Tal på miljøet giver mening - svar til Henningsen

I Politiken d. 28. marts bringes et indlæg af Jørgen Henningsen (JH). Han kritiserer De Økonomiske Råds formandskab for, at “arbejdet ikke er ordentligt udført” på det miljøøkonomiske område og stiller spørgsmålstegn ved, om Det Miljøøkonomiske Råd er pengene værd.

Det er et helt relevant spørgsmål, som vi dog ikke mener, er op til os at vurdere. I det følgende vil vi i stedet begrænse os til at adressere en række af fejl og misforståelser, som JH gør sig skyldig i.


Indledningsvist retter JH en kritik mod vores analyse fra 2012 af Danmarks såkaldte Ægte opsparing. Formålet med at opgøre den ægte opsparing er at supplere den traditionelle opgørelse af væksten i et lands nationalformue med korrektioner for ændringer i miljøtilstanden og udtømningen af naturressourcer samt andre forhold. Metoden er bl.a. blevet anvendt af Verdensbanken, og for nyligt også af de internationalt anerkendte økonomer Kenneth Arrow og Partha Dasgupta.


Den grundlæggende idé er, at hvis den miljø-korrigerede nationalformue stiger, så efterlades de kommende generationer med mindst samme muligheder for velstand, som de nulevende. Dette er i overensstemmelse med Brundtland-kommissionens definition af bæredygtighed, og det er derfor skudt helt ved siden af, når JH beskylder os for “at omgøre det sædvanlige bæredygtighedsbegreb”.


En del af JH’s kritik handler om, hvorvidt investeringer i produktionsudstyr, infrastruktur og uddannelse kan kompensere for tab af - muligvis uerstattelige - naturværdier. JH stiller polemisk spørgsmålet om det forhold, at vi har fået flere studerende på universiteterne betyder, at vi kan ophæve fredningen af Mols Bjerge.


Dette er faktisk et vanskeligt spørgsmål, og vi hævder ikke i vores analyse, at det kan besvares med et ja. Men mener JH virkelig, at en sådan vanskelighed skal få os til helt at opgive at supplere de traditionelle opgørelser af et samfunds samlede investeringer med opgørelser, der inddrager negative påvirkninger af miljø og naturressourcer mv.?


Når det gælder klima, har JH det synspunkt, at vi ikke har forstået formålet med EU’s system med kvoter for CO2-udledning. Angiveligt har vi ikke indset, at kvotesystemet ikke bare har til formål at reducere CO2-udledningen, men også at skabe en høj pris på CO2, som gør det fordelagtigt for industrien at investere i grønne løsninger.


For det første: Vi har gentagne gange begrundet vores positive syn på kvotesystemet netop med, at det skaber en fælles pris på CO2. Dette gør, at det politisk fastlagte reduktionsmål bliver opnået til de lavest mulige omkostninger.


For det andet: Om kvoteprisen bliver høj eller lav afhænger af de politiske ambitioner på klimaområdet. Store reduktionskrav giver en høj CO2-pris og omvendt. At kvoteprisen for øjeblikket er lav, er i høj grad et udtryk for, at de politiske ambitioner pt. ikke er særlig store. Det kan være et problem for ambitionerne, ikke for kvotesystemet.


Når JH insisterer på at give os dumpekarakterer for ikke at have forstået kvotesystemet, hænger det tilsyneladende sammen med, at JH er af den opfattelse, at reduktionsmålet på 20 pct. for CO2-udslip i 2020 ville være opnået under alle omstændigheder – dvs. også uden kvotesystemet.


Der er ingen tvivl om, at kombinationen af den økonomiske krise, kolossale tilskud til vedvarende energi og krav til energibesparelser i hele EU har ført til store CO2-besparelser og dermed en lav kvotepris. Det havde imidlertid været langt billigere samfundsøkonomisk set at lade kvotesystemet gøre arbejdet.


Det er foruroligende, at den lave kvotepris i dag også kan være udtryk for, at der blandt markedsaktørerne er en usikkerhed om det fremtidige ambitionsniveau for CO2-reduktion og i sidste ende om, hvorvidt kvotesystemet overhovedet vil eksistere i fremtiden.


Det bedste, EU kan gøre aktuelt, er at øge troværdigheden om systemet. Dette kan ske ved at melde klart – og gerne ambitiøst – ud om de fremtidige reduktionskrav for CO2-udledninger. En troværdig udmelding om et markant lavere antal kvoter i fremtiden vil bidrage til, at kvoteprisen allerede i dag vil stige. En høj og rimeligt stabil kvotepris er lige præcis det, der er nødvendigt for at overbevise investorer i kraftværker og energitung industri om, at investeringer i fremtidens anlæg betaler sig bedre, hvis de holder CO2-udslippet lavt.


EU’s kvotesystem er faktisk et enestående eksempel på et internationalt bindende system omfattende et stort antal lande, der adresserer klimaudfordringen på en omkostningseffektiv måde. Hvis vi skal gøre os håb om at løse klimaproblemerne, er der på globalt plan netop brug for systemer, der reducerer udledningerne af klimagasser billigst muligt. Skulle det lykkes JH og meningsfæller at få lagt så meget gift ud for EU’s kvotesystem, at det nedlægges, vil de have gjort verdens klima en gigantisk bjørnetjeneste.


Endelig mener JH, at vores analyse af bilafgifter er misforstået. Desværre er det JH, der har misforstået analysen.


Hans argument er, at bilafgifter i sin tid er indført af alle mulige andre hensyn end miljøet, og at det derfor er forkert at vurdere de nuværende afgifters størrelse ud fra de negative effekter, bilkørsel har på miljø, klima og ulykker. Det er korrekt – og en helt central pointe i vores argumentation – at afgifterne i dag er væsentlig større end det, der kan tilskrives bilkørslens negative effekter.

Det betyder så også, at en væsentlig del af begrundelsen for at opkræve de høje bilafgifter må være noget andet – og her er der næppe tvivl om, at ønsket om at skaffe provenu til statskassen er det reelle motiv.


Vores pointe er imidlertid, at provenubegrundede skatter bedst opkræves med udgangspunkt i en bred skattebase, dvs. eksempelvis indkomstskat eller moms. Herved opnås et givet skatteprovenu med mindst mulige skadelige virkninger for samfundsøkonomien og i øvrigt også med de bedste fordelingseffekter. Den relevante målestok for at vurdere de specifikke afgifter på biler er derfor netop de skadelige virkninger, der følger af bilkørsel.


Med dette indlæg håber vi at have rettet op på de misforståelser, som JHs kritik efter vores bedste mening hviler på – dette ikke mindst af hensyn til en frugtbar fremtidig diskussion af de vigtige miljøøkonomiske spørgsmål.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Eirik  S. Amundsen, Claus Thustrup Kreiner og Michael Svarer

Politiken, 10. april 2013
Skrevet i relation til