingerne til børnene, der vejer tungest i generationernes indbyrdes regnskab: Hver generation modtager mere fra sine forældre via de offentlige kasser, end generationen selv senere betaler tilbage til forældrene i form af folkepension mv., når man regner alle beløbene tilbage til hver generations fødselstidspunkt. Når årets nyfødte i deres kommende liv kan modtage op til en halv million kroner mere, end de selv betaler, skyldes det altså, at deres forældre betaler for dem. Og selvom vi ikke har pålidelige tal for generationsfordelingen af offentlige indtægter og udgifter langt tilbage i tiden, er det naturligt at tænke, at disse forældre igen har fået deres uddannelsesudgifter betalt af deres forældre osv. Tallet viser simpelthen, at den grundlæggende omfordeling mellem generationerne i den offentlige sektor primært går fra ældre til yngre generationer. En pæn del af den naturlige overførsel af midler, som forældre til alle tider har givet deres børn, foregår i Danmark altså via den offentlige sektor.

Det er værd at bemærke, at selvom finanspolitikken er holdbar i vores økonomiske fremskrivning, er der stadig grund til at være påpasselig i den økonomiske politik fremover. En langsigtet fremskrivning af denne type bygger i sagens natur på en række meget usikre antagelser, og hvis disse skrider til den negative side, kan Danmark alligevel havne i en uholdbar situation.

Det er derfor vigtigt nøje at overvåge udsigterne for de offentlige finanser. Tal for, hvad nyfødte forventes at koste det offentlige i deres levetid, er imidlertid meningsløse at bruge som pejlemærker i denne sammenhæng.