Regulering af landbrugets udledning af kvælstof og drivhusgasser bør ske ved hjælp af afgifter

Derfor er der behov for at regulere landbrugets produktion. Vi foreslår, at reguleringen sker ved at lægge afgifter på de aktiviteter i landbruget, der forårsager udledning af drivhusgasser og kvælstof.

Danmark skal på en gang mindske udledningen af drivhusgasser og forbedre vandmiljøet. Danmark har forpligtet sig til at reducere udledningerne af drivhusgasser fra den såkaldte ikke-kvotesektor frem mod 2030. Men i modsætning til de fleste andre dele af ikke-kvotesektoren er der i dag ikke nogen regulering af landbrugets udledning af drivhusgasser.

Danmark har derudover forpligtet sig til at opnå såkaldt god økologisk tilstand i vandmiljøet senest i år 2027. Det kræver, at landbruget reducerer sine udledninger af kvælstof.

Mange landbrugsaktiviteter medfører både udledning af drivhusgasser og kvælstof. For eksempel er der drivhusgasser i køers prutter, bøvser og afføring. Og når afføringen bruges som gødning på markerne, frigives der kvælstof til vandmiljøet.

Det giver derfor god mening at have en regulering, som tager højde for begge miljøeffekter.

I den seneste miljøøkonomiske vismandsrapport har vi analyseret udledningen af drivhusgasser og kvælstof fra landbruget. Vi finder, at den billigste måde at regulere landbruget er ved hjælp af afgifter på de aktiviteter, der giver anledning til udledninger af drivhusgas og kvælstof. På den måde slår man to fluer med et smæk.

Et system af afgifter er både billigt for samfundet og enkelt for landmændene at forholde sig til.

Billigt, fordi afgifterne giver landmændene en tilskyndelse til at nedbringe deres miljøbelastning så billigt som muligt. Enkelt, fordi den enkelte landmand blot skal forholde sig til et sæt af afgifter på forskellige landbrugsaktiviteter - og fordi landmænd allerede i dag indberetter de fleste af de informationer, et sådant afgiftssystem kræver.

På sigt kan også andre miljøpåvirkninger som f. eks. ammoniak inddrages i afgifterne, uden at det bliver mere kompliceret for landmanden.

Det er vigtigt, at landmændene får et incitament til at investere i ren teknologi. Derfor bør landmændene få fradrag i afgifterne, hvis de benytter teknologi, som mindsker miljøbelastningen. Det kunne eksempelvis være moderne staldsystemer eller biogasanlæg. Hvis en aktivitet ikke længere udleder, skal afgiften falde til nul.

Hvis man løser problemet med landbrugets udledning af kvælstof ved hjælp af afgifter, vil dette samtidig klare det meste af Danmarks reduktionsforpligtelse i forhold til udledningen af drivhusgasser i ikke-kvotesektoren frem mod 2030.

Det illustrerer behovet for at samtænke regulering af drivhusgasser og kvælstof.

Vores analyse viser også, at der er billige reduktioner af drivhusgasser i landbruget sammenlignet med andre dele af ikke-kvotesektoren.

Samfundsøkonomisk er det derfor fornuftigt, hvis landbruget i lighed med andre dele af ikke-kvotesektoren bidrager til at mindske sin klimapåvirkning. Men dette bidrag vil landbruget imidlertid automatisk komme til at yde, hvis erhvervet løser problemet med kvælstofudledning.

Det er i sidste ende en politisk beslutning, om landbruget også i fremtiden skal friholdes for drivhusgasregulering.

Men hvis ikke landbruget nedbringer sine udledninger af drivhusgasser, må andre dele af dansk økonomi holde for. Vi vurderer, at det vil koste i omegnen af 300 mio. kr. mere om året at leve op til Danmarks drivhusgasmål, hvis man friholder landbruget.

Samfundsøkonomisk er det fornuftigt, at landbruget bidrager til klimaindsatsen, og at man bruger afgifter til at mindske landbrugets udledning af drivhusgasser og kvælstof. Afgifter gør imidlertid ondt på landbrugets bundlinje.

Hvis det politisk ønskes at kompensere landmændene, kan det gøres ved, at provenuet fra afgifterne gives tilbage til landmændene i forhold til det tab, de lider.