Vismænd:Behov for reformer - senere

Reformer står højt på dagsordenen både i Danmark og ude i verden. I Sydeuropa skal reformer være med til at hjælpe landene ud af den dybe krise. I Danmark er der de seneste år vedtaget en dagpengereform og en tilbagetrækningsreform, og regeringen lægger op til reformer af førtidspension og fleksjob, kontanthjælp og SU samt en skattereform.

De vedtagne såvel som de påtænkte reformer skal bidrage til at skabe plads til den ønskede udvikling i de offentlige udgifter og i skattetrykket, uden at der opstår for store underskud på de offentlige finanser på længere sigt.

I den seneste vismandsrapport vurderer vi, at de offentlige finanser grundlæggende er sunde med den aktuelle finanspolitik og de allerede vedtagne reformer. Det nuværende betydelige underskud kan i høj grad tilskrives den aktuelle konjunktursituation. Korrigeres for de dårlige konjunkturer, er der efter vores vurdering, tæt på balance på de offentlige finanser i dag og frem mod 2020. Ligeledes vurderer vi, at der ikke er tendens til, at den offentlige gæld løber løbsk på det lange sigt, dvs. finanspolitikken er (lige netop) langtidsholdbar. Alligevel er der udsigt til en længere periode fra midt i 2020’erne til op i 2050’erne med så store underskud, at der er behov for tiltag, der kan forbedre de offentlige finanser på langt sigt.

Vores vurderinger bygger på en række standardiserede forudsætninger. Én vigtig forudsætning er, at de offentlige udgifter vokser med det såkaldt demografiske træk, dvs. med den almindelige velstandsudvikling og befolkningens demografiske forskydninger. I mange år har udgiftsvæksten imidlertid typisk været højere. Dette kan ses som udtryk for, at befolkningen forventer forbedringer og moderniseringer af velfærdssamfundet – ikke blot en udvikling, der holder “skindet på næsen”.

Hvis 1) balancen på de offentlige finanser skal fastholdes frem mod 2020, og finanspolitikken fortsat skal være langtidsholdbar, og 2) der skal skabes plads til en udvikling af velfærdssamfundets sociale service, sundhed og uddannelse, som al erfaring tyder på, at befolkningen vil kræve, og 3) vi ikke bare vil lade skatterne stige, så er nye reformer nødvendige. Tilsvarende er reformer nødvendige, hvis man ønsker at sænke skattetrykket uden at foretage egentlige besparelser.

170.000 flere i beskæftigelse

En anden vigtig forudsætning vedrører udviklingen i arbejdsstyrke og beskæftigelse. Vi vurderer konkret, at beskæftigelsen vil kunne stige med ca. 170.000 personer fra 2012 til 2020. Af denne stigning skyldes de 75.000 personer den forventede normalisering af konjunkturen. De resterende 95.000 skyldes ikke mindst effekten af de reformer, der allerede er vedtaget.

En stigning i beskæftigelsen på 170.000 personer på bare 8 år kan lyde af meget, men historisk har dansk økonomi faktisk været rigtig god til at skabe job. I perioden 2003-2008 steg beskæftigelsen eksempelvis med 190.000, og fra 1993 til 2002 steg beskæftigelsen med hele 225.000. Også i midt-firserne steg beskæftigelsen kraftigt på få år.

Nye reformer, der øger arbejdsudbuddet yderligere, vil naturligvis stille øgede krav til økonomiens evne til at skabe job. Regeringen ønsker at udvide arbejdsstyrken med ekstra 60.000 frem mod 2020, hvilket skærper kravet til jobskabelsen til omkring 225.000. Dette er ikke er ude af trit med de historiske erfaringer, men det forudsætter, at konjunktursituationen normaliseres, så der kommer gang i efterspørgslen. Baseret på tidligere erfaringer med længden af økonomiske nedture kan man forvente, at et opsving vil komme i gang i god tid inden 2020.

Skattens negative virkning

Ideelt set ville det være bedst, hvis reformer, der øger arbejdsudbuddet, fik virkning netop i højkonjunktur, når der er mangel på arbejdskraft.

Da større strukturelle ændringer af beskatningen, de sociale ordninger eller tilbagetrækningssystemet kræver et vist varsel og en gradvis indfasning, er det i praksis ikke muligt at ramme så præcist. Hvis det aktuelt er lavkonjunktur, kan man bruge den nødvendige varslingstid til at beslutte en senere ikrafttræden og eventuelt operere med en midlertidig underfinansiering.
 
Uanset den aktuelle konjunktur vil en gradvis indfasning betyde, at virkningerne spredes ud, så de ikke specielt indtræder, når der er mange ledige. Dette er de praktiske muligheder for at tilpasse reformernes virkning til konjunkturen. Når reformer ofte fremhæves som det bedste instrument til at skabe finansiering, hænger det sammen med, at reformer typisk går ind og retter op på eksisterende uhensigtsmæssigheder.

Et eksempel kan være skattereformen. I udgangspunktet indebærer det forhold, at der er skat på arbejde, at folk har en tilskyndelse til at arbejde mindre og holde mere fri. En skattereform, der reducerer topskatten eller forhøjer beskæftigelsesfradraget og finder ikke-forvridende finansiering for de umiddelbare provenutab herved, kan mindske skattesystemets negative virkning på arbejdsudbuddet. Den afledte stigning i arbejdsudbuddet øger indkomsterne og dermed skatteprovenuet. Fidusen er altså, at reformen samlet mindsker nogle uhensigtsmæssigheder og derved befordrer nogle adfærdsændringer, der forbedrer både velfærden og de offentlige finanser.

Nu er reformer desværre sjældent rene “win-win”-situationer. Typisk vil en reform føre til, at nogle taber, og nogle vinder. Hvis der er tale om en god reform, vil der imidlertid være en samlet gevinst – og der vil i rimeligt omfang være taget højde for fordelingshensynet.

Behov for yderligere reformer

Det er en vigtig pointe, at en reform typisk giver anledning til, at folk frivilligt arbejder mere. Reduceres skatten på arbejde, er det frivilligt, hvis folk arbejder mere: Gevinsten i form af større indkomst mere end opvejer tabet af fritid.
 

I de netop opgivne trepartsforhandlinger var det på tale at afskaffe et antal ferie- eller helligdage med den hensigt, at folk skulle arbejde og tjene mere over året og dermed betale mere i skat. I det omfang en højere arbejdstid bliver trukket ned over hovedet på folk, er der stor risiko for, at effekten vil blive modvirket. Dette kan f.eks. ske ved, at de enkelte lønmodtagere efterfølgende kræver eller beder om mere ferie, at flere vælger at gå på deltid eller færre vælger at bijobbe. Et muligt scenarie havde derfor været, at man med en trepartsaftale havde skabt en flygtig finansiering af permanent øgede udgifter.

Udsigten til store underskud i årene efter 2025 betyder, at det bliver nødvendigt at gennemføre nye tiltag, der kan forbedre de offentlige finanser på længere sigt. Der kan derfor være behov for at udtænke yderligere reformer, der kan øge arbejdsudbuddet og bidrage til en mere velfungerende samfundsøkonomi. I lyset af at der allerede er vedtaget og planlagt en række reformer må det dog - den aktuelle, dårlige konjunktursituation taget i betragtning - anbefales, at tiden ses an.

Iværksættelsen af yderligere reformer bør således afvente, at vi ser en konjunkturudvikling, der realiserer væsentlige dele af den beskæftigelsesfremgang på over 200.000 personer, som de nu vedtagne og planlagte reformer fordrer.