Risikabelt at lempe den økonomiske politik
Er der i den aktuelle situation en konflikt mellem de langsigtede mål og de kortsigtede hensyn i den økonomiske politik? Man må opfatte Helge Brinks kronik d. 13. februar, som støtte for synspunktet om, at der er en sådan konflikt. Helge Brink finder i hvert fald, at Det Økonomiske Råds formandskab er alt for fokuserede på de langsigtede udfordringer, og for lidt opmærksomme på den aktuelle økonomiske situation.
Det er rigtigt, at den økonomiske situation ikke er så lys i dag, som den har været. Faldende aktiekurser, lavere beskæftigelse, stigende ledighed osv. Og den internationale, herunder ikke mindst den tyske, konjunktursituation ser noget mistrøstig ud. Oven i hatten har risikoen for en krig i Irak presset olieprisen op over 30$.
Vi mener ikke, man skal bagatelisere de risikomomenter, der er. Eksempelvis foretog vi i vores efterårsrapport en række beregninger, der illustrerer mulige effekter af et internationalt tilbageslag kombineret med et negativt stemningsskift i erhvervslivet og hos forbrugerne. Et sådant tilbageslag vil naturligvis også ramme dansk økonomi. På nuværende tidspunkt er der imidlertid blot tale om ét blandt flere mulige fremtidige scenarier, og risikoen for et alvorligt tilbageslag er trods alt begrænset. Endnu har vi kun set en yderst moderat stigning i ledigheden, bl.a. fordi et markant rentefald har holdt hånden under investeringer, boligpriser og privat forbrug. Samtidig er dansk økonomi meget tæt på kapacitetsgrænsen. Ledigheden har således bevæget sig ned nær skønnet for det langsigtede, strukturelle niveau, hvilket bl.a. har bevirket, at de danske lønninger igennem flere år er steget mere end vore udenlandske konkurrenters.
På denne baggrund vil en lempelse af den økonomiske politik på nuværende tidspunkt være en risikabel affære. Problemet generelt ved aktive finanspolitiske tiltag er, at de risikerer at komme for sent og måske blive doseret forkert. Dette er ikke det samme som at sige, at finanspolitikken aldrig bør anvendes til at stabilisere den økonomiske udvikling. Eksempelvis var den finanspolitiske lempelse i 1993, der bidrog til at trække økonomien ud af en langvarig lavkonjunktur, og Pinsepakken i 1998, der bidrog til at reducere tendenserne til overophedning, eksempler på fornuftig stabiliseringspolitik. Men at foretage en lempelse på baggrund af den aktuelle situation, hvor ledigheden er steget 10.000 personer, og hvor der ikke er udsigt til nogen dramatisk stigning, er at tro alt for meget på finanspolitisk finjustering.
Den aktuelle situation med en ledighed på 150.000 og lønstigninger systematisk over udlandets peger altså på, at der hverken er plads til eller behov for lempelse af den økonomiske politik. Og det samme tilsiger de langsigtede udfordringer, der følger af, at der kommer flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder i de kommende år. Den befolkningsmæssige udvikling vil tværtimod stille krav om en forbedring af de offentlige finanser i form af skattestigninger, besparelser eller på anden måde. Der er altså i den aktuelle situation ingen konflikt mellem de kortsigtede og de langsigtede hensyn, sådan som Helge Brink ellers antyder.
Der er betydelig usikkerhed om størrelsen af de fremtidige udfordringer. Helge Brink overvurderer imidlertid usikkerheden ved at sammenstille tal for den nødvendige skattestigning i den seneste vismandsrapport med nogle tal fra 1998. De to sæt beregninger implicerer en vidt forskellig udvikling i skattesatser og den offentlige gæld, og forskellene mellem de to sæt beregninger kan derfor ikke tolkes som udtryk for denne usikkerhed. Og uanset usikkerheden om den præcise størrelsesorden så viser såvel vores som Finansministeriets beregninger, at der er problemer med den finanspolitiske holdbarhed, hvis vi ikke gør noget.
Under relativt gunstige forudsætninger om bl.a. udviklingen i arbejdsstyrken finder vi, at de øgede udgifter kan finansieres ved en permanent stigning i skatterne på 2½ pct. point. Hvis arbejdsstyrken kan vokse mere end forudsat, vil det kunne modvirke eller helt fjerne behovet for en skattestigning.
En stigning i arbejdsstyrken vil på sigt øge beskæftigelsen tilsvarende. Den aktuelle, begrænsede stigning i ledigheden ændrer ikke ved den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse. Naturligvis gælder denne sammenhæng ikke på kort sigt. De tiltag til at styrke arbejdsstyrken, som vi og andre har foreslået, vil ikke virke fra den ene dag til den anden. En bedre arbejdsmarkedstilknytning for indvandrere vil uden tvivl være et langt, sejt træk. Og en afskaffelse af efterlønnen vil af flere gode grunde ikke ske med kort varsel. Den stigning i arbejdsudbuddet, der vil følge af at afskaffe efterlønnen eller af forøget integrationsindsats, vil derfor rimeligvis først komme, når det aktuelle konjunkturtilbageslag er blevet til historie. Men så vil eksempelvis en afskaffelse af efterlønnen også have positive effekter på de ældre lediges mulighed for at komme i beskæftigelse, fordi arbejdsgiverne vil være mere villige til at investere i den ansatte, når der er større sikkerhed for, at vedkommende bliver længere på arbejdsmarkedet. Det skal samtidig understreges, at man ikke behøver at bevare efterlønnen for at sikre nedslidte en mulighed for at forlade arbejdsmarkedet. Denne opgave må kunne løftes af førtidpensionssystemet.
De langsigtede udfordringer er betydelige, selvom netop det langsigtede fokus i finanspolitikken har bidraget til, at den offentlige saldo er langt bedre i Danmark end i mange andre lande, og at vi dermed står bedre rustet til fremtidens udfordringer. Hvis den økonomiske politik bliver lempet i den aktuelle situation, vil udfordringerne fremover blive desto meget større. Om den langsigtede løsning er et højere skattetryk, besparelser på de klassiske offentlige velfærdsydelser eller andet er en politisk prioritering. Det aktuelle konjunkturtilbageslag må ikke sløre det langsigtede fokus i den økonomiske politik. Arbejdsstyrkepolitik er et helt uegnet konjunkturpolitisk instrument. Hvis konjunktursituationen forværres mærkbart, og en lempelse af den økonomiske politik kommer på tale, vil det være helt forkert medicin at reducere arbejdsstyrken (eller udskyde tiltag til at forøge den) for at påvirke den kortsigtede ledighedsudvikling.
Det er rigtigt, at den økonomiske situation ikke er så lys i dag, som den har været. Faldende aktiekurser, lavere beskæftigelse, stigende ledighed osv. Og den internationale, herunder ikke mindst den tyske, konjunktursituation ser noget mistrøstig ud. Oven i hatten har risikoen for en krig i Irak presset olieprisen op over 30$.
Vi mener ikke, man skal bagatelisere de risikomomenter, der er. Eksempelvis foretog vi i vores efterårsrapport en række beregninger, der illustrerer mulige effekter af et internationalt tilbageslag kombineret med et negativt stemningsskift i erhvervslivet og hos forbrugerne. Et sådant tilbageslag vil naturligvis også ramme dansk økonomi. På nuværende tidspunkt er der imidlertid blot tale om ét blandt flere mulige fremtidige scenarier, og risikoen for et alvorligt tilbageslag er trods alt begrænset. Endnu har vi kun set en yderst moderat stigning i ledigheden, bl.a. fordi et markant rentefald har holdt hånden under investeringer, boligpriser og privat forbrug. Samtidig er dansk økonomi meget tæt på kapacitetsgrænsen. Ledigheden har således bevæget sig ned nær skønnet for det langsigtede, strukturelle niveau, hvilket bl.a. har bevirket, at de danske lønninger igennem flere år er steget mere end vore udenlandske konkurrenters.
På denne baggrund vil en lempelse af den økonomiske politik på nuværende tidspunkt være en risikabel affære. Problemet generelt ved aktive finanspolitiske tiltag er, at de risikerer at komme for sent og måske blive doseret forkert. Dette er ikke det samme som at sige, at finanspolitikken aldrig bør anvendes til at stabilisere den økonomiske udvikling. Eksempelvis var den finanspolitiske lempelse i 1993, der bidrog til at trække økonomien ud af en langvarig lavkonjunktur, og Pinsepakken i 1998, der bidrog til at reducere tendenserne til overophedning, eksempler på fornuftig stabiliseringspolitik. Men at foretage en lempelse på baggrund af den aktuelle situation, hvor ledigheden er steget 10.000 personer, og hvor der ikke er udsigt til nogen dramatisk stigning, er at tro alt for meget på finanspolitisk finjustering.
Den aktuelle situation med en ledighed på 150.000 og lønstigninger systematisk over udlandets peger altså på, at der hverken er plads til eller behov for lempelse af den økonomiske politik. Og det samme tilsiger de langsigtede udfordringer, der følger af, at der kommer flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder i de kommende år. Den befolkningsmæssige udvikling vil tværtimod stille krav om en forbedring af de offentlige finanser i form af skattestigninger, besparelser eller på anden måde. Der er altså i den aktuelle situation ingen konflikt mellem de kortsigtede og de langsigtede hensyn, sådan som Helge Brink ellers antyder.
Der er betydelig usikkerhed om størrelsen af de fremtidige udfordringer. Helge Brink overvurderer imidlertid usikkerheden ved at sammenstille tal for den nødvendige skattestigning i den seneste vismandsrapport med nogle tal fra 1998. De to sæt beregninger implicerer en vidt forskellig udvikling i skattesatser og den offentlige gæld, og forskellene mellem de to sæt beregninger kan derfor ikke tolkes som udtryk for denne usikkerhed. Og uanset usikkerheden om den præcise størrelsesorden så viser såvel vores som Finansministeriets beregninger, at der er problemer med den finanspolitiske holdbarhed, hvis vi ikke gør noget.
Under relativt gunstige forudsætninger om bl.a. udviklingen i arbejdsstyrken finder vi, at de øgede udgifter kan finansieres ved en permanent stigning i skatterne på 2½ pct. point. Hvis arbejdsstyrken kan vokse mere end forudsat, vil det kunne modvirke eller helt fjerne behovet for en skattestigning.
En stigning i arbejdsstyrken vil på sigt øge beskæftigelsen tilsvarende. Den aktuelle, begrænsede stigning i ledigheden ændrer ikke ved den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse. Naturligvis gælder denne sammenhæng ikke på kort sigt. De tiltag til at styrke arbejdsstyrken, som vi og andre har foreslået, vil ikke virke fra den ene dag til den anden. En bedre arbejdsmarkedstilknytning for indvandrere vil uden tvivl være et langt, sejt træk. Og en afskaffelse af efterlønnen vil af flere gode grunde ikke ske med kort varsel. Den stigning i arbejdsudbuddet, der vil følge af at afskaffe efterlønnen eller af forøget integrationsindsats, vil derfor rimeligvis først komme, når det aktuelle konjunkturtilbageslag er blevet til historie. Men så vil eksempelvis en afskaffelse af efterlønnen også have positive effekter på de ældre lediges mulighed for at komme i beskæftigelse, fordi arbejdsgiverne vil være mere villige til at investere i den ansatte, når der er større sikkerhed for, at vedkommende bliver længere på arbejdsmarkedet. Det skal samtidig understreges, at man ikke behøver at bevare efterlønnen for at sikre nedslidte en mulighed for at forlade arbejdsmarkedet. Denne opgave må kunne løftes af førtidpensionssystemet.
De langsigtede udfordringer er betydelige, selvom netop det langsigtede fokus i finanspolitikken har bidraget til, at den offentlige saldo er langt bedre i Danmark end i mange andre lande, og at vi dermed står bedre rustet til fremtidens udfordringer. Hvis den økonomiske politik bliver lempet i den aktuelle situation, vil udfordringerne fremover blive desto meget større. Om den langsigtede løsning er et højere skattetryk, besparelser på de klassiske offentlige velfærdsydelser eller andet er en politisk prioritering. Det aktuelle konjunkturtilbageslag må ikke sløre det langsigtede fokus i den økonomiske politik. Arbejdsstyrkepolitik er et helt uegnet konjunkturpolitisk instrument. Hvis konjunktursituationen forværres mærkbart, og en lempelse af den økonomiske politik kommer på tale, vil det være helt forkert medicin at reducere arbejdsstyrken (eller udskyde tiltag til at forøge den) for at påvirke den kortsigtede ledighedsudvikling.
Torben M. Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Søren Bo Nielsen
Berlingske Tidende,
3.marts 2003
Skrevet i relation til