Velstand ikke kun for velhavere

Martin Ågerup, der leder den liberale tænketank CEPOS, beklager sig i Politiken d. 29/11 over, at de nylige skattepolitiske forslag fra de økonomiske vismænd tager alt for meget hensyn til indkomstfordelingen.
Ågerup mener, at vismændenes egne analyser burde have fået os til at foreslå, at enhver lettelse i skatten på arbejdsindkomst bliver givet som en lettelse i topskatten.

Lad mig derfor kort forklare grundprincippet i de tre forskellige ”skattepakker”, som beskrives i den nye vismandsrapport.
Alle pakkerne indebærer en sænkning af skatten på arbejdsindkomst, bl.a. finansieret gennem en stigning i de grønne afgifter og i afgifterne på visse sundhedsskadelige varer.
 
For at kompensere overførselsmodtagerne og andre med lave indkomster for de højere afgifter indeholder alle skattepakkerne en stigning i personfradraget, og lettelsen i skatten på arbejdsindkomst fordeles ligeligt på en sænkning af topskatten (via højere topskattegrænse og lavere topskatteprocent) og en stigning i beskæftigelsesfradraget.

Det er korrekt, at lavere topskat ventes at have en væsentligt større positiv effekt på arbejdsudbuddet end et højere beskæftigelsesfradrag.
Stigningen i jobfradraget sikrer til gengæld, at også de lavtlønnede får del i skattelettelserne. Skattepakkerne i vismandsrapporten har ikke haft til formål at maksimere den positive effekt på arbejdsudbuddet.
 
Det er nemlig ingen kunst at udforme en skattereform, der har en stor positiv effekt på arbejdsudbuddet, hvis man er villig til at tillade en stor stigning i uligheden.
Men for politikerne må det være mere interessant at vide, at man faktisk gennem intelligente omlægninger af beskatningen kan opnå en mærkbar stigning i beskæftigelsen uden at rykke væsentligt på indkomstfordelingen.
Det er det, vi har forsøgt at illustrere med regneeksemplerne i vismandsrapporten.
Martin Ågerup mener, at vismændene dermed påtager sig en politisk rolle.
Jeg har svært ved at forstå kritikken, eftersom den nuværende fordeling af de disponible indkomster må formodes at afspejle de fordelingspolitiske holdninger i det politiske system.

Ifølge Martin Ågerup burde vismændene som et af vores forslag have medtaget en ”flad skat”, hvor både mellem- og topskatten er afskaffet.
En overgang til flad skat ville betyde, at skattelettelserne i en kommende skattereform blev koncentreret på personer, der i 2009 tjener mere end ca. 380.000 kr. om året.
Disse skattelettelser skulle i givet fald bl.a. finansieres via højere afgifter, der vender den tunge ende nedad.
Resultatet ville blive en ganske markant omfordeling fra de laveste til de højeste indkomster. Hvis vismændene på trods heraf havde foreslået en flad skat, ville der have været en vis rimelighed i anklagen om, at vi politiserer.
Ågerup mener, at vismændenes forskellige modeller for en kommende skattereform er uambitiøse, fordi de efter hans smag ikke indebærer en tilstrækkelig sænkning af topskattesatsen.
Han glemmer desværre at nævne, at vore forslag indebærer en forhøjelse af den indkomst, man kan tjene, inden man rammes af topskatten.

Dermed vil et stort antal almindelige lønmodtagere opleve, at skatten af den sidst tjente krone falder med knap 14 procentpoint.
Martin Ågerup og CEPOS mener tilsyneladende, at vismændene burde have nøjedes med at påpege, at Danmark kan få en større nationalindkomst, hvis vi accepterer, at indkomststigningen alene skal tilfalde dem, der i forvejen tjener mest.
I den seneste vismandsrapport har vi sat os selv den mere ambitiøse opgave at påvise, at politikerne kan øge den samlede beskæftigelse og velstand på en måde, der ikke kun gavner de i forvejen mest velhavende.